Lars Trier Mogensen: Herskeren Mette Frederiksen spiller partierne ud mod hinanden på skift

KOMMENTAR: En splittet opposition og en flok føjelige støttepartier har bragt S-regeringen igennem sit første år med en sjældent set parlamentarisk manøvredygtighed. Her er fem årsager til, hvorfor de andre partier har ladet sig spille ud mod hinanden på skift, skriver Lars Trier Mogensen.

Forudsigelserne om S-regeringens skrøbelighed er blevet gjort til skamme. I løbet af det første år har den smalle etpartiregering formået at manøvrere med konstant skiftende flertal i Folketinget.

Mandaterne er behændigt blevet rykket rundt og pludselig mingeleret på plads på nye måder – som i computerspillet Tetris – og det står efterhånden uklart, hvilke partier der i dag tilhører statsminister Mette Frederiksens (S) foretrukne forligskreds.

De mange benyttede flertalskombinationer har gjort S-regeringen stærkere og splittet oppositionen på kryds og tværs. På den ene side har regeringstoppen således kunnet regne med et driftssikkert finanslovsflertal sammen med partierne bag forståelsespapiret, og på den anden side har de også kunnet udskifte hvert af de tre partier med borgerlige mandater, når det har vist sig politisk nødvendigt.

Den parlamentariske balanceakt er opsigtsvækkende. I nyere tid har etpartiregeringer nemlig levet korte og ulykkelige liv. Tilbage i begyndelsen af 1980'erne overlevede Anker Jørgensens sidste S-regering blot 254 dage, og Lars Løkke Rasmussens senere forsøg med en ren Venstre-regering fik også kun 519 dage ved magten, inden Konservative og Liberal Alliance måtte trækkes med ind.

Her ved indgangen til sommeren 2020 er der absolut ingen, som forudsiger et snarligt kollaps for S-regeringen, ej heller en udvidelse med andre partier. Manøvredygtighed skyldes dog både held og forstand.

Her lige før S-regeringens etårsfødselsdag på lørdag vil jeg trække fem politiske mønstre frem, som hver især forklarer den parlamentariske stabilitet, der præger dansk politik i dag.  

For det første har S-regeringen med opportunistisk præcision formået kun at indtage synspunkter, som et solidt flertal af vælgerne allerede er enige i. For det andet faldt mandaterne sjældent heldigt ud for Socialdemokratiet ved folketingsvalget sidste sommer, idet flere partier nu kan byttes direkte ud med hinanden.

For det tredje har forståelsespapiret virket afdæmpende og fået støttepartierne til at acceptere, at de fælles løfter kun skal indfries gradvist over tid. For det fjerde er blå blok indbyrdes uenige, og de borgerlige partier er tydeligvis mere end villige til at falde hinanden i ryggen.

Og endelig, for det femte, har coronakrisen skabt en særegen undtagelsestilstand, hvor samtlige partier i Folketinget har følt sig forpligtet til at støtte op bag statsministeren. Samlet set har det gjort det muligt for S-regeringen at dele og herske.

Socialdemokratiet mener i dag udelukkende, hvad gerne to tredjedele af vælgerne mener i forvejen. I stedet for at have ambitioner om at rykke befolkningen har sosserne noget nemmere flyttet sig selv.

Dette første og afgørende mønster i S-regeringens succes trækker dermed tråde tilbage til den omhyggelige forvandling, som Socialdemokratiet undergik, da Mette Frederiksen tiltrådte som formand i 2015.

Siden dengang har hverken hun eller partiet udfordret holdningerne blandt vælgerflertallet, men er i stedet rykket over til de mest populære positioner. Mest markant er glidningen, der er sket på udlændingeområdet, men også i blandt andet EU-debatten har Socialdemokratiet taget bestik af en folkelig skepsis.

Den bagvedliggende logik er enkel: Magtpolitisk kan det være lige meget, hvad man mener som politiker, hvis man ikke kan få opbakning fra et flertal. Og magten er målet for Socialdemokratiet. Som Mette Frederiksen selv klart har udtalt: "Det vigtigste for en socialdemokratisk partiformand er at skaffe Socialdemokratiet magten".

