Lars Trier Mogensen: Alt går galt for blå blok

Oppositionen har endnu engang fumlet alle fordele væk. Når Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, end ikke evner at udnytte minkskandalen til at skabe blot en anelse fremgang for sit skrumpende parti, er det svært at se, hvordan det overhovedet skulle kunne ske på denne side af næste folketingsvalg.

Han og de øvrige blå partiledere virker som forheksede. Alt går galt.

Coronakrisen kunne være den oplagte universalforklaring, men det er ikke længere nok til at forklare hele den borgerlige deroute. På en stribe områder er det nemlig totalt mislykkedes for de blå partier at etablere sig som et regeringsdueligt alternativ.

Mens venstrefløjen har vist sig at agere overraskende mådeholdent og disciplineret pragmatisk som støttepartier for S-regeringen, har store dele af højrefløjen ladet sig radikalisere med stadig mere nicheprægede og sekteriske synspunkter. Den foghske fornemmelse for tidens folkestemning er pist væk.

Gang på gang rammer blå blok skævt. Strategisk er det således en blindgyde, at Venstre og Konservative ikke evnede at komme med i sidste uges transportforlig om blandt andet elbiler. Den grønne omstilling vil udgøre selve omdrejningspunktet for den økonomiske politik i Danmark i årtier frem, og derfor fremstår det hverken seriøst eller ansvarligt at stå uden for én af de helt grundlæggende aftaler på klimaområdet. 

Den samlede vælgeropbakning til Venstre og Dansk Folkeparti er allerede blevet mere end halveret i løbet af de seneste ti år, og nu tyder de seneste meningsmålinger sågar på, at én af de absolut største retsskandaler i Danmarks demokratiske historie ligefrem svækker de borgerlige yderligere. Man fristes til at sige: De kan ikke stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele.

Mens dele af højrefløjen i disse dage og måneder indtager stadig mere kuriøse og yderliggående synspunkter, der gradvist frastøder flere og flere vælgere, har venstrefløjen formået at bevæge sig i den stik modsatte retning.

Lars Trier Mogensen

Grundproblemet er, at den borgerlige blok ikke længere har et sammenhængende politisk projekt, der anviser en anden retning for Danmark. I hvert fald ikke ét, som med nogen rimelig sandsynlighed ville kunne samle 90 mandater i Folketinget, når det gælder. Realpolitisk er der i dag ikke et gangbart alternativ til den opportunistiske og vælgermaksimerende kurs, som statsminister Mette Frederiksen allerede fører.

Konservative lancerede ganske vist et ideologisk ambitiøst finanslovsudspil i forrige uge. Men enhver, der erindrer de tumultariske år under statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), ved på forhånd, at såvel nye topskattelettelser som en fjernelse af arveafgiften er parlamentarisk dødsdømt. Også forslaget om at ville afvikle Arne-pensionen – netop her hvor den er ved at blive vedtaget med Dansk Folkepartis mandater – har karakter af fri fantasi.

Bevares, Dansk Folkeparti flirter da også med en dagdrøm om et dansk Brexit, som mildest talt anviser en anden og mere eventyrlig vej. Men i en tid, hvor Storbritannien tumler faretruende på kanten af endnu et økonomisk chok, er der altså ikke meget folkemusik i også at ville kaste Danmark ud i et lignende kaos. ‘Dexit’ sælger ikke mange billetter.

Selv udlændingepolitikken, der ellers i mange år fungerede som de borgerliges suveræne trumfkort, har heller ikke længere samme tiltrækningskraft. De dybe uenigheder, der trådte frem i udlændingedebatten mellem de blå partier allerede under Lars Løkke, gør det ikke videre sandsynligt, at Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige reelt vil kunne blive enige om mere og andet, end hvad S-regeringen allerede forsøger.

Sundhedspolitikken er endnu mere miserabel. Siden Lars Løkke mislykkedes med sit sindrige valgkampsforslag om at ville erstatte de folkevalgte regionsråd med nogle endnu mere pamperagtige bestyrelser, har ingen af de borgerlige partier evnet at præsentere nye idéer, som blot tilnærmelsesvist kan udfordre S-regeringens planer om at investere i et mere decentralt sundhedsvæsen.

På ingen af de politikområder, der betyder noget for de fleste vælgere, kan den borgerlige blok således tilbyde et attraktivt alternativ. Hylderne er enten gabende tomme eller fyldt op med ideologisk vraggods, som ét eller flere af de andre partier er lodret imod. Tilbage står en gruppe partiledere, der mere eller mindre krampagtigt forsøger at spille rollerne som oppositionspolitikere. Men altså uden nye idéer.

Coronakrisen har fungeret som en syrlig fremkaldervæske for blå blok, hvor det er blevet nådesløst afsløret, at de interne uenigheder stadig er større end den mulige fællesmængde mellem partierne. De har umiddelbart kun været enige om at være uenige med statsminister Mette Frederiksen. Men ikke rigtigt nede i substansen. De blå partier har nemlig aldrig anvist en anden vej i bekæmpelsen af coronapandemien.

Uanset om Venstre havde fulgt formand Jakob Ellemann-Jensens eftergivende linje om at bakke op om S-regeringens coronahåndtering for ikke at ”så tvivl om vores sundhedsmyndigheder midt i en krise”, som han først skrev i sit brev til partiets folketingsgruppe, da Venstre ellers ville risikere ”at ende et helt forkert sted”, eller om Venstre i stedet havde fulgt næstformand Inger Støjbergs krigeriske linje om at ville ”dræne sumpen”, er bundlinjen, at Venstre stadig ikke har tydeliggjort, hvad S-regeringen egentlig og helt konkret skulle have gjort anderledes i den faktiske coronabekæmpelse.

Brutal kritik af anløbne metoder i regeringstoppen – og her i det aktuelle tilfælde sågar direkte ulovlige instrukser – kan være et uhyre effektivt våben for en opposition, hvis angrebene vel at mærke bruges som rambuk for at sætte en anden dagsorden. Hvis den mere end relevante procedurekritik bruges til også at anvise, at en helt anden beslutning havde været bedre – og dermed potentielt også mere populær.

Men ingen af de borgerlige partier har hidtil evnet at formulere konkrete forslag til, hvordan coronarestriktioner kunne have været udformet afgørende anderledes, eller hvordan masseaflivningen af mink eventuelt kunne have været undgået. Og så ender den principielle kritik hurtigt med at kunne afskrives som Christiansborgsfnidder og får tydeligvis ikke mange vælgere til at flytte sig.