Lars Krarup genopstiller ikke ved næste kommunalvalg

NAVNE: Herning Kommunes borgmester, Lars Krarup (V), stopper som borgmester efter kommunalvalget i 2021. 

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

For første gang siden kommunalvalget i 1993 vil Lars Krarup ikke længere være at finde blandt Venstres kandidater på stemmesedlen, når borgerne i Herning skal vælge nyt byråd næste efterår.

Byens nuværende borgmester genopstiller ikke. Det meddelte han søndag aften på Facebook.

"Tirsdag den 29 september i år skal Venstre i Herning kommune vælge borgmesterkandidat til byrådsvalget(KV21) i november 2021. Derfor er tiden nu kommet til at meddele, at jeg ikke genopstiller," skriver Lars Krarup.

Når denne valgperiode udløber den 31. december 2021 vil Lars Krarup have rundet de 49 år, og have siddet i byrådet i Herning Kommune i 24 år, hvor af de 20 år har været som borgmester.

Rollen som borgmester overtog Lars Krarup efter Helge Sander, der kort tid efter at være blevet genvalgt til borgmester blev videnskabsminister i Anders Fogh Rasmussens (V) nydannede regering.

Da var Lars Krarup blot 29 år gammel, og direktør for den lokale ishockeyklub, Blue Fox.

Lars Krarup har ifølge sit facebook-opslag ikke lagt sig fast på, hvad han skal lave, når han om 16 måneder giver borgmesterkæden videre.

"Selv føler jeg ikke, at jeg nu springer ud i decideret iskoldt vand. Men det er jo rigtigt, at det er en mærkelig fornemmelse ikke helt at vide, hvad fremtiden arbejdsmæssigt byder på. Så jeg tager nu i hvert fald springet ud i noget nyt," skriver Lars Krarup.

Det står heller ikke klart, hvem der skal afløse ham som Venstres borgmesterkandidat og dermed som et meget sandsynligt bud på en kommende borgmester.

Vil ikke i Folketniget
Over for Herning Folkeblad afviser han at forholde sig til 1. viceborgmester Anne Mette Bang Rasmussen som en mulig afløser.

"Det vil jeg slet ikke forholde mig til. Det er mit store håb, at Venstres 19 mand store gruppe vil stå sammen bag en kandidat," siger Lars Krarup.

Lars Krarup er kendt som en stærk stemme internt i Venstre, der ikke har været bange for at tale kritisk mod partitoppen. Men kun sjældent gennem medierne.

Enkelte undtagelser er dog balladen om placeringen af den nye politiskole i Vestdanmark, og Christiansborg-Venstres tilgang til spørgsmål om boligbeskatning og danskheds-debatten, som Lars Krarup åbent har kritiseret.

Skulle man nu spekulere i, om Lars Krarup selv vil have en fod inden for på Christiansborg og stille op ved næste folketingsvalg, er svaret kort.

"Det gør jeg ikke," siger han til Herningen Folkeblad.

Dokumentation

Blå bog for Lars Krarup

Født 11. maj 1972 i Tørring

Politisk karriere
2002-: Borgmester i Herning Kommune
1998-2001-: Byrådsmedlem i Herning Kommune

Aktuelle bestyrelsesposter 
2020-: Formand for Team Danmark
2018-: Formand for KommuneKredit

Tidligere bestyrelsesposter (udvalgte)
2006-: Bestyrelsesmedlem i KL
2010-2013: Medlem af KL's Formandskabet

Tidligere erhverv
1991-1997: Slagter, mestersvend mv. Føtex.
1997-2000: Salgskonsulent, trademarketingskonsulent, Key account manager ved Tuborgs Bryggerier.
2000: Salgschef (Jylland/Fyn), Carlsberg/Tuborg Salg Danmark.
2000-2001: Direktør Blue Fox Herning A/S.

Kilde: Herning Kommune


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Krarup

Formand, Realdania, formand, Team Danmark
Slagter (1991)

0:000:00