Hun har tilmed givet logikken et navn: mandaternes logik. I stedet for at lade små partier blive tungen på vægtskålen, som tilfældet ofte har været for Radikale Venstre, er Mette Frederiksens raison d'état, at det store flertal skal bestemme på tværs af blokkene.

Inden valget forsøgte Mette Frederiksen at forsikre de vælgere, som stadig måtte være skeptiske over for Socialdemokratiets nye strammerkurs, med ordene:

"Mandaternes logik skal have lov til at bestemme. Der er massiv opbakning i den danske befolkning til en stram udlændingepolitik, fordi der er store problemer omkring parallelsamfund, kriminalitet og kvinder, der står uden for arbejdsmarkedet. Jeg ser ingen tegn på, at den opbakning forandrer sig, heller ikke efter næste valg."

Dengang tvivlede mange på, at det ville kunne lykkes for Mette Frederiksen at neutralisere støttepartiernes krav i udlændingepolitikken. Men mandaternes logik har rent faktisk virket.

S-regeringen nøjes i dag med at mene, hvad flertallet i befolkningen – og dermed som hovedregel også flertallet i Folketinget – kan støtte. Det gør det parlamentariske spil nemmere.

Realpolitik handler om matematik. Det andet mønster, som har vist sig gunstigt for S-regeringen, handler om udfaldet af folketingsvalget.

Selvom Socialdemokratiet selv gik tilbage i antal stemmer, og kun på grund af den tekniske mandatfordeling gik frem til 48 folketingsmedlemmer, åbnede det parlamentariske landskab sig op som en Pandoras æske.

Med 16 mandater blev Radikale Venstre nøjagtig lige så stor som Dansk Folkeparti, og dermed har de kunnet byttes direkte ud med hinanden. I løbet af året lykkedes det for boligminister Kaare Dybvad (S) at lande et spektakulært forlig med indgreb mod spekulanter på lejeboligmarkedet ved i sidste øjeblik at få Dansk Folkeparti med i stedet for Radikale Venstre.

Efter et dramatisk forløb, hvor Radikales boligordfører, Jens Rohde, truede S-regeringen, trådte DF's finansordfører, René Christensen, diskret til og sikrede de fornødne mandater.

Med 13 mandater blev Enhedslisten også kun akkurat lige så stor som Konservative, i hvert fald efter at Marcus Knuth i november hoppede over fra Venstre. Dermed har S-regeringen haft en effektiv klemme på den yderste venstrefløj, som senest blev udnyttet i forbindelse med spillet om Danmarks mandat i forhandlingerne om det nye EU-budget.

Statsministeren kunne ikke forlade sig på sine støttepartier, da Enhedslisten jo er EU-skeptiker, og da Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, samtidig kortsluttede det traditionelle EU-samarbejde mellem de gamle regeringspartier, trådte Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, til.

Flertalskombinationen med Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Konservative er næppe set for sidste gang i denne regeringsperiode. Tværtimod er der flere politikområder, hvor S-regeringen kan have en politisk interesse i et sådan samarbejde hen over midten, og hvor Konservative samtidig kan optræde som det ansvarlige parti, der opererer uafhængigt af Venstre.

Derudover eksisterer også flertalsmuligheden mellem Socialdemokratiet og Venstre alene, som blandt andet har været aktiveret i udligningsreformen, ved sommerpakken til børn og faktisk også i udlændingepolitikken. Hvis alt andet skulle ramle, er Lars Løkke Rasmussens valgkampskanin om et tættere SV-samarbejde en reel mulighed.

Forståelsespapiret har virket langt bedre for S-regeringen end et klassisk regeringsgrundlag.

Det tredje mønster, som har gjort livet betydeligt lettere for S-regeringen, tog endelig form 16. juni 2019, da SF's formand, Pia Olsen Dyhr, Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, og Enhedslistens leder, Pernille Skipper, skrev under på det 18 sider lange forståelsespapir. Dermed forpligtede S-regeringen sig på en lang række hensigtserklæringer, som ikke nødvendigvis skal gennemføres inden næste valg.

Så længe ministrene holder sig inden for rammerne af de langsigtede målsætninger, og så længe der bare er en "retfærdig retning for Danmark", som dokumentet hedder, har støttepartierne reelt svært ved at gøre indsigelser.

