Kristian Jensen bliver straffet efter solo-melding: Mister alle sine poster

FRATAGELSE: Kristian Jensen har ikke overholdt partiets interne spilleregler, mener Venstre. Derfor fratages Kristian Jensen (V) sit eneste ordførerskab og alle udvalgsposter. 

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Jon Michelsen

Tidligere finansminister og V-næstformand Kristian Jensen (V) gik lørdag ud med en solomelding i et interview med Jyllands-Posten.

Han foreslog i interviewet, at Venstre skulle lave en større økonomisk reformpakke med regeringen, Radikale og Konservative.

Meldingen kom, uden at Venstre-ledelsen var orienteret.

Og få timer efter var Kristian Jensen frataget alle sine ordførerposter og samtlige udvalgspladser af en enig ledelse i partiet.

I den forbindelse udtalte Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde (V), ifølge DR til Ritzau:

"Der er nogle interne spilleregler, der skal følges. Det er de ikke blevet, og det har nogle konsekvenser."

Ellemann havde intet valg
Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, mener ikke, at Jakob Ellemann-Jensen kunne have gjort andet end at sende et klart signal.

"Jakob Ellemann er konstant blevet kritiseret for ikke at sætte sig igennem som leder og for at tillade, at Venstres politik stritter i alle retninger. Derfor kunne han ikke bare lade Kristian Jensens solomelding passere," siger han og fortsætter:

"Der har længe været uenighed om udlændingepolitikken i Venstre, men på sidste har uklarhed også bredt sig til et område som udenrigspolitikken, hvor Venstre overhovedet ikke har kunnet finde sine ben i forhold til det amerikanske attentat på den iranske general. Der var ikke simpelthen ikke plads til mere slinger."

Læs også

Derfor er Kristian Jensens solomelding om nye velfærdsreformer og et samarbejde hen over midten også ekstrem dårlig timet, mener Erik Holstein:

"Han havde ikke på forhånd orienteret ledelsen af Venstres folketingsgruppe, og så falder hammeren naturligvis. Det er utroligt, hvis Kristian Jensen ikke har forudset det."

Ingen fremtid i Venstre
Kristian Jensens ordførerskaber var ifølge Erik Holstein i forvejen reduceret "nogle letbenede poster".

"Så det er ikke der, den store betydning ligger. Men det her understreger, at Kristian Jensen ikke har nogen fremtid i Venstre."

Kristian Jensen vil således fremover ikke være partiets arktisordfører eller medlem af Den Arktiske Delegation, Finansudvalget, Færøudvalget, Grønlandsudvalget eller Udenrigsudvalget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00