Krigsveteran: Den danske veteranindsats er noget rod

Professionelle veteraner
Vi møder lige pludselig et nyt begreb: "professionelle veteraner". Veteraner, som kæmper om foreningernes gunst. De bliver sure, hvis de ikke kommer med på tur. De ryger i kuldkælderen, hvis de ikke får lov at rejse med Invictus på deres tredje tur.

De føler sig hurtigt overset og forbigået, og pludselig skal hele deres liv krænges ud på sociale medier, hvor vi alle skal læse om, hvor dårligt de har det, og hvor hårdt det har været at besøge psykologen i dag. Det er blevet deres identitet.

Jeg er som tidligere nævnt selv såret soldat. Det skal ikke være min identitet at være såret soldat. Min identitet og min rygrad er soldat, og det er jeg stolt af. Jeg blev soldat for at gøre en forskel for andre. Jeg forventer ikke at blive forkælet med oplevelser betalt af andre resten af mit liv. Jeg forventer ikke forskelsbehandling.

Jeg forventer at få den hjælp, jeg har krav på, og få den erstatning, jeg har krav på.

Har startet egen forening
Jeg har startet en forening for sårede soldater, deres pårørende og familier, der har mistet. De pårørende er mærkeligt nok en meget lille del af veteranindsatsen, men måske er det dem, der er mest påvirket af soldatens udsendelse.

Foreningen er 100 procent privat. Alle bidrager til det fælles formål. Vi rejser vores egne penge. Alle er i øjenhøjde, og ingen er mere sårede end andre. Vi har alle samme historie og har intet behov for at gøre det værre, end det er.

Det er en forening for dem, der ikke vil se sig selv som en del af det rod, veteranindsatsen efterhånden er blevet til.

Har du fået PTSD?
Jeg bliver ofte spurgt, om jeg har fået PTSD. Så ofte at jeg på et tidspunkt var lige ved at tro, at jeg havde fået PTSD. Jeg tog mig selv i at tænke: "Gud, jeg kan ikke holde ud at tage på indkøb eller shoppe med min hustru. Måske jeg har fået PTSD."

Jeg blev helt dårlig og blev fuld af selvmedlidenhed. Jeg fortalte min hustru, at jeg måske havde fået PTSD, fordi jeg gik kold, da jeg var ude at købe tøj med hende. Så sagde hun lidt tørt tilbage, at jeg aldrig nogensinde har brudt mig om at købe tøj med hende. Da vågnede jeg op igen.

Ingen normalt tænkende mand bryder sig om at købe ind eller gå på shopping med sin hustru. Det har intet med PTSD at gøre.

Vi glemmer nogle gange, hvordan vi var før vores udsendelse. Vi glemmer også, hvor lidt der skal til at forandre et menneske.

Du kan ikke engang sende en københavner til Jylland i 14 dage, uden at han tillægger sig en jysk dialekt. Så lidt skal der til for at ændre os.

Med de oplevelser, en soldat får med i rygsækken fra udsendelser, så skulle det da være mærkeligt, hvis man ikke forandrede sig.

Adrenalinen bliver hængende natten over
Jeg ser personligt verden anderledes i dag. Jeg har svært ved at tage hverdagsproblemer seriøst. Jeg er blevet mere følsom. Jeg kan pludselig få vand i øjnene, når jeg ser en kærlighedsfilm eller andet drama. Jeg kan tude over en dum Disney-film.

Hvis jeg ser en krigsfilm, får jeg adrenalin i kroppen, som bliver hængende natten over. Hvis jeg bliver vred eller skuffet, så hænger følelsen længere i kroppen end før. Specielt, hvis nogen bryder min tillid.

Hvis jeg hører en ukendt lyd om natten, så vågner jeg og spekulerer, om nogen er ved at begå indbrud. Jeg kan også finde på at gå en runde om huset. Jeg er blevet lidt mere lydfølsom. Jeg får det samme chok som alle andre, når en ballon springer, men følelsen sidder i kroppen længere og bliver til irritation.

Men der er en fornuftig forklaring på alt det her. Det er mig, som har taget form af mine oplevelser og omgivelser. Det er meget normalt. Det gør vi alle.

Jeg lever med det og accepterer det. Jeg kan sagtens passe et arbejde med de forandringer.

Vi ved ikke særligt meget om PTSD
Når alt det er sagt, så anerkender jeg, at der er veteraner derude med de samme symptomer, bare ti gange værre. Jeg har dem selv i vores forening. De har ikke overskud til at gå på de sociale medier og krænge deres liv ud. De har ikke overskud til at rejse. Jeg må bruge alle mine evner og tiltag for at få dem med ud. Det er nærmest umuligt at få dem igennem en lufthavn.

Jeg er med på, at PTSD kan gradbøjes, og at vi i bund og grund ikke ved særligt meget om det. Jeg har også veteraner med PTSD, som har fultidsarbejde. Jeg har veteraner med PTSD, som nok godt kunne arbejde, men ikke tør, fordi de er bange for at blive sanktioneret i deres pension.

Det er lige præcis min pointe. Vi ved ikke helt, hvad PTSD er. Er noget PTSD fejlagtigt forvekslet med trykskader i hjernen (traumatisk hjerneskade)? Har noget PTSD intet med Forsvaret at gøre? Ligger det latent fra den sociale arv?

En vis procentdel af den civile befolkning render ind i psykiske lidelser. Hvis det sker for en soldat, som har været udsendt, så er det uden tvivl PTSD.

Kan det have noget med et tidligere misbrug at gøre? Kan det være en tårnhøj erstatning, som frister til, at man hurtigt tager sin forandring op til PTSD? Det sidste vil helt sikkert provokere nogle.

Indsatsen skal ikke gøre os en bjørnetjeneste
Men alle os veteraner er op til flere gange stødt på andre veteraner, som er gået mere op i at spørge ind til størrelsen på erstatningen frem for behandlingen.

Vi er endda stødt på flere, som er blevet erklæret førtidspensionister og har fået deres erstatning og tab af erhvervsevne udbetalt, for pludselig at vågne op til dåd og være raske. I et særligt slemt tilfælde var vedkommende ovenikøbet blevet genansat på fuld tid som officer ved Varde Kaserne.

Vi skal passe på, at veteranindsatsen ikke gør os en bjørnetjeneste og forkæler nogle for meget, gør dem afhængige af oplevelser, mens andre bliver totalt glemt. Det skal ikke bare se godt ud. Det skal være godt. Hvis indsatsen skal virke, så skal den ud og have fat i dem, der virkelig har brug for hjælp.

Og de pårørende skal inkluderes i langt højere grad.

Én ting er helt sikkert: Du finder ikke en folketingspolitiker, som tør at sige dét, jeg har skrevet, højt. Men du finder mange, som tænker tanken.

-----

Jacob Panton-Kristiansen er uddannet landmand. Han begyndte i Forsvaret i 2001 og har rang af oversergent og kampvognskommandør. Han har været udsendt fem gange, senest i Afghanistan, hvor han blev alvorligt såret.