Lægeformand: Psykisk mistrivsel er ikke et individuelt problem

Af Anders Beich
Formand, Dansk Selskab for Almen Medicin

Knud Kristensen og Poul Nyrup Rasmussen peger i Altinget 8. oktober på, at andelen af unge med en psykiatrisk diagnose er alt for høj. Blandt de 17-årige har 15 procent fået en diagnose i 2019, hvor tallet er 11 procent i 2012.

Det er jo en signifikant stigning, som måske mest peger på, hvor vanskeligt det er at være ung i den samfundskultur, der har udviklet sig.

Fastholder snævert perspektiv
Vi ved ikke præcist om stigningen skyldes, at flere har det psykisk dårligere end i 2012.

Stigningen kunne også skyldes, at vi faktisk er blevet hurtigere til at stille diagnoser eller bare til at opdage, hvor dårligt nogle unge har det hver især, eller at det er blevet mindre stigmatiserende og måske endda ligefrem mere efterspurgt, at få en ungdoms-diagnose i løbet af de sidste syv til otte år.

Kristensen og Rasmussen peger på en meget traditionel løsning på, at så mange unge bliver syge: ”vi skal simpelthen blive bedre til at identificere mistrivsel hos børn og unge tidligere” og ” tidligst mulige kontakt til de sårbare unge, som kan hjælpe dem op på eget livsspor igen – og samtidig være et vigtigt bindeled til de offentlige tilbud”.

Vi skal lære og vise børn og unge, at ingen er en ø, at mennesket er et flokdyr, som rent biologisk ikke er indrettet til at klare sig selv.

Anders Beich
Formand, DSAM

På den måde kan vi risikere at fastholde et for snævert individuelt perspektiv på psykisk mistrivsel og forebyggelse.

Fællesskabet skal styrkes
Hvis begrundelsen er, at flere og flere, nu 15 procent, er hjemfaldne til diagnoser, når de er 18 år*, så må man spørge sig selv, om det fortsat er rimeligt at satse på individuel udpegning af sårbarhed og skrøbelighed i forhold til det, som livet vil byde på af betingelser og belastninger?

I hvert fald som den primære forebyggelsesstrategi. Kan denne tidlige udpegning have negative konsekvenser?

Er det ikke på tide at fokusere på og italesætte indsatser, der ser på livsbetingelser og -belastninger i vores samfundskultur? Indsatser, der går på at styrke fællesskab og rummelighed, så flest muligt kan være med, uden at skulle markeres som sårbare efter at have frembudt belastnings- eller tilpasningsreaktioner?

Hvis der er bestemte motorvejsstrækninger, hvor mange forulykker, så går vi jo ikke ud og prøver at udpege de bilister, der er involveret i ulykkerne individuelt, eller at identificere nogle, der ligner de berørte, som så skal have ekstra køretimer.

Vi sænker hastighedsgrænserne eller bygger nogle gange motorvejen om på de særligt farlige strækninger.

Ensomhed er stor risikofaktor
De største risikofaktorer for tidlig sygdom og død i store epidemiologiske studier i USA er ensomhedsfaktorerne social disintegration og manglende netværk*.

Og her taler vi alle mulige sygdomme, ikke kun psykiatrisk sygdom som outcome. Hvis vi vil forebygge sygdomme, så kunne vi fremme initiativer, der letter social integration og netværksdannelse.

Vi taler ikke så meget om, hvordan vi fremmer et samfund med disse mål for øje.

Samtidig er det ikke sikkert, at de individuelle opsporingsstrategier er hensigtsmæssige. Vi ved faktisk ikke, om det i nogle tilfælde kan gøre ondt værre at blive opsporet.

Men vi ved fra forskning, at ventetid og ventelister i forhold til behandlingstilbud er problemkonserverende. Mange spontane ændringer til det bedre går i stå, når man står på venteliste.