Debat

Kvinfo: #MeToo er ikke kun for de højtuddannede og kendte

DEBAT: Da vidnesbyrdene om #MeToo væltede frem i efteråret, var der stort set intet spalteplads til de ufaglærte og faglærte. Indsatsen mod seksuel chikane skal selvfølgelig også gælde de medarbejdere, som er nederst i arbejdspladsens hierarki og derfor kan have sværest ved at sige fra, skriver Henriette Laursen.

Arbejdspladsen skal også gøre en særlig indsats for at få vidnesbyrd frem fra de lønmodtagere, som ikke råber højest, skriver Henriette Laursen.
Arbejdspladsen skal også gøre en særlig indsats for at få vidnesbyrd frem fra de lønmodtagere, som ikke råber højest, skriver Henriette Laursen.Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvem husker ikke efterårets mange vidnesbyrd om seksuel chikane mod kvindelige politikere, i mediebranchen og inden for skuespillerfaget?

Eller hvad med de mandlige læger, som fortalte om intime berøringer og grænseoverskridende kommentarer i hospitalsverdenen?

Det er alle sammen vigtige vidnesbyrd, som de danske medier har været gode til at løfte frem over for den brede offentlighed.

Derimod var der stort set ingen spalteplads til de ufaglærte og faglærte arbejdere, som fagforeningen 3F havde indsamlet vidnesbyrd fra.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Restaurantgæster hørte på
Det skortede ellers ikke på grove oplevelser i 3F-medlemmernes beretninger om seksuel chikane:

"Kok i åbent køkken, der råbte eller sagde kommentarer som "har du fået pik i går" eller ”skal du lige med ud bagved under service”. Selv gæster i restauranten kunne høre det."

 Hvis der kun er spalteplads til grupper, som i forvejen nyder høj status og opmærksomhed, efterlader det andre mennesker med det indtryk, at seksuel chikane på deres arbejdsplads ikke vejer nær så tungt.

Henriette Laursen
Direktør for Kvinfo

"En højerestående ansat, i det busselskab jeg kørte for, tog mig med ind på et aflåst kontor og begyndte at afklæde mig, mens hans slikkede på mig. Han havde i længere tid været ubehagelig, fortalt om sit sexliv med sin kæreste, og også forsøgt at blande sig i mit."

Sådan lød et par af de mange vidnesbyrd, som 3F lagde ud på egne medier sammen med flere artikler om emnet. 3F udsendte også en pressemeddelelse gennem Ritzau med titlen: "Over 150 faglærte og ufaglærte kvinder fortæller om krænkelser".

Alligevel vakte netop disse beretninger stort set ingen interesse i de danske medier. En artikelsøgning i Infomedia viser, at det faktisk kun blev til én enkelt notits – i Ekstra Bladet.

Lyt til alle faggrupper
Vi er nødt til at tage alle faggruppers vidnesbyrd alvorligt, hvis vi vil seksuel chikane og sexisme til livs på de danske arbejdspladser. Hvis der kun er spalteplads til grupper, som i forvejen nyder høj status og opmærksomhed, efterlader det andre mennesker med det indtryk, at seksuel chikane på deres arbejdsplads ikke vejer nær så tungt.

Det er et stort problem, hvis #MeToo bliver opfattet som en mærkesag udelukkende for de højtuddannede og de kendte. For seksuel chikane og sexisme rammer i høj grad også tjenere, butiksansatte, sosu’er og andre ufaglærte og faglærte arbejdere. Og konsekvenserne kan være mindst lige så hårde.  

Alle bør have det godt, når de går på job. Det skal selvfølgelig også gælde de medarbejdere, som er nederst i arbejdspladsens hierarki og derfor kan have sværest ved at sige fra.

Derfor skal vi gøre en særlig indsats for, at vidnesbyrd fra ufaglærte og faglærte kommer frem i lyset – og ikke lade deres vidnesbyrd passere som en notits, som det skete i de danske medier.

Læs også

God forretning
Forskning viser, at de medarbejdere, som står frem med en sag om seksuel chikane, ofte ender med at være den, der må forlade arbejdspladsen. Derfor bør vores politikere styrke retssikkerheden for dem, som står frem ved at øge kompensationen for seksuel chikane til samme niveau som for en uberettiget afsked.

Arbejdspladsen skal også gøre en særlig indsats for at få vidnesbyrd frem fra de lønmodtagere, som ikke råber højest.

Ledelsen bør gå ud fra, at arbejdspladsen kan have et problem med seksuel chikane og sexisme. Sandsynligheden er stor, også selv om APV’en ikke har påvist det. Drop forestillingen om, at den enkelte medarbejder bare kan sige fra. Hvis du er leder, må du gå foran med at ændre arbejdspladskulturen.

Seksuel chikane forårsager nedsat effektivitet, sygefravær og omkostninger til jobfratrædelse. Det er altså ikke blot god moral, men også god forretning at forebygge sexisme på arbejdspladsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00