Kritik af lukkethed i FE-undersøgelse

TILLID: Der bør være videst mulig åbenhed om undersøgelsen af Forsvarets Efterretningstjeneste, hvis offentligheden skal have tillid til undersøgelsen, mener Institut for menneskerettigheder.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Det dur ikke at regeringen vil holde kortene så tæt til kroppen, at offentligheden kun får et resume af konklusionerne, når en undersøgelseskommission om godt et åre forventes at have kulegravet sagen om kritikken af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Det mener Institut for menneskerettigheder i anledning af, at Folketinget torsdag førstebehandler den særlov, der skal fastlægge rammerne for undersøgelseskommissionens arbejde.

Minimalistisk udgangspunkt
Instituttet anerkender, at hensynet til statens sikkerhed er legitimt og kan betyde, at der vil være visse begrænsninger i offentlighedens adgang til undersøgelseskommissionens beretning.

”Der er selvfølgelig masser af ting, som man ikke kan have offentlighed omkring. Det hensyn anerkender vi. Men regeringen har valgt et meget minimalistisk udgangspunkt i forhold til hvad man kan fortælle offentligheden,” siger forskningschef Pernille Boye Koch fra Institut for menneskerettigheder.

Regeringen har valgt et meget minimalistisk udgangspunkt i forhold til hvad man kan fortælle offentligheden.

Pernille Boye Koch
Forskningschef, Institut for menneskerettigheder.

Af hensyn til offentlighedens tillid til hvordan sagen vil blive undersøgt, bør der imidlertid i videst muligt omfang sikres offentlighed omkring flere dele af forløbet og ikke alene undersøgelseskommissionens konklusioner, mener Institut for menneskerettigheder.

Konkret kunne det handle om, at offentligheden bliver gjort bekendt med hvorvidt der er nogen og i så fald, hvor mange, der afhøres af kommissionen. Og om der er personer, der ikke bliver afhørt af hensyn til forbuddet mod selvinkriminering.

Hævet over loven
Sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste startede med at Tilsynet med Efterretningstjenesterne den 24. august i år udsendte en opsigtsvækkende pressemeddelelse med seks punkter med kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste. Tilsynet mente blandt andet, at Forsvarets Efterretningstjeneste bevidst tilbageholder oplysninger for tilsynet og foretager ulovlig overvågning af danske statsborgere samt har en usund kultur, hvor man føler sig hævet over gældende lov.

Det er dele af den kritik, som nu skal undersøges af undersøgelseskommissionen.

Det fremsatte lovforslag opremser eksempler på hvad kommissoriet for undersøgelsen kunne indeholde. Men det endelige kommissorium skal kommissionen selv fastlægge. Dermed kan offentligheden ikke vide hvilke dele af kritikken fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne, som reelt ender med at blive undersøgt.

0:000:00