KL: Socialområdet har brug for penge og løsere tøjler

Af Jacob Bundsgaard (S) og Martin Damm (V)
Formand og næstformand for KL

Efter en god og lang ferie er det tid til de årlige økonomiforhandlinger. Det er ikke et sekund for tidligt. Vi har meget, vi skal drøfte med den nye regering.

Særligt det specialiserede socialområde blinker rødt. Flere og flere børn, unge og voksne kæmper med psykiske problemer eller udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser og har brug for hjælp og støtte til at mestre livet og hverdagen.

Sammenlagt modtog omkring 178.000 børn, unge og voksne en social indsats i 2016. Det er en stigning på cirka 17.000 siden 2014, som kun er fortsat i de efterfølgende år. Der er tale om en meget sammensat gruppe, som spænder fra borgere med stærk fysisk eller mental funktionsnedsættelse til borgere med psykiske og sociale problemer i større eller mindre grad. Langt de fleste indsatser står kommunerne for.

Det er en udvikling, som i den grad kan mærkes i kommunernes budget.

Den store stigning i antal personer med behov for hjælp betyder, at udgifterne buldrer derudad. Nye tilbud og teknologi betyder mærkbare forbedringer for både borgere og personale, men kræver store investeringer. Investeringer, som kommunerne forventes at lave.

Straf og stram styring medfører ikke nødvendigvis højere kvalitet. Til gengæld medfører det stigende udgifter på et område, som ikke har en krone at undvære.

Jacob Bundsgaard (S) og Martin Damm (V)
Formand og næstformand for KL

Uforholdsmæssigt negativt fokus på fejl
Samtidig oplever vi i kommunerne et voldsomt pres, når en enkelt sag af den ene eller anden grund ikke går som ønsket. Der findes ikke en rettesnor for sager på socialområdet. Alle sager vurderes individuelt af sagsbehandlere, som agerer inden for de ofte ganske komplicerede rammer, der er på området.

Derfor kan det heller ikke undgås, at der sker fejl, eller at borgere er uenige i kommunens afgørelse. Men det medfører desværre et uforholdsmæssigt negativt fokus, som ikke stemmer overens med den kæmpe indsats, som ydes af de ansatte i kommunerne.

Faktum er, at kvaliteten på de sociale tilbud i kommunerne er høj. Og stigende. Sker der noget med dig, kan du være sikker på, at der står et stærkt og handlekraftigt velfærdssamfund bag dig. Det er ikke en selvfølge. Det er unikt. Og det tillader vi os at være stolte af.

Men den store stigning i antallet af borgere, der har brug for, og ret til, hjælp, presser nu for alvor budgetterne. Der er især tale om, at flere borgere med psykisk og sociale problemer efterspørger hjælp fra kommunen.

Men som en positiv konsekvens af en forbedret indsats i både sundhedssystemet og det sociale system opnår borgere med fysisk og mental funktionsnedsættelse også en stadig højere levealder. Det betyder, at der skal foretages meget vanskelige prioriteringer på området. Eller at pengene skal findes på andre velfærdsområder. For eksempel på plejehjemmene, i daginstitutionerne eller på skolerne. Det sker allerede. Og det vil kun tage til i de kommende år.

Straf og stram styring giver udgifter
Vejen frem er tidligere indsatser, stærk rehabilitering og mere sammenhæng i den hjælp, vi giver. Her er økonomien selvsagt central.

Men der er i den grad også behov for bedre og mere fleksible rammer for tildeling af hjælp. Det har vi længe efterspurgt. Desværre må vi konstatere, at vi i stedet har oplevet strammere styring, ensidigt fokus på rettigheder i stedet for behov, og tørresnore, hvor de kommuner, som kæmper en kamp for at følge med, bliver udstillet på et misvisende grundlag.

Straf og stram styring medfører ikke nødvendigvis højere kvalitet. Til gengæld medfører det stigende udgifter på et område, som ikke har en krone at undvære.

Hvis regeringen virkelig ønsker at løfte indsatsen for de svageste borgere i vores samfund, så er der behov for, at vi sammen sætter os ned og arbejder i en fælles retning for socialpolitikken i Danmark.

Vi håber, økonomiforhandlingerne kan blive det første vigtige skridt i det arbejde.