Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Lars Trier Mogensen: Fra Alternativets aske blomstrer et nyt grønt parti

KOMMENTAR: Alternativets indre opløsning varsler ikke afslutningen på den grønne bølge i dansk politik. Veganerpartiet stormer lige nu så hurtigt frem, at partiet vil stå på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, skriver Lars Trier Mogensen.

Veganerpartiet, der har klædt Den Lille Havfrue ud som en gris, står parat som arvtager til Alternativet, hvis partiet kollapser efter intrigerne omkring den nye politiske leder, skriver Lars Trier.
Veganerpartiet, der har klædt Den Lille Havfrue ud som en gris, står parat som arvtager til Alternativet, hvis partiet kollapser efter intrigerne omkring den nye politiske leder, skriver Lars Trier.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Klimakampen har på rekordtid vundet samme kraft, som udlændingepolitikken havde tilbage i 00'erne: Klima, natur og biodiversitet mobiliserer i dag mindst lige så mange frustrerede vælgere som islam, flygtninge og danskhed. Derfor vil den grønne bølge i dansk politik også bruse kraftigt videre, selv hvis Alternativet skulle ende med at kollapse i kølvandet på intrigerne omkring partiets nye politiske leder, Josephine Fock.

Arvtagerne står allerede parat: På få måneder er det lille parti, Veganerpartiet, spiret hurtigt frem og har foreløbig opnået 12.693 godkendte vælgererklæringer. Med et tempo på godt 1.000 ekstra godkendte underskrifter hver eneste måned tegner det til, at Veganerpartiet vil nå op over de fornødne cirka 20.000 godkendte vælgererklæringer, formentlig inden efteråret, og vil dermed komme til at stå på stemmesedlen ved næste folketingsvalg.

Den vilde, grønne mobilisering tegner til at kunne sætte rammerne for den politiske debat i de kommende år på samme måde, som den vrede, indvandringskritiske højrefløj engang gjorde.

Lars Trier Mogensen

(Kommentaren fortsætter under grafikken)

Fakta
Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i Dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Hastigheden i antallet af nye vælgererklæringer er opsigtsvækkende: Veganerpartiet er strøget forbi Kristendemokraterne og ligger i dag mange gange foran det nye parti Fremad, som LA-afhopperen Simon Emil Ammitzbøll-Bille stiftede i november under stort medieståhej.

Veganerpartiet rider tilsyneladende på en helt anden, mere tidssvarende og kraftigere understrøm end Ammitzbøll-Billes lille værdiliberale parti, som allerede synes at være gået i stå, og som med kun 100 ekstra vælgererklæringer i løbet af den seneste måned er nået op på i alt 2.497 underskrifter.

Mens Fremad kæmper mere eller mindre forgæves for at få folk til at skrive under, er opbakningen til Veganerpartiet accelereret siden nytår, præcis samtidig med at vælgertilslutningen til Alternativet er begyndt at sive i meningsmålingerne. Den enes død er den andens brød.

Tomrummet efter Alternativet er hurtigt ved at blive fyldt, og et voksende segment af unge klimabevidste borgere virker bestemt ikke til at have opgivet ævred. Drømmen om et endnu grønnere parti lever videre, eftersom en stor og stigende gruppe af yngre vælgere næppe vil stille sig tilfreds med de småkompromiser, som klimaminister Dan Jørgensen (S) i de kommende måneder kan presses til at fedte igennem.

Her i de seneste dage og uger har den tabende fløj af græsrødder i Alternativet, der stemte på klimaaktivisten Theresa Scavenius som partiets nye politiske leder, kun fået endnu bedre grunde til at kigge sig omkring i det politiske landskab efter andre politiske klimaprojekter med en lysere fremtid, end Josephine Fock-farcen tilbyder.

