Lars Løkke skal debattere EU's fremtid i Europa-Parlamentet

EU: Venstre er et EU-positivt parti. Det slog Lars Løkke Rasmussen fast i anledningen af Europadagen i foråret. Siden da har statsministeren ytret, at han gerne vil tale i Europa-Parlamentet, og nu er en dato kommet på plads. 

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Katrine Skov Sørensen

Under plenarforsamlingen 28.-29. november i år gæster Lars Løkke Rasmussen (V) Europa-Parlamentet i Bruxelles. Her skal han diskutere EU's fremtid med nogle af parlamentets medlemmer. Arrangementet er en del af samme debatrække, som Frankrigs Emmanuel Macron deltog i i Strasbourg i april i år, hvor statsledere fra udvalgte EU-lande diskuterer emner som blandt andet migration, socialpolitik og EU's syvårsbudget.

I anledningen af Europadagen i maj slog Lars Løkke Rasmussen fast, at Venstre er et EU-positivt parti. Siden da har statsministeren efterspurgt at få lov til at tale i Europa-Parlamentet, og nu er det lykkedes at få en dato på plads.

LÆS MERE: Europadag: Løkke vil relancere Venstre som EU-positivt parti

Lars Løkke Rasmussen opfordrede i sin tale på Europadagen danskerne til at erklære sig som europæere og være stolte af det. 

”Vi har herhjemme, og det har vi nok alle sammen en flig af, det har jeg også haft, en tendens til at gemme det europæiske lidt af vejen og kun tage det frem og støve det af, når vi skal stemme ja eller nej til noget,” sagde Løkke og tilføjede:

”Det er da tankevækkende, at vi putter med det. Så på en dag som i dag, Europadagen, der skal vi rejse Europaflaget og med overbevisning og stolthed sige, vi er danskere, men vi er også europæere.”

I en årrække har Venstre brugt energi på at tale om, hvad der er galt i EU, men i maj erklærede Løkke altså som sin mission, at han vil tale EU op igen.

Kritikken er ikke helt glemt
På trods af Venstres mere positive EU-kurs har statsministeren stadig nogle punkter, hvor han mener, at EU kan gøre tingene anderledes og bedre, ligesom han mener, at der er områder, hvor EU skal blande sig helt udenom. 

”Netop fordi jeg er dansk og europæer, vil jeg også forbeholde mig retten til at være kritisk, når der er grund til det,” sagde han i sin tale.  

Blandt andet mener Lars Løkke Rasmussen, at den frie bevægelighed skaber udfordringer, i forhold til hvem der skal modtage danske velfærdsydelser. Derudover mener han, at Danmark bedst håndterer arbejdsmarkedspolitikken uden indblanding fra EU. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)









0:000:00