Kommunikations­ekspert: Sådan skaber Mette Frederiksen sit systemskifte

Af Anders Dybdal
Direktør, Operate

Man kan nemt forestille sig lettelsen i kroppen hos Anders Fogh Rasmussen i den tidlige vinter 2001. Forud lå et årti med socialdemokratisk dominans og en lang række lige-ved-og-næsten-skuffelser i Venstre.

Og med valgsejren blev en ny tid varslet.

Det må på mange måder være med samme lettelse, at Mette Frederiksen nu har taget magten og varsler systemskifte af samme proportioner som det, Fogh leverede i 2001. Begge har oplevet lettelsen over, at magten er vendt tilbage. Og for Frederiksen efterfølges den følelse af hunger. Hunger efter at sætte et aftryk, der kan mærkes og kan gøre op for, hvad der i mange socialdemokraters øjne føles som 18 år med Danmark på vej i den forkerte retning.

Der er lagt i kakkelovnen til store forandringer fra Slotsholmen, og med en ren S-regering er muligheden for et systemskifte af Foghske dimensioner da også til stede. Det store spørgsmål er nu, om årstallet 2019 vil have de samme massive efterdønninger som 2001.

Opgaven er ingenlunde nem, men den er heller ikke umulig. Hvis Frederiksen og resten af sosserne skal lykkes med systemskiftet, skal især fem ting lykkedes. 

Mette Frederiksen vil givetvis blive kritiseret for at føre blokpolitik, inden året er omme, men det har vælgerne generelt kun noget imod, hvis de også er meget uenige i den førte politik.

Anders Dybdal
Direktør, Operate

1. Definér tidens store dagsordener
Én af de ting, Fogh lykkedes med, og noget, der stadig kan mærkes i dag, var hans evne til at sætte dagsordener for hele samfundet. Især med udlændingepolitikken, opgøret med de berømte smagsdommere og ikke mindst retten til ”frit valg” i velfærdsstaten formåede Fogh at sætte rammen om den samtale, der lagde kimen til et varigt systemskifte.

Selv om Fogh aldrig formåede at tage det endelige opgør med den, i hans øjne, velvoksne velfærdsstat, formede han den politiske samtale, avisernes overskrifter og meningsdannernes indlæg igennem knap 20 år.

Mette Frederiksen skal altså forsøge at skabe en ny samfundsdagsorden. En samfundsdagsorden om de temaer, der sikrede de afgørende stemmer til S og rød blok: social retfærdighed og sekundært grøn omstilling. S har tidsånden med sig i forhold til klimadagsordenen, en dagsorden, som man efterhånden skal være nærmest ekstrem for ikke at tage del i. Men det vil kræve en indsats at gøre ulighed og sociale uretfærdigheder til 2020'ernes definerende samfundsdagsorden i et af verdens mest lige og solidariske samfund.

En af de første kampe, der skal tages, handler om blandede byer – kampen imod Blackstone. Og senere på efteråret står den symbolske kamp for en ret til tidlig tilbagetrækning for nedslidte. Sosserne er kommet godt fra start med gode udmeldinger, men der er en stor opgave forude.

2. Brænd igennem på Slotsholmen
Hvis systemskiftet skal lykkes, skal Mette og co. få hele centraladministrationen til at arbejde for hendes politiske projekt. Det er ingen nem opgave, da retningen på de fleste ressortområder har været nogenlunde den samme i de sidste to årtier, og den tværgående koordinering har været underlagt streng finansministeriel styringslogik.

Regeringen har allerede gjort meget for at udfordre den status quo. Frederiksen har som bekendt styrket Statsministeriet med to nye afdelinger, hvoraf den ene ledes af hendes særlige rådgiver Martin Rossen. Desuden er Rossen placeret i både Økonomi- og Koordinationsudvalgene, der normalt har stor indflydelse, på trods af at de ingen formel beslutningskompetence har. De politiske prioriteringer for ressortministrene rykker således tættere på statsministeren.

Videre har Finansministeriet fået ny departementschef, og hans efterhånden sagnomspundne regnedrenge får lidt andre opgaver. De skal bruge mindre tid på at regne på arbejdsudbud og dynamiske effekter af skattelettelser – og mere tid på at finde nye finansieringskilder til de politiske ønsker.

Lige nu tager S-regeringen centralt mange af de rette skridt, men vi har stadig til gode at se det virke. Og det forudsætter også, at de enkelte ministre får opbygget gode, tillidsfulde relationer til deres dygtige departementschefer og embedsfolk i ministerierne.

