Kritik fra tidligere dansk EU-chef: EU er bedre til at reagere på epidemier blandt svin end mennesker

BRUXELLES: ”Vi er på ingen måde fuldt forberedt på epidemier af store smitsomme sygdomme og andre alvorlige sundhedstrusler, som kræver en hurtig og koordineret reaktion.”

Man kunne sagtens forestille sig, at disse ord blev udtalt under det videotopmøde, som EU-landenes stats- og regeringsledere gennemførte torsdag eftermiddag. Betragtningen virker indlysende i disse dage, hvor flere hundrede millioner mennesker er lukket inde i deres hjem på grund af en virus, der foreløbig har smittet snart en kvart million europæere og kostet over 13.000 livet alene her i Europa.

Men i realiteten er denne artikels indledende citat næsten 18 år gammelt. Sætningen stammer fra en tale, som EU’s daværende kommissær for sundhed og forbrugerbeskyttelse, ireren David Byrne, holdt i den østrigske by Gastein i september 2002.

Belært af store forbruger- og sundhedsskandaler omkring årtusindeskiftet som fugleinfluenza, kogalskab (BSE) og dens menneskelige variant Creutzfeldt-Jakobs sygdom – og yderligere påvirket af frygten for biologisk terrorisme i kølvandet på 11. september 2001 – talte kommissæren for en kraftig styrkelse af det europæiske samarbejde på sundhedsområdet.

Der foregår ganske meget frivilligt, men der er ikke den samme rygrad og den samme regelbundne forpligtigelse til at samarbejde, som vi kender fra andre områder.

Claus Haugaard Sørensen
Tidligere generaldirektør, EU-Kommissionen

”Det er vores ansvar at beskytte vores borgere mod sundhedstrusler. Dette kan ganske enkelt ikke længere sikres af medlemslandenes sundhedsmyndigheder, som handler på egen hånd,” sagde David Byrne dengang.

Et par år senere lykkedes det at få grundlagt et europæisk center for sygdomskontrol, som udfører et væsentligt arbejde med indsamling af data og udbredelse af rådgivning til de 27 medlemslande. Men de nationale sundhedsmyndigheder bestemmer selv, hvordan de vil reagere på rådgivningen.

Der eksisterer stadig ikke mange fælles regler eller ressourcer på sundhedsområdet.

EU er bedre til syge dyr og planter
Det lykkedes nemlig ikke Byrne og andre fortalere for et tættere og lovmæssigt bindende sundhedssamarbejde at få medlemslandenes opbakning til et fælles europæisk beredskab mod epidemier.

I hvert fald ikke, hvis det drejer sig om epidemier blandt mennesker.

”Vi har et ganske godt beredskab, når det gælder om at beskytte planter og dyr. Vi tager os faktisk bedre af grisebasserne,” siger EU-veteranen Claus Haugaard Sørensen.

Han var i mange år en af de højest placerede danskere i EU-Kommissionen, blandt andet på områder som miljø, landbrug, udviklingsbistand og nødhjælp.

”Hvis der udbryder svinepest eller andre veterinærsygdomme, så er der EU-regler på plads. Der er ganske bestemte procedurer, der skal følges, der er et samarbejde på tværs af landegrænserne. Systemet er gearet til det. Men ikke til en epidemi mellem mennesker, for det er medlemslandenes ansvar,” siger han.

Som generaldirektør for humanitær bistand og civilbeskyttelse i årene 2011-2015 var Claus Haugaard Sørensen en af EU’s topfigurer i kampen mod ebola i Afrika. Han blev senere rådgiver for tidligere kommissionsformand Jean-Claude Juncker og for generaldirektøren i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som han begge hjalp med at udvikle nye redskaber til krisestyring.

I dag påpeger Haugaard Sørensen, at både WHO og især EU stadig kan blive meget bedre til at håndtere kriser som coronavirussen covid-19. Det er på høje tid, mener han.

