Læren fra Slagelse: Det lokale demokrati er alt for svagt

Når vi taler om demokrati i Danmark, kan vi godt lide at tale om nærdemokrati.

Vi er stolte af at leve i et land, hvor afstanden mellem vælgerne og politikerne er kort. På tværs af partierne er der enighed om, at så mange beslutninger som muligt skal træffes så tæt på borgerne som muligt. De fleste mener, at EU skal tage sig af de grænseoverskridende problemer, men ellers helst blande sig udenom.

Jo tættere på vores eget hjem, beslutningen bliver truffet, jo mere stoler vi på, at den er truffet af de rigtige grunde og på den rigtige måde.

I en tid med tiltagende populisme og tegn på demokratisk opbrud er det en god ting. For det viser, at vi grundlæggende har tillid til hinanden og til de folkevalgte, der træffer beslutninger på Christiansborg, i vores regioner og i de 98 kommuner. Men vi skal passe på, vi ikke stikker os selv blår i øjnene.

Der er brugt metoder, som ligger langt fra den gængse opfattelse af konsensuspræget nærdemokrati.

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Det lokale demokrati i Danmark er stærkt, men det har også sine svagheder. Og den største svaghed er, at vores lokale politikere er svage.

Ikke dårlige, men svage.

Man kan tale om det lokale demokratis paradoks:

På den ene side har vi i Danmark lagt flere opgaver ud til kommunerne, end i de fleste andre lande. Vidste du, at cirka 70 procent af det offentlige forbrug faktisk styres i kommuner og regioner?

På den anden side har vi opbygget et system, hvor de lokale politikere stort set ikke får hjælp til at træffe de meget vigtige beslutninger i de mange sager, de skal behandle. Og et system, hvor en lokal opposition har meget ringe mulighed for at kigge et flertal eller en borgmester efter i kortene. Arbejdet skal udføres ved siden af et almindeligt arbejde, og der er ikke råd til hjælp med at analysere de ofte komplekse sager.

Paradokset rækker også ind i pressens rækker. Mens antallet af politiske journalister på Christiansborg og antallet af kommentatorer og analytikere bliver ved med at vokse, så falder antallet af journalister, der holder øje med, hvad der sker ude i kommunerne.

Og ikke nok med det: Den trange økonomi hos mange medier betyder, at dækningen mange steder bliver tam og tandløs. Der er ikke tid til at komme i dybden, og nogle steder er der også en frygt for at lægge sig ud med en stærk borgmester eller med det lokale erhvervsliv.

Det er derfor, Altinget har valgt at holde fast i dækningen af Slagelse Kommune.

Igennem nogle år har nogle få stærke politikere med erfaring fra Christiansborg presset meget hårdt på i nogle sager, hvor både politikere og journalister kunne og burde have stillet flere kritiske spørgsmål undervejs. Der er brugt metoder, som ligger langt fra den gængse opfattelse af konsensuspræget nærdemokrati.

Det gennemgår Altingets Kim Rosenkilde og Simon Lessel omhyggeligt i denne velresearchede artikel om, hvad sagen i Slagelse egentlig handler om.

Sagen er opsigtsvækkende i sig selv. Men den rejser også et større spørgsmål, som bør optage alle, nemlig hvordan vi styrker de lokale politikere, og hvordan vi styrker den lokale presse. Der er hårdt brug for begge dele.