Med opbakning fra et stort mindretal på 42 procent af stemmerne fik Theresa Scavenius så sent som i sidste måned markeret, at mange af medlemmerne i Alternativet er klar til en mere kontant og kompromisløs kurs, der ikke nøjes med S-regeringens fromme hensigtserklæringer om bod og bedring engang ude i fremtiden.  

Veganerpartiet bygger på en radikaliseret økologisk tankegang, der umiddelbart trodser den klassiske højre-venstre-opdeling blandt andet med vidtgående slogans som: "Mennesket skal ikke længere være centrum for politisk beslutningstagen". Veganerpartiet tager Alternativets hidtidige snak om at indføre tre bundlinjer til et helt nyt niveau og taler i stedet om "økocentrisme".

Grundlæggende er idéen at sætte dyrenes rettigheder først og trækker direkte på inspiration fra det hollandske Dyrepartiet, Partij voor de Dieren, som i dag er repræsenteret i såvel det nationale parlament som Europa-Parlamentet. Mærkesagerne spænder fra forbud mod konfetti og hestevogne over omlægning af asfalterede skolegårde til grønne naturhaver.

De fleste af Veganerpartiets foreløbige tanker virker flyvske, urtefermenterede og mere end skitseprægede, og det nye parti må i dag siges at være om muligt endnu længere fra at fremstå som et almindeligt politisk parti, end Alternativet var, da den dengang rutinerede folketingspolitiker Uffe Elbæk stiftede sit lille grønne "længselsparti" i 2013.

Ud fra en konventionel tilgang kan Veganerpartiet ikke levnes mange chancer for at klare sig i dansk politik, endsige blot klare spærregrænsen på to procent ved næste folketingsvalg. Sammenbruddet for Alternativet er jo blot det seneste eksempel på, hvor svært det er i praksis at veksle selv stærke følelser til konkret realpolitik på Christiansborg.

Men en konventionel tilgang alene slår ikke længere til. Nye politiske understrømme hvirvler retningsløst rundt i vælgerhavene overalt i Europa, og længslen efter autentiske alternativer til de gamle magtpartier har i de senere år vist næsten utæmmelig for etablissementerne.

For nogle år siden poppede Piratpartiet pludselig op i Sverige og Island, og herhjemme var Stram Kurs tættere på at komme i Folketinget, end de fleste i deres vildeste fantasi havde forestillet sig.

Omvæltningerne kan komme fra alle kanter og hjørner, men her i 2020'erne har den nye, grønne mobilisering allermest fremdrift og måske også potentialet til at vække mest opsigt. For mange ældre vælgere er forslag om at forbyde oksekød langt mere provokerende end gamle debattravere såsom at ville lukke grænserne for fremmede.

Allerstørst ballade skabte Veganerpartiet da også, da partistifter Michael Monberg udtalte til B.T.: "Moral er ikke subjektivt, og både pædofili og at spise kød er moralsk forkert."

Udsagnet hidsede folk voldsomt op på sociale medier, og partiets "økocentrisme" skal nok også fremover formå at flamme gemytterne op, særligt når Veganerpartiet med stor sandsynlighed bliver en officiel del af næste folketingsvalgkamp.

Læs også

Synspunkterne kan let drejes i en spektakulær, uventet og stærkt provokerende retning, ikke mindst hvis partiets talspersoner fortsætter den hæmningsløse stil med sammenligninger af pædofili og kødspisning.

Alene med sit afsæt i ikkeanimalske spisevaner virker Veganerpartiet grænseoverskridende og opildnende for folk med en mere traditionsbunden levevis, og partiet er derfor som skabt til en æra med hadefulde og rablende skænderier på sociale medier døgnet rundt.

Opblomstringen af grønne lidenskaber er imidlertid ikke forbeholdt Veganerpartiet. Her i weekenden mødtes 125 unge venstreorienterede græsrodsaktivister i København og stiftede ungdomspartiet Rød-Grøn Ungdom.  

