Kommentar af 
Lars Midtiby

Lars Midtiby: Både V og S håber på at gentage kampagnesucces

KOMMENTAR: Både Venstre og Socialdemokratiet har været i kampagnearkivet for at hente inspiration til årets folketingskampagne, skriver Lars Midtiby.

Både Lars Løkke og Mette Frederiksen har valgt at bruge kampagner, der henter inspiration fra tidligere valgkampe, skriver Lars Midtiby.
Både Lars Løkke og Mette Frederiksen har valgt at bruge kampagner, der henter inspiration fra tidligere valgkampe, skriver Lars Midtiby.Foto: Bjarne Bergius Hermansen/Ritzau Scanpix/DR
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Venstre og Socialdemokratiet ser ironisk nok ud til at hente mest inspiration fra kampagner, hvor partierne måtte forlade Statsministeriet. 

Venstre henter inspirationen fra 2011, hvor Venstre tabte regeringsmagten, men blev Danmarks største parti. Omvendt har Socialdemokraterne bygget deres kampagne på erfaringerne fra 2015, hvor partiet tabte regeringsmagten, men fik fremgang for første gang i 10 år og blev landets største parti. 

Venstre satser på at gentage succesen fra 2011
Skruer vi tiden tilbage til 2010, så havde de fleste indstillet sig på, at Lars Løkkes dage som statsminister var talte. S-SF-alliancen havde luft under vingerne og på sit højeste med tilslutning fra 44 procent af vælgerne.

Men Lars Løkke viste, at han kæmper godt i modvind. Med en vellykket nytårstale og et overraskende træk med at bringe efterlønnen på bordet, fik han splittet oppositionen, da Radikale gik med i tilbagetrækningsreformen. Herefter blev der iværksat en omfattende og hårdtslående kampagne ”Bag facaden”, der skulle sætte fokus på alle de upopulære eller bløde punkter i S-SF-planerne.

Fakta
Lars Midtiby er direktør i Danske Handicaporganisationer og tidligere partisekretær for Socialdemokratiet. Han skriver kommentarer hver anden uge frem mod valget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Og det virkede. Da stemmerne blev talt op i november 2015, var det kun lige med nød og næppe, at flertallet tippede, og S og SF måtte tilsammen nøjes med beskedne 34 procent.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Selvom Mette Frederiksen har tabt en stor del af sit personlige forspring til Lars Løkke, så er det i lighed med 2015 opfattelsen i partiet, at det vil være en klar fordel, hvis valget kommer til at være et præsidentvalg mellem Lars Løkke og Mette Frederiksen. 

Lars Midtiby

Også ved valget i 2019 har Venstre med Løkke i spidsen valgt at satse på tunge policy-udspil lige op til valget med en omfattende sundhedsreform. I modsætning til 2011 har Venstre dog kæmpet med intern uenighed, hvilket uden tvivl har været skadeligt. Det ændrer dog ikke på, at Venstre har et omfattende udspil på det område, som danskerne synes er allervigtigst. Venstre er også godt i gang med at varme op til en ny runde ”Bag facaden”.

Her vil fokus være på at pille glansen af Socialdemokratiets nye slagnummer om tidlig tilbagetrækning med angreb om økonomisk uansvarlighed samt så tvivl om den splittede oppositions udlændingepolitik. Efter duellen mellem Løkke og Frederiksen har partiet fået endnu mere mod på at så tvivl om Socialdemokratiets pensionsudspil, da partiets interne målinger viser, at Løkke havde godt tag i vælgerne – ikke mindst de vigtige tvivlere.

I forhold til udlændingepolitikken er Morten Østergaards udmelding i sidste uge blevet modtaget som en kærkommen gave.

(Artiklen fortsætter under billedet)  

Socialdemokratiet gentager opspillet til valget i 2015
I efteråret 2014 var der ikke mange, der forventede, at der ville blive spænding om valgresultatet ved det kommende folketingsvalg.

Helle Thorning-Schmidt viste dog endnu en gang, at hun ikke blev slået ud af modgang. Nytårstalen blev brugt som affyringsrampe til Danmarks hidtil længste priming-kampagne, hvor partiet effektivt fik sat rammen for valgets temaer. 

Med ikke mindre end seks store landsdækkende kampagner fra nytår og frem til valgudskrivelsen i maj 2015 fik Socialdemokratiet skabt et betydeligt momentum. Mens resten af Thornings valgperiode var præget af store reformer, fik vælgerne mere fred i optakten til valget. Altså helt modsat Venstres tilgang. Tiden blev primært brugt til at skabe forståelse for den gennemførte politik og til at lancere politik, der ikke trådte nogen over tæerne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Socialdemokratiet har haft en forrygende start på 2019. Selvom Mette Frederiksen af gode grunde ikke holdt årets nytårstale, så benyttede Socialdemokratiet i lighed med 2015 nytåret til at skyde en kæmpe sundhedskampagne i gang.

Herefter er det gået slag i slag med landsdækkende kampagner med runde budskaber som ”Lad os samle Danmark igen” og ” Danmark skal igen være en grøn stormagt”.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er dog partiets udspil og kampagne omkring tidlig tilbagetrækning, der for alvor har haft klangbund hos vælgerne. I flere målinger er Socialdemokratiet tæt på 30 procent, hvilket partiet ikke har opnået ved et valg siden Nyrups nederlag i 2001. De borgerlige partier var langsomme til at finde deres ben i debatten, men det er tydeligt, at debatten er intensiveret, mens presset på S for at blive mere konkret er stigende.

Hos Socialdemokratiet er opfattelsen fortsat, at man har ramt en guldåre ved at komme med udspillet om tidlig tilbagetrækning. Her opfattes kritikken fra regeringen og Finansministeriet som helt forventelig. Derfor vil tidlig tilbagetrækning være et vigtigt tema i Socialdemokratiets valgkamp.

Selvom Mette Frederiksen har tabt en stor del af sit personlige forspring til Lars Løkke, så er det i lighed med 2015 opfattelsen i partiet, at det vil være en klar fordel, hvis valget kommer til at være et præsidentvalg mellem Lars Løkke og Mette Frederiksen. Derfor har Mette Frederiksen en meget dominerende rolle i kampagnerne.

Regeringen er langt bagud på point. Skal blå blok vinde, kræver det et ekstraordinært comeback. I 2011 hentede blå blok nogle procenter i valgkampen, mens rød blok vandt 2,4 procent i 2015. Denne gang tyder det på, at blå blok skal flytte væsentligt mere.

-----

Lars Midtiby er direktør i Danske Handicaporganisationer og tidligere partisekretær for Socialdemokratiet. Han skriver kommentarer hver anden uge frem mod valget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Midtiby

Direktør, Danmarks Naturfredningsforening
cand.jur. (Aarhus Uni. 2006), MPA (CBS), Marshall Memorial Fellow (2012)

0:000:00