Læs Pia Olsen Dyhrs grundlovstale

DOKUMENTATION: Læs Pia Olsen Dyhrs (SF) grundlovstale her

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Simon Egelund Hansen

Det talte ord gælder.

Det er ikke en helt almindelig Grundlovsdag i år. Der er i det hele taget ikke meget, der er som det plejer lige nu. Derfor er de store traditionsrige grundlovsarrangementer i år erstattet med et kamera i min egen have.

I dag fejrer vi jo noget, vi er fælles om. Grundloven. Demokratiet. Vores frihed til at forsamles, leve det liv vi ønsker, og kæmpe for det, vi mener er rigtigt.

Alt det der er helt grundlæggende for vores samfund.

Men lige for tiden er der ikke meget, der er, som det plejer. Og selvom jeg allerhelst ville holde grundlovstale i en park fyldt med mennesker, er det altså ikke helt skidt at gøre det her i haven, når nu I alle kan følge med alligevel.

Der er nemlig ekstra god grund til at hylde demokratiet i år.

Vi er på vej gennem en krise, som ingen havde forudset. Sundhedsmæssigt, økonomisk og politisk. Vi er alle blevet ramt af coronaen på den ene eller anden måde.

Børnene der ikke kunne komme i børnehave eller i skole. De ældre på plejehjemmene, der ikke kunne få besøg. Dem der har mistet deres job eller er blevet sendt hjem på ubestemt tid med al den usikkerhed, der følger med. Og nogen har betalt den højeste pris, og mennesker har mistet en af deres kære. 

Krisen har tvunget os politikere til at træffe nogle af de mest vidtgående beslutninger, man kan forestille sig. Vi har lukket grænser, lukket arbejdspladser, kulturbegivenheder og fodboldkampe. Vi har forbudt folk at samles og opfordret til at droppe krammere og håndtryk.

Tro mig, det har ikke været let. Vi har begrænset danskernes frihed. Den frihed som grundloven også handler om. Men det har været helt nødvendigt. Og rigtigt. Det skal et demokrati også kunne håndtere. Og det har vi bevist. 

Det er derfor værd at hylde, at det er sket med et enigt Folketing bag beslutningerne i et samarbejde fra højre mod venstre. Vi har været uenige undervejs, men vi har stået sammen om beslutningerne, og alle har taget ansvar.

Det samme har danskerne. Tænk at vi har begrænset friheden så meget. Og alligevel har danskerne i det store hele bakket op og stået sammen.

Og så har vi vist alle taget ordet samfundssind til os.

Jeg synes, det er et smukt ord. Og jeg synes, det er så flot, hvordan danskerne har været fælles om at tage ansvar for de svageste i vores samfund. Dem der ikke kan tåle, at smitten spreder sig.

Men den politiske enighed varer ikke ved. Der er allerede partier, der gør meget ud af at kritisere regeringens håndtering af krisen.

Jeg synes, det er naturligt, at vi skal have undersøgt, hvad der skete, hvor godt vi var forberedt og sikre at vi kan stå endnu stærkere næste gang en krise som Corona rammer os. Men for nogle synes jeg, at kritikken kammer over. Det virker som om, at nogen er mere interesseret i at gå efter manden end bolden. Og ærligt talt synes jeg, det er meget nemt at være bagklog.

Lidt for nemt.

I dag markerer vi i SF grundlovsdag ved at slå et slag for de offentligt ansattes ytringsfrihed.

Vi vil give de ansatte mere håndfaste rettigheder, så ingen er i tvivl om, at de kan råbe op uden at frygte for deres job, hvis de for eksempel opdager sprækker i velfærden.

Der er desværre masser af eksempler på offentligt ansatte, der får mundkurv på og på at ledelsen lægger låg på de ansattes ytringsfrihed. Det skal vi have stoppet nu.

Der er ingen børn, ældre, syge eller socialt udsatte, der får det bedre af at de offentligt ansatte holder mund, når noget er helt galt. Og tænk bare om vi kunne have opdaget de store skandaler med Skat og de offentlige IT-systemer langt tidligere, hvis nogen havde turdet råbe op.