De unge initiativtagere er direkte inspirerede af amerikanske venstrefløjspolitikere som unge Alexandria Ocasio-Cortez, der med kraft har sat klimaet på dagsordenen i USA godt hjulpet på vej af den bredt engagerende massebevægelse bag den demokratiske socialist Bernie Sanders.

Han har mobiliseret tusindvis af unge, og kan her i dag på Super Tuesday stadig nå at triumfere som Demokraternes præsidentkandidat og måske ligefrem slå Donald Trump og blive USA's næste præsident sågar med en hovedparole om en 'Green New Deal'.

Herhjemme vil Rød-Grøn Ungdom, der udspringer af ungdomsmiljøet i Enhedslisten, forsøge at aktivere mange flere unge i hverdagen, blandt andet ved at kopiere Bernie Sanders' kampagnemodel med lokale mobiliseringsmøder og ved at gå rundt og banke på folks døre.

Ambitionen er at organisere alle de unge førstegangsvælgere, som ved næste folketingsvalg har klimaet som suveræn hovedprioritet, og som ikke umiddelbart fænges af de etablerede partier på Christiansborg.

Veganerpartiet skal således ikke forvente, at de kan opsamle frafaldne Alternativet-vælgere uden kamp. I første omgang vil Rød-Grøn Ungdom kunne give nyt liv til Enhedslisten, mens SF og Radikale Venstre på deres noget mere systemvenlige facon også vil kæmpe for at få fat i de grønne unge. Senere kan andre nye partier følge efter.

Potentialet for en bredere klimamobilisering er langt større, end hvad vi endnu har set ansatser til her i Danmark, og eksplosivt meget større, end hvad Alternativet på kort tid har formået at fumle i stykker.

Syd for grænsen er Die Grünen skudt i vejret som Tysklands andetstørste parti og står i de kommende år til at kunne overtage socialdemokraternes historiske rolle som toneangivende med- og modpol til Angela Merkels konservative kristendemokrater. De Grønne er reelt ved at opløse den gamle højre-venstre-opdeling og vel at mærke som et oprør fra midten.

Et nøk længere væk er det lykkedes at blande en endnu mere overraskende mikstur: I Frankrig har den højreekstreme Marine Le Pen opdyrket en helt ny form for økonationalisme med sit parti Rassemblement National. Hun har på forunderlig vis fornyet sit slidte repertoire med nye, militærgrønne paroler om et "tilbagetog til det lokale", hvor selvforsyning og genbrug er i centrum.

Samme tendens anes aktuelt i Østrig, hvor ÖVP, det konservative folkeparti, og De Grønne netop er gået sammen i en ny sensationel regeringskoalition, hvor de sammen slår på at ville forsvare både grænserne og naturen, og som kritikerne derfor kalder for "sort-grøn". Klimabekymring er under alle omstændigheder ikke nødvendigvis forbeholdt venstrefløjen, og nye opbrud må forventes på kryds og tværs af det politiske landskab.

Vækkelsen er skabt, og hvis Veganerpartiet kollapser lige så hurtigt som Alternativet, vil andre kræfter blot tage over.

Antallet af unge i de danske universitetsbyer, der meget snart får stemmeret – og som er reelt angste for en snarlig økologisk dommedag – er allerede ved at have vokset sig lige så stort som antallet af aldrende provinsvælgere, der frygter for mørklødede sabelkrigere, ukontrollabel indvandring og en nært forestående islamistisk apokalypse. Intensiteten modsvarer hinanden.

Pointen er derfor ikke, at Veganerpartiet pludselig vil storme ind og få de afgørende mandater i Folketinget og/eller kommer til at bestemme detaljerne i lovgivningen.

Nej, omvæltningerne er af en langt mere uhåndterlig og omsiggribende størrelse: Den vilde, grønne mobilisering tegner til at kunne sætte rammerne for den politiske debat i de kommende år på samme måde, som den vrede, indvandringskritiske højrefløj engang gjorde.

Nu blomstrer en ny antietableret systemkritik – igen – frem fra neden.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i Dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00