”Vi skal lære lektien. Jeg håber, at man bagefter vil sætte sig ned og lave en tjekliste over, hvad der fungerede, og hvad der måske kunne gøres bedre. Man kan se på det juridiske grundlag og på den praktiske måde at organisere sig på,” siger han:

”Der er jo masser af trusler, der ligger og lurer derude. Der er også multiresistente bakterier og den slags ting. Det er ikke noget, den enkelte nationalstat kan håndtere alene. Det kræver et rigtigt, ordentligt og solidt samarbejde.”

”Vi kunne have haft strategiske ressourcer”
Den tidligere generaldirektør, som i dag er uafhængig rådgiver for Norsk Flygtningehjælp og andre internationale organisationer, er overbevist om, at EU kunne og burde have haft et meget bedre beredskab mod en pandemi som covid-19.

”Vi kunne have haft nogle strategiske reserver af respiratorer. Vi kunne have haft en produktionskapacitet af masker. Vi kunne også have opbygget et net af læger og sygeplejersker, som måske kunne have været sat ind de steder, hvor systemet virkelig bliver overbelastet som for eksempel i Norditalien,” siger han.

Claus Haugaard Sørensen erkender, at drastiske og samfundsomvæltende beslutninger som udgangsforbud eller lukning af skoler naturligt må tages på nationalt niveau.

”Jeg siger slet ikke, at alt skal gøres på EU-plan. Der er mange gode grunde til, at de beslutninger, der berører borgerne direkte i deres dagligdag, skal træffes meget tæt på borgerne. Det handler om, at det politiske ansvar skal ligge der,” siger han.

”Men når det gælder om at opbygge systemer, som skal udvikle vacciner, beredskabslagre, kommunikationssystemer og transportkapacitet – når lufthavne og grænser skal holdes åbne for i hvert fald strategiske forsyninger, så kræver det et meget håndfast internationalt samarbejde.”

Bruxelles spiller en rolle – men er det nok?
Det er ikke, fordi EU som organisation slet ikke har spillet nogen rolle, efterhånden som covid-19 har indtaget og lammet Europa i løbet af de seneste uger.

Under ledelse af Ursula von der Leyen har EU-Kommissionen fundet milliarder til forskning, til hårdt ramte virksomheder og til fælles indkøb af ansigtsmasker, respiratorer og andet afgørende medicinsk udstyr.

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har lynhurtigt åbnet for statsstøtte til coronaramte industrier og erhvervsliv på tværs af kontinentet. Euroens hårde budgetregler er blevet lempet, og på det seneste har også Den Europæiske Centralbank (ECB) sat ind med en kæmpestor kriseplan.

Som tænketanken Centre for European Reform (CER) gør opmærksom på i en ny analyse denne uge, så er disse og andre tiltag fra EU bestemt ikke uden betydning. Det er bare ikke nok.

”Det er alt sammen vigtige skridt til at dæmpe de økonomiske konsekvenser, men EU har nu behov for at handle på en meget mere beslutsom måde. De ukoordinerede handlinger fra nationale regeringer risikerer at underminere nogle af EU’s grundlæggende strukturer, hvilket vil gøre krisen værre, end den er i forvejen,” skriver forskerne Agata Gostyńska-Jakubowska og Luigi Scazzieri:

”Det ville være en overdrivelse at sige, at denne krise vil føre til EU’s opløsning. Men Unionens måde at håndtere coronavirussen på vil definere eurozonens fremtid, og det vil have en dyb indflydelse på, hvordan borgerne opfatter Unionen.”

Europas anti-sygdomscenter skal styrkes
Men hvad er det så, EU bør være i stand til at gøre i tilfælde af en farlig og meget smitsom epidemi, som Unionen ikke kan i dag?

Den tidligere EU-chef Claus Haugaard Sørensen peger på, at den ”europæiske sundhedsstyrelse” i Stockholm, Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), skal have mange flere beføjelser og ressourcer.

