Konsulentbesparelser dræner puljer til socialt udsatte

PENGEJAGT: Beskæftigelsesministeriet skal spare 52 millioner på konsulenter, og vil hente en del af pengene i satspuljebevillinger til socialt udsatte. "Kreativiteten er voldsomt stor," lyder kritikken fra blå blok.

Peter Hummelgaard flankeret af en del af de beskæftigelsesordførere, som lige nu forhandler om at fordele konsulentbesparelser for 52 millioner kroner.
Peter Hummelgaard flankeret af en del af de beskæftigelsesordførere, som lige nu forhandler om at fordele konsulentbesparelser for 52 millioner kroner.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Søren Elkrog Friis

Penge, som oprindeligt var afsat til at hjælpe socialt udsatte, skal i stedet gå til at indfri regeringens mål om at spare på statens forbrug af konsulenter.

Det fremgår af interne bilag, som indgår i forhandlingerne om fordeling af konsulentbesparelserne på Beskæftigelsesministeriets område, som Altinget er i besiddelse af.

Ud af de 52 millioner kroner, som ministeriet skal spare på konsulentregningen i 2021, hentes knap halvdelen fra ministeriet selv, Arbejdstilsynet, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og andre enheder under departementet.

Den anden halvdel af besparelserne - 27,4 millioner kroner i 2021 - skal ifølge regeringens oplæg hentes fra puljemidler, hvor størstedelen er afsat i forbindelse med tidligere satspuljeforlig.

Kreativiteten er voldsomt stor, når regeringen skal udmønte deres konsulentbesparelser. 

Hans Andersen
Beskæftigelsesordfører, Venstre

Partierne i blå blok kritiserer regeringen for at gå alt for kreativt til værks.

"Kreativiteten er voldsomt stor, når regeringen skal udmønte deres konsulentbesparelser. Venstre vil ikke lægge ryg til at tage penge, som er afsat i tidligere satspuljeaftaler, og som burde gå til en social indsats for at skabe et rummeligt arbejdsmarked," siger Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen.

DF: Forhandlinger er en rodebunke
Regeringen skal spare 800 millioner kroner på statens konsulentforbrug i 2021.

625 millioner kroner udspringer af finanslovsaftalen fra sidste år, mens 175 millioner kroner er en udløber af aftalen om seniorpension, som blev indgået mellem VLAK-regeringen, DF og R i foråret 2019, og som socialdemokraterne siden har tilsluttet sig.

Finansministeriet har valgt at samle konsulentbesparelserne under ét, som siden gennem en fordelingsnøgle er spredt ud på de forskellige ministerier.

Derfor har samtlige partier - med undtagelse af Nye Borgerlige - været involveret i forhandlingerne om fordeling af konsulentbesparelserne på Beskæftigelsesministeriets område.

Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti beskriver forhandlingerne som "en rodebunke" og vil ikke medvirke til at barbere bevillingerne fra den tidligere satspulje.

"Der var jo lagt op til, at der skulle spares på statens egne konsulenter. Så det er noget mærkeligt noget, at man så finder nogle puljer, som skulle hjælpe folk på arbejdsmarkedet, og så kalder det konsulentbesparelser," siger han.

Cabi skånet på målstregen
Af bilag til forhandlingerne fremgår det, at der er tale om "ikke-disponerede midler" i de puljer, hvor de største besparelser skal hentes. Det beskrives også, at forbruget af konsulentydelser i de pågældende puljer erfaringsmæssigt er højt.

Venstre forholder sig dog skeptisk til, om konsulentforbruget modsvarer de tocifrede millionbeløb, som regeringen lægger op til at tage fra flere af puljerne.

"Pengene er ikke udmøntet, så på den måde bliver de ikke direkte taget fra nogen, men de bliver så heller ikke brugt på det, der var tanken," siger Hans Andersen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har ikke ønsket at kommentere sagen med henvisning til de igangværende forhandlinger.

Som Altinget kunne fortælle i sidste uge, havde regeringen også tænkt sig at skære hele den offentlige bevilling på 18 millioner kroner til Cabi, som hjælper virksomheder og kommuner med at hjælpe socialt udsatte i job, på trods af at konsulentydelser kun udgør ti procent af omsætningen.

Den besparelse er nu annulleret efter protester fra blandt andet Radikale, Venstre og Danske Folkeparti.

Artiklen er et uddrag af en længere artikel fra Altinget Arbejdsmarked. Her kan du læse reaktioner fra flere partier og mere om de konkrete satspuljebevillinger, som står for skud. 

 

Dokumentation

Kan man bare bruge af satspuljen?

Ja, da satspuljeforliget er opsagt, kræver det kun et flertal i Folketinget, hvis man som i Beskæftigelsesministeriets tilfælde vil omprioritere midler, som er afsat til et særligt formål i forbindelse med en satspuljeaftale.

Siden nedlæggelsen af satspuljen i 2018 har der hersket en del forvirring om, hvorvidt hele den gamle satspuljekreds (alle partier på nær Enhedslisten og Nye Borgerlige) fortsat havde vetoret i forhold til de projekter, som fortsat finansieres af satspuljen.

Af dette svar fra tidligere finansminister Kristian Jensen til Finansudvalget fremgår det dog sort på hvidt, at opsigelsen af forliget indebærer, at den aktuelle satspuljeforligsbinding på eksisterende satspuljebevillinger ophører.

"Som følge af opsigelsen af forliget vil et simpelt flertal i Folketinget – med virkning fra efter næste valg til Folketinget – dog kunne foretage ændringer i aftalte initiativer uden at søge opbakning hos de hidtidige satspuljeforligspartier," konkluderer Finansministeriet i 2018.

Regeringen kan altså frit bruge satspuljebevillinger til at indfri konsulentbesparelser eller alt muligt andet, så længe de kan skaffe 90 mandater bag sig.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent Bøgsted

Fhv. MF (DD)
maskinarbejder, Aalborg Tekniske Skole 1976, oversergent (Avedøre Rekrut- og Sergentskole 1977), våbenmekaniker (Nørrejyske Artilleriregiment 1977)

Hans Andersen

MF (V), byrådsmedlem (V), Frederikssund Kommune, kommitteret for Hjemmeværnet
cand.merc.aud. (Handelshøjskolen i København 2000)

Samira Nawa

MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 2014)

0:000:00