Lars Olsen: Skæv klimapolitik kan genoplive "det gule Danmark"

Den offentlige hukommelse er som bekendt kort, så spol filmen fem år tilbage: Ved valget i 2015 blev DF det næststørste parti, og den store historie var »det gule Danmark«. Bagtæppet var tydeligt – 10’ernes politiske tillidskrise. Over to tredjedele havde ifølge undersøgelser mistillid til politikerne.

Alt dette blev dramatisk forandret i 2019. Socialdemokratiet erobrede mange af de vælgere i arbejderklassen og provinsen, som tidligere stemte DF eller blev hjemme. I sommer registrerede den store Tryghedsmåling så den største forbedring af politisk tillid »i fredstid«.

Baggrunden var sammenholdet under coronakrisen, men ikke kun. Genopretningen af tilliden tog fart allerede i 2019-valgkampen, da politikerne »lovede at tage sig bedre af velfærdsopgaver og befolkningsgrupper, som efter flertallets mening var blevet forsømt«, konkluderer Trygfondens rapport.

2019 omtales ofte som et »klimavalg«. Og ja, klima mobiliserede yngre storby-vælgere, men ude i det brede arbejder- og middelklasseland var det frem for alt et velfærdsvalg. Det var sygehuse, ældrepleje, daginstitutioner og »Arnes pension«, der flyttede stemmer og genskabte tilliden til politikerne.

Den folkelige prioritering fremgik også, da Altinget for nylig spurgte danskerne om det vigtigste politiske spørgsmål. Klima og miljø var nummer to (13 procent). Vigtigst er sundhed og hospitaler (16 procent), men også andre velfærdsspørgsmål – ældre (8 procent), social ulighed (8 procent) og arbejdsløshed (6 procent).

Det er dette brede mandat, som det nye flertal blev valgt på. Det er også det, statsministeren fastholdt med tirsdagens åbningstale: Nærhedsreform i det offentlige, decentralisering af politi og Skat, tidlig pension til arbejdergrupperne.

Presset kommer ikke fra en splittet borgerlig opposition, men fra det stadig mere uhåndterlige klimaspørgsmål. To farlige snubletråde kan sende underprivilegerede danskere ud i ny politisk mistillid og populistisk protest.

Lars Olsen

Efteråret tegner imidlertid dramatisk. Presset kommer ikke fra en splittet borgerlig opposition, men fra det stadig mere uhåndterlige klimaspørgsmål. To farlige snubletråde kan sende underprivilegerede danskere ud i ny politisk mistillid og populistisk protest:

Den ene er økonomien. Regeringen har allerede bundet en del af statens råderum i klimaet, og Venstre og Radikale vil bruge endnu mere. Konsekvensen er indlysende: Færre penge til de forbedringer af velfærden, der stadig er vigtige for rigtig mange danskere.

Regeringen kan lette noget af presset ved, at staten lånefinansierer langsigtede investeringer i klimaet. Ungdomsorganisationen DSU vil lempe målet om balance på statsbudgettet i 2030, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tænker i lignende baner. Ganske fornuftigt: Klimainvesteringer handler om en gigantisk samfundsomstilling af hensyn til vores børnebørn. Desværre viger regeringstoppen hér tilbage for det nødvendige opgør med Finansministeriet.

Den anden snubletråd er CO2-afgifter, og djævlen er som bekendt skjult i detaljen. Støttepartierne, grønne pressionsgrupper og en del økonomer vil kickstarte den grønne omstilling med hurtige og høje afgifter – de skal straffe »sort« produktion, animalsk landbrug og »sorte« biler.

Afgifterne får kun mindre betydning for støttepartiernes kernevælgere i storbyerne, men rammer med kirurgisk præcision S-vælgerne i provinsen. De har ikke finmasket kollektiv transport og er afhængige af den gamle benzinbil, og frem for alt: Produktions-Danmark, herunder den energitunge industri og landbruget, er i provinsen.

Støttepartiernes svar er, at lav- og mellemindkomsterne skal »kompenseres« gennem en grøn check eller andet. Den slags fungerer mest i Pelle Dragsteds lommeregner. Slagteriarbejderen, der mister sit job på grund af CO-2-afgifter, har ikke meget glæde af, at sosu-assistenten inde i byen får en grøn check.

Løsningen er lige for: Klimaafgifter må indfases over så lang tid, at virksomhederne får tid til at omstille sig – så energitunge virksomheder eksempelvis får nye energikilder, og vi undgår økonomisk og social disruption. Det vil de mest klimautålmodige imidlertid ikke vente på. Hér tænkes som i det gamle ordsprog: »Det skal gøre ondt, før det gør godt«. Underforstået – gøre ondt på nogle andre.

Mette Frederiksens politiske projekt er at genskabe samfundskontrakten. Arbejder- og middelklassen udenfor storbyerne, der i andre lande støtter Trump og Brexit eller ifører sig Gule Veste, skal være en del af samfundet. Og Danmark var godt på vej.

Med lidt tålmodighed kan klimaomstillingen blive del af den fælles kontrakt, men en privilegeret storby-opinion vil ikke vente: Medier, kulturpersonligheder, grønne virksomheder, studenteraktivister – og støttepartier. Mette Frederiksen kæmper for at undgå beslutninger, der vil disrupte virksomheder og lokalsamfund landet over – og udløse en folkelig modreaktion.

Som hun sagde i åbningstalen: »Danmark skal være udstillingsvindue for verden. Men ingen vil følge os, hvis vores vej er dyr, uoverskuelig og socialt uretfærdig«. En indlysende pointe, der lige nu har svær gang på jord.

-------------

Lars Olsen (1955) er journalist, kommentator og foredragsholder. Han har senest udgivet bogen Det forsvundne Folk (2018) og er blandt forfatterne til Klassekamp fra oven (2014) og en række andre anmelderroste debatbøger. Han er uddannet cand.phil. i samfundsfag, og har tidligere været journalist på blandt andet Politiken og det nu lukkede Aktuelt. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.