I dag er der omkring 300 medarbejdere i ECDC, som i overensstemmelse med medlemslandenes ønsker stort set kun har til opgave at indsamle og koordinere viden om smitsomme sygdomme. Det europæiske sygdomscenter har et budget på omkring 440 millioner kroner om året.

Til sammenligning har USA’s føderale center for sygdomsbekæmpelse, CDC, et årsbudget på cirka 45 milliarder kroner og 15.000 medarbejdere alene i hovedkvarteret i Atlanta, Georgia.

”Jeg siger ikke, at det skal være det samme som i USA. Men ECDC i Stockholm skal altså have flere muskler. Det er ikke nok bare at komme med anbefalinger og bede folk om at koordinere og den slags,” siger Claus Haugaard Sørensen.

”De skal have en ledende rolle. Indkalde til møder, tage beslutninger, udvikle vacciner, opbygge strategiske lagre og den slags ting. Det er ligesom kommet som en eftertanke. Nu har vi corona, så må vi hellere gøre sådan og sådan – men vi har ikke rigtig det juridiske system på plads,” siger han:

”Der har været en tilbageholdenhed med at etablere nogle regelsæt og nogle metoder, som virkelig var forpligtende. Der foregår ganske meget frivilligt, men der er ikke den samme rygrad og den samme regelbundne forpligtigelse til at samarbejde, som vi kender fra andre områder.”

Sundhedspolitik i forhandling om traktaten
Det var ellers ikke, fordi EU’s daværende sundhedskommissær, David Byrne, ikke forsøgte at få lagt grunden til et langt større beredskab dengang for 18 år siden.

Netop i årene 2002-2003 forhandlede EU-landene intenst i et såkaldt konvent om det, der oprindelig skulle have været en EU-forfatning, men som endte med at blive til Lissabontraktaten. Byrne og andre insisterede på, at offentlig sundhed og især kampen mod epidemier skulle have et stærkt fælles grundlag i traktaten.

Men det lykkedes ikke.

”Det lykkedes os ikke at komme længere med den dagsorden,” siger David Byrne i dag til den irske tv-station RTE:

”Især de større medlemslande mente nok, at de havde styr på offentlig sundhed derhjemme, og at den ekstra værdi fra EU-Kommissionen og ECDC kun var en koordinerende og rådgivende rolle.”

Danmark var blandt nej-sigerne
Det var nu ikke kun de store EU-lande, som modsatte sig tankerne om at gøre sundhedspolitik og fælles sygdomsbekæmpelse til et nyt indsatsområde i de europæiske traktater. Danmark satte sig for eksempel også klart imod, husker Claus Haugaard Sørensen.

”Som dansker havde jeg det ikke særlig godt, da vi trak i den retning. Jeg tror også, at briterne var imod. Der er nogle, der har lidt svært ved at forklare deres vælgerbefolkning, at tingene hænger sammen, og at det altså ikke er nok med nationale løsninger,” siger han.

Efter en lang karriere i toppen af EU-systemet sidder Haugaard Sørensen i disse dage derhjemme og funderer, ganske som så mange af os andre gør under coronavirussens lammelse.

Han tænker ikke mindst over, hvorfor det ikke lykkedes at lægge grunden til en europæisk sundhedspolitik for 20 år siden.

”Når det ikke blev til noget, så tror jeg, det var sådan en kuldskærhed – noget med: ’åh, så skal vi ud og forklare befolkningerne, at der måske er noget, vi ikke har helt styr på. Det kan blive lidt vanskeligt, så lad nu den ligge til næste gang.’ Men nu synes jeg faktisk, at næste gang er kommet. Nu burde man sætte sig ned og se at få det her bragt i orden,” siger han:

”Vi fortjener et effektivt europæisk system, der kan dæmme op for epidemier. Vi skal vel beskytte menneskene lige så godt, som vi beskytter grisene.”

Hør hele interviewet med Claus Haugaard Sørensen i Altingets europæiske podcast fredag.