Debat

Kronik: Coronakrisen ændrer ikke på, at Mette F. er konkurrencestats­minister

KRONIK: Både den famøse røde og grønne graf og danskernes samfundssind er en del af en social investeringsstrategi, som gør Mette Frederiksen til konkurrencestatsminister før alt andet, skriver forfatter Martin Møller Boje Rasmussen.

Selvom hun er konkurrencestatsminister, har Mette Frederiksen formået at overbevise vælgerne om, at hun sætter velfærd over økonomi, skriver Martin Møller Boje Rasmussen. 
Selvom hun er konkurrencestatsminister, har Mette Frederiksen formået at overbevise vælgerne om, at hun sætter velfærd over økonomi, skriver Martin Møller Boje Rasmussen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Peter Bjørnbak Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Møller Boje Rasmussen
Postdoc, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og forfatter til bogen 'Konkurrencestatsministeren'

Den 27. juni har Mette Frederiksen regeret Danmark i et år. Hun kan dermed fejre etårs jubilæum som konkurrencestatsminister.

Nogle vil nok indvende, at konkurrencestatsminister er det sidste, hun er. Hun har jo bragt S tilbage til rødderne og fordums folkelige opbakning. Hun turde vægte velfærd højere end økonomi under coronakrisen. Hun har følelser og et hjerte, hvor økonomer har en lommeregner. Så kan hun vel ikke være konkurrencestatsminister?

Jo. For så vidt at der også efter genåbningen fortsat er en globaliseret verdensøkonomi, som Danmark fortsat er dybt afhængig af, så er hun. Ja, givetvis vil hun i de kommende år komme til at agere mere som konkurrencestatsminister end så meget andet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Ifølge opgørelser er Danmark det land, der hidtil har opnået femtestørst velfærds- og velstandsgevinst ved globaliseringen. Og efter hele verdens genåbning venter nye konkurrencevilkår, ny tilpasning og nye reformer, hvis Danmark skal fastholde den førerposition.

Det kommer til at kræve sin konkurrencestatsmand- eller kvinde. Og derfor er det også allerede nu relevant at analysere og vurdere Frederiksens evner udi konkurrencestatskundskab.

I samme ombæring har hun formået at introducere en idépolitisk figur så stærk, at enhver tiårig kan recitere den som et salmevers: de nu herostratisk berømte røde og grønne kurver, der ikke må komme i karambolage med systemets kapacitetsgrænse. 

Martin Møller Boje Rasmussen
Postdoc., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Arnes tur til respiratoren
En konkurrencestatsminister skal mestre mange forskellige discipliner, og det vil føre for vidt at dække dem alle. Men som minimum skal hun dels kunne formulere et samfundsmæssigt målhierarki. Dels kunne etablere politisk tidsregning. Frederiksen har vist, at hun formår begge.

Hendes målhierarki er nogenlunde klart og simpelt: Liv før livsværk. Uden skelen til umiddelbare samfundsøkonomiske omkostninger har målet bag hendes coronastrategi vel været at forhindre, at nogle danskere – efter et helt liv at have betalt godt halvdelen i skat – skulle lide den tort at dø af coronavirus uden først at have haft chancen i en skattebetalt respirator og dermed forhindre et drastisk fald i opbakning til det universelle danske sundheds- og velfærdsystem.

At danskere dør, er af indlysende grunde ikke per se et problem for legitimiteten af dette. Heller ikke, at de dør af coronavirus, når blot de har haft adgang til et rimelig ligeligt minimum af den bedste tilgængelige behandling.

Til gengæld ville det være et normativt grundlagsproblem i sværvægtsklassen, hvis tilstrækkelig mange efter coronakrisen sad tilbage med dét indtryk, at det – undskyld udtrykket – aldrig blev Arnes tur til respiratoren. Som renters rente ville rygters rygte løbe som en steppebrand på samfundssavannen: ”Når det virkelig gælder, er der alligevel ikke velfærd til dig, Arne!”.

Dét har Frederiksen fra begyndelsen været sig pinligt bevidst. Og selvom strategien selvsagt har hvilet på hensynet til de håndfulde tusinde danskere, der ikke unødigt har mistet livet til coronavirussen, så har den evident også været funderet på hensynet til den fremtidige vælgeropbakning. Altså, på nøgternt kølige, samfundsøkonomiske og, ja, konkurrencestatslige overbevisninger og overvejelser.

Fra samfundssind til rettidig samfundsomhu
For tydeligere at se hvilke overbevisninger og overvejelser, må man dog inddrage tidsdimensionen og herunder Frederiksens styring af denne.

Ikke alene er det lykkedes hende at få næsten alle danskere til at udvise samfundssind og ståsammenhold. I samme ombæring har hun formået at introducere en idépolitisk figur så stærk, at enhver tiårig kan recitere den som et salmevers: de nu herostratisk berømte røde og grønne kurver, der ikke må komme i karambolage med systemets kapacitetsgrænse. 