Der er brug for at stramme loven og styrke ytringsfriheden, hvis flere skal turde råbe op. Det vil vi nu tage op med regeringen.

Den næste store opgave, vi står overfor, er at finde den bedste vej ud af krisen.

Vi skal skabe arbejdspladser, så vi ikke lader dem, der har mistet deres job, i stikken. Det, tror jeg, alle er enige om. Men her hører enigheden også op.

Venstre har allerede foreslået at halvere momsen for at sætte gang i hjulene. Men helt ærligt. Det er for det første et vanvittigt dyrt forslag, og for det andet vil det især gavne dem, der i forvejen har mest.

Statsministeren svarede vist, at der måske er klogere måder at gøre det på. Jeg er enig. Det er klogere at lade være.

Drop de blå drømme om skæve skattelettelser og lad os investere i velfærden og den grønne omstilling.

SF’s vej ud af krisen er en retfærdig og grøn vej. 

Vi skal fremrykke de investeringer, vi alligevel skal i gang med, så arbejdspladserne ikke bliver skabt om to eller tre år. Det er nu, vi skal have gang i hjulene.

Det gælder især med den grønne omstilling, hvor vi i forvejen har travlt for at nå vores mål.

Vi skal have energirenoveret folkeskoler og andre offentlige bygninger over hele landet, så vi sparer på energien.

Vi skal sætte mange flere ladestandere op i hele Danmark, så det bliver naturligt at køre i elbil fremfor benzin og diesel. Lige nu er der afsat 100 millioner om året de næste fem år. Lad os da bruge de penge så hurtigt som muligt i stedet for at vente.

På den måde er der mange fornuftige grønne projekter, som bare står og venter. Lad os sætte dem i gang med det samme, så de kan gøre gavn for både klimaet og økonomien.

Samtidig skal vi investere i velfærd.

Læger og sygeplejersker er gået forrest i håndteringen af Corona ofte med deres eget helbred som indsats. Det skal vi vise, at vi sætter pris på ved at sikre, at forholdene er bedre, hvis krisen rammer igen. Flere ansatte - og værnemidler og respiratorer nok. Og så har krisen efterladt mange patienter på venteliste med udskudte operationer, det skal vi også kunne håndtere, så de får den behandling, de venter på.

Vi har set, hvad det betyder for børn i vuggestuer og børnehaver med de såkaldte Corona-normeringer. Lad os da fremrykke vores aftale om at indføre minimumsnormeringer, så flere pædagoger, assistenter og medhjælpere kommer ud til vores børn allerede nu. Det koster ikke en krone på længere sigt, men det vil være med til at sætte gang i hjulene og give børnene mere vigtig tid med de voksne allerede nu.

Jeg kunne fortsætte.

Med flere ansatte i ældreplejen, som kan give tryghed og omsorg. Bedre mulighed for uddannelse og videreuddannelse og en forhøjelse af dagpengene. Der er så mange steder, vi kan sætte ind, hvor vi ved, at pengene med det samme kommer til at sætte gang i hjulene.

Det gør de ikke på samme måde, hvis vi bare letter skatten for de rigeste eller halverer momsen.

Der er jo trods alt større chance for, at pengene bliver brugt igen, når de er i lommen på dem, der har mest brug for dem.

Jeg tror på, at vi kan vælge de retfærdige og grønne løsninger og undgå de fejl, der blev begået efter finanskrisen.

Denne gang skal dem, der har mindst, ikke holde for. Vi skal ikke skære i velfærden for at uddele selskabsskattelettelser. Vi skal løfte i fællesskab, og sætte gang i hjulene ved at løse de opgaver, som vi alligevel skal i gang med - og som ikke kan vente - nemlig hele den grønne omstilling.

Det handler jo i sidste ende om, at vi skal huske mit nye yndlingsord. Samfundssind. Også efter krisen. 

God grundlovsdag til jer alle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)









0:000:00