3. Tag de nødvendige kampe – vær klar til blokpolitik
Frygten for at blive kritiseret for forligsbrud og blokpolitik må ikke stå i vejen, for at Mette Frederiksen tager de nødvendige kampe for at indfri de politiske ambitioner. Regeringen er bundet af en række forlig (og besværlige forligskredse), der gør det svært at sætte en ny retning for Danmark på en række nøglepunkter.

Det er svært at gøre op med detailstyring af folkeskolen uden at se på folkeskoleforliget, og regeringen risikerer trods ny vurdering fra embedsværket forsat at blive kritiseret for løftebrud, hvis de når at indføre ret til tidlig tilbagetrækning for nedslidte i denne valgperiode.

At tage de nødvendige kampe kræver også, at man får parter uden for det politiske system med. Ret til tidlig tilbagetrækning kan ikke gennemføres uden velvilje hos arbejdsgiverne, hvis det skal ske, som Mette Frederiksen først har foreslået. Lige nu lokker regeringen arbejdsgiverne med anden indflydelse (formentlig adgang til højtuddannet udenlandsk arbejdskraft), men truslen om at blive sat helt uden for døren i andre sammenhænge vil også komme i brug.

Mette Frederiksen vil givetvis blive kritiseret for at føre blokpolitik, inden året er omme, men det har vælgerne generelt kun noget imod, hvis de også er meget uenige i den førte politik. Vælgerne er altså kloge nok til at bedømme en regering på dets politiske resultater og overordnede retning. Derfor består opgaven i høj grad i ikke at ryste på hånden og ikke mindst at hjælpe sine ministre i at stå fast på det socialdemokratiske projekt.

4. Adfærdsforandringer gennem nye metoder
Den ambitiøse målsætning om 70 procents CO2-reduktion bliver utvivlsomt en hård nød at knække. Regeringen har nemlig grundlæggende behov for, at borgerne ændrer adfærd, hvis den skal i mål.

Samtlige regeringer før Mettes Frederiksens ville tackle den udfordring med økonomiske incitamenter. Bøder og afgifter, regler og forbud, fradrag og tilskud har været de primære værktøjer i kassen. Dermed ikke sagt, at disse ikke har en effekt. Det har de tit, men det er ofte et dyrt virkemiddel og kan have utilsigtede konsekvenser.

Regeringen bliver blandt andet nødt til at få danskerne bredt til at forbruge på en anden måde. Vi bliver nødt til at ændre måden, vi danskere ser på kost (for eksempel gennem klimakostråd, uddannelse med mere), og vi bliver nødt at gøre det nemmere for forbrugeren at vælge det rette (for eksempel gennem adfærdsdesignet mærkning). Differentieret moms på fødevarer kan sagtens være en del af løsningen, men det er dyrt i forhold til effekten og kan ikke stå alene.

5. Der skal forventningsafstemmes med vælgerne
De vælgere, der har sat krydset ved S og dets støttepartier, forventer forandring. Men der er et mismatch mellem vælgernes forventning og den tid, det reelt vil tage den nuværende regering at gennemføre det lovede.

Regeringen har for så vidt undgået at love lige så meget, som nogle af de tidligere regeringer er kommet til. Det ændrer dog ikke på, at de har brug for at kommunikere tidsperspektivet dygtigt for vælgerne. Specielt hvis de ønsker at blive siddende så længe, det kræves at gennemføre de bebudede ændrer, hvilket realistisk set vil være to-tre regeringsperioder.

Og hvis S ønsker at være i spidsen så længe, kræver det vælgernes velvilje. Det skal forklares, hvordan det sandsynligvis kun er muligt at dække det demografiske træk med de nuværende finanser. Og at flere af de bebudede tiltag kun kan gennemføres ved yderligere skattebetaling. Der skal simpelthen spilles med åbne kort, samtidig med at regeringen viser resultater og opbygger tillid til de vælgere, der skal holde dem ved magten de næste perioder.

Hvis 2019 skal være Mette Frederiksens år nul, kræver det et politisk svendestykke i absolut verdensklasse. Det kræver knivskarpe evner at manøvrere Slotsholmens vande. Det kræver mod til at stå fast og velvilje til at forsøge nye metoder. Det kræver dygtig kommunikation og dialog med borgerne.

Der venter benhårdt arbejde for Mette Frederiksen og regeringen. De næste år vil uden tvivl byde på kompromiser og i nogle tilfælde nederlag. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at opskriften til succes skal findes i evnen til at definere en ny socialdemokratisk samfundsdagsorden. Uden det intet systemskifte.