Figuren har ophav i epidemiologien. Men på interessant vis udtrykker den samtidig kongstanken i den sociale investeringsstrategi, der er en grundsøjle i den danske konkurrencestat: at rettidig samfundsomhu på kort sigt nok er samfundsøkonomisk omkostningstungt, men på længere sigt tjener sig (mere end) hjem i kraft af sparede udgifter til efterfølgende udbedring af kapacitetstab.
Eller mere mundret: den idé, at tidlig omend dyr indsats er bedre end sen og endnu dyrere indsats.

Frederiksen har da også adskillige gange begrundet sine beslutninger med, at det (antageligt) over tid vil være samfundsøkonomisk mere byrdefuldt ikke at sætte tidligt ind over for corona. At sundhedsvæsenets kapacitet vil kunne blive så presset, at det decideret overbelastes og nedbrydes. Og altså underforstået: at genopbygningen af et allerede én gang kollapset sundhedsvæsen ikke alene kan blive økonomisk mere byrdefuldt end at forebygge et kollaps, men måske helt uladsiggørligt, hvis først vælgernes tillid, opbakning og finansieringsvilje er mistet.

Kort sagt har hun med stor styrke formået at rammesætte den tidsregning, inden for hvilken offentligheden diskuterer sammenhæng mellem politiske mål og midler.

Konkurrencestatsminister i kviksand
Hendes aktuelt høje popularitet kan dog næppe forklares af disse hendes konkurrencestatsministerielle meritter. Her spiller det givetvis og banalt nok ind, at mange danskere på den korte bane har fået vished for, at ”velfærd først” var mere end blot et valgkampsslogan.

Men på den blot lidt længere spillebane – genopretnings- og eftermælebanen – vil hun i høj grad blive bedømt på de spor, hun som konkurrencestatsminister allerede nu har lagt ud. Spor, der kan vise sig at hvile på kviksand.

For med sit målhierarki skal hun nu balancere og kommunikere på en knivsæg. På den ene side står de mange, som i coronavirussens kølvand har opbygget forventninger til, at hun også i mange andre af tilværelsens skæbnestunder økonomisk ubetinget vil vægte liv over livsværk. Brede grupper, der næppe skeler meget til sådanne prioriteringers forhold til samfundsøkonomi, finanspolitisk holdbarhed og konkurrenceevne, og som risikerer at blive skuffede, når ikke alle liv af oplagte årsager kan reddes.   

På den anden side står de mange andre, der med henvisning til blandt andet Sverige vil hævde, at hendes mål om ”ingen døde uden respirator” kunne være nået med betydeligt færre tab af livsværk, konkurser, BNP-tab. Og at Frederiksens bagvedliggende rationale om rettidig samfundsomhu er – hvis ikke forkert – så dog i hvert fald temmelig utilstrækkeligt og økonomisk byrdefuldt realiseret.

Læs også

Politik kan blive et spørgsmål om kapacitetsgrænser
Kort sagt udestår der for konkurrencestatsminister Frederiksen stadig den udfordring mere tydeligt at præcisere sit samfundsmæssige målhierarki. Aktuelt er det for brede grupper noget uklart. Omvendt har hun en solid idépolitisk trumf i baghånden. Den røde og grønne graf, som mange danskere vil huske i årevis, kan ikke alene bruges til at forklare, hvorfor meget vidtgående indgreb var nødvendige under coronakrisen.

En række af Mette Frederiksens øvrige politiske mærkesager – grøn omstilling, større social lighed, tidlig pension og begrænset ikkevestlig indvandring – bygger på tilsvarende konkurrencestatslige overvejelser om rettidig samfundsomhu, der kan være notorisk svære at formidle, forklare og forsvare i dag-til-dag-politik.

Mon ikke det kan forventes, at danskerne inden næste folketingsvalg vil blive præsenteret for en række socialdemokratiske, markedsindrammende tiltag, initiativer og foranstaltninger, der søges begrundet med afsæt i samme rationale?

Et eksempel: Hvis folkepensionsalderen fortsætter med at stige som forudsat i tilbagetrækningsreformen fra 2011, risikerer vi at overskride Arnes og andre lønmodtagergruppers ”naturlige” arbejdslivskapacitet, hvorfor der bør træffes foranstaltninger for disse grupper.

Et andet eksempel: ”Antallet betyder noget”, og hvis den ikkevestlige indvandring stiger, risikerer vi at overskride samfundets ”naturlige” integrationskapacitet og nationale sammenhængskraft, hvorfor der bør træffes modforanstaltninger.

Rationalerne er stærke. Men kan også udfordres politisk på selve forståelsen af, hvor samfundets kapacitetsgrænser ”naturligt”  ligger – og hvorvidt de er hugget i sten eller kan løftes. Det kræver sin konkurrencestatsminister at gennemtrumfe den forståelse. Og Mette Frederiksen har vist, at det kan hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00