Lars Løkke skal afhøres i Instrukskommissionen

INSTRUKS: Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal afhøres i Instrukskommissionen til efteråret. Også Statsministeriets tidligere og nuværende departementschef er indkaldt.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skal afhøres i Instrukskommissionen.

Det fremgår af kommissionens hjemmeside.

Den tidligere formand for Venstre skal afhøres den 17. september i Instrukskommissionen på Frederiksberg.

Instrukskommission skal med de mange afhøringer til bunds i sagen om tidligere udlændingeminister Inger Støjbergs (V) instruks om at adskille alle asylsøgende par, hvis den ene var under 18 år.

Ombudsmanden konkluderede i foråret 2017, at instruksen var ulovlig. Den var i strid med både dansk ret og internationale konventioner. Kommissionen skal klarlægge, hvad der præcist er foregået og undersøge, om Folketingets Ombudsmand og Folketinget er blevet oplyst tilstrækkeligt i sagen.

Den tidligere departementschef i Justitsministeriet og nuværende departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen skal afhøres samme dag som Lars Løkke.

To uger inden den 4. september skal tidligere departementschef i Statsministeriet Christian Kettel Thomsen også afhøres om sin rolle og viden i sagen.

Søren Pind orienterede Løkke
Tidligere justitsminister Søren Pind (V) blev den 19. juni afhørt i kommissionen. Her fortalte han, at han advarede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen om, at Inger Støjbergs instruks om asylpar var problematisk.

"Jeg orienterede statsministeren om, at jeg var bekymret for det, der foregik i Integrationsministeriet,” sagde Søren Pind under afhøringen.

Søren Pind kunne ikke præcist huske, hvornår han advarede Lars Løkke Rasmussen om sin ministerkollega Inger Støjberg, men han erindrer, at det foregik på sms, og det ikke udløste den store begejstring hos statsministeren.

Søren Pind blev bekendt med sagen, fordi hans tidligere departementschef i Justitsministeriet Barbara Bertelsen i februar 2016 orienterede ham om, at Justitsministeriet var blevet bedt om at komme med en tilkendegivelse om den penible sag.

Anmodningen kom fra Inger Støjbergs chefjurist, Lykke Sørensen, der havde brug for Justitsministeriets vurdering til “at få alvoren til at gå op for integrationsministeren”.

“Hun (Barbara Bertelsen, red.) orienterede mig om, at der er en problematik i Integrationsministeriet, hvor blandt andet Lykke Sørensen har udtrykt, at det er svært at trænge igennem til ministeren med, at der skal ske en individuel vurdering af de her par,” fortalte Søren Pind.

Du kan læse mere om de tidligere afhøringer her.

Forrige artikel Dagens overblik: Regeringen dropper antistoftests til danskerne Dagens overblik: Regeringen dropper antistoftests til danskerne Næste artikel Venlig magtspiller skal sikre orden i Venstres geledder  Venlig magtspiller skal sikre orden i Venstres geledder
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.