De seneste ugers forhandlinger om klimainitiativerne er symptomatisk: Selvom Morten Østergaard undervejs forsøgte at true med at vælte S-regeringen, "hvis ikke klimaplanen bliver mere ambitiøs", endte forløbet forventeligt med, at også Radikale Venstre støttede begejstret op om det brede forlig.

Som planlagt på forhånd af S-regeringen blev reduktionsmålet hævet i det endelige kompromis, og aftalen lever dermed fuldt ud op til parolen fra forståelsespapiret om, at "vi skal gå forrest i kampen mod klimakrisen".

Hvis Socialdemokratiet selv skulle have bestemt, ville ambitionsniveauet utvivlsomt have været mærkbart lavere i klimapolitikken, og støttepartierne kan nu bryste sig af at have presset S-regeringen til at accelerere tempoet en anelse i den grønne omstilling.

Men nogen parlamentarisk trussel tegner de tre partier ikke til at kunne blive. Ganske enkelt fordi de har givet mere eller mindre carte blanche til, at målsætningerne i forståelsespapiret kun skal gennemføres i løbet af de næste mange år.

Samme dynamik udspillede sig i efterårets forhandlinger om både minimumsnormeringer i landets daginstitutioner og en afskaffelse af kontanthjælpsloftet. Allerede i valgkampen havde SF's formand, Pia Olsen Dyhr, gjort begge krav ultimative.

Hun stillede på forhånd Mette Frederiksen stolen for døren: "Vi støtter ikke en finanslov, medmindre vi lykkes med minimumsnormeringer og en afskaffelse af kontanthjælpsloftet. Bum".

Ja, tja, bum, bum. Da det kom til stykket, accepterede SF's formand, at eventuelle ændringer af kontanthjælpsloftet må afvente, hvad Ydelseskommissionen kommer med af anbefalinger efter nytår, og at de nye minimumsnormeringer sågar først skal være fuldt indfasede helt fremme i 2025 og altså langt henne på den anden side af næste valg.

Ligesom Morten Østergaard har Pia Olsen Dyhr ladet sig spise af med langt mindre, end hun oprindeligt krævede. Det gør det mildest talt noget nemmere for finansminister Nicolai Wammen (S) at få pengene til at passe.

Sammenbruddet i blå blok har skabt gyldne muligheder for Mette Frederiksen.

Det fjerde mønster, som tegner til at kunne forlænge S-regeringens liv væsentligt længere end de tidligere etpartiregeringer, har rod i de stadig mere åbenlyse uenigheder og intriger blandt de borgerlige partier.

Ved mandagens afslutningsdebat i Folketinget ville hverken Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, eller Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, pege på Venstres formand som deres aktuelt foretrukne statsministerkandidat. Og så er den altså gal, for alvor. For med sådanne fjender behøver S-regeringen ingen venner.

Når ingen rigtig tror på, at Jakob Ellemann-Jensen vil kunne blive statsminister efter næste valg, bliver det rationelt for de andre partier at handle kortsigtet, partiegoistisk og fokusere på egen stemmemaksimering inden for den borgerlige blok.

I stedet for at etablere en strategisk arbejdsdeling på tværs af blokken, hvor nogle partier målrettet forsøger at kapre vælgere hen over midten, er det nu blevet hvert parti for sig.

Et fælles borgerligt oppositionsprojekt findes simpelthen ikke længere. Eller som Berlingske forleden skrev på lederplads – med en dyster tone, der mindede om en nekrolog: "Blå blok, som vi kendte den, er udåndet. Har sat træskoene. Er taget afsted for at møde sin skaber. Stedt til hvile i fred ni fod under. Der er tale om en ex-blå blok".

Den indre opløsning er i høj grad selvforskyldt. De to største partier i den borgerlige blok, Venstre og Dansk Folkeparti, har groft forsømt at udvikle ny politik. De mangler nye trumfkort.

I en tid, hvor udlændingepolitikken ikke længere har samme eksplosive bundtræk i befolkningen, og hvor de blå partier heller ikke engang selv evnede at blive enige om at sænke topskatten, da Lars Løkke Rasmussen var statsminister, skal der mere og andet end gamle fraser om stramninger og skattestop til at kunne trække vælgere i titusindvis henover midten.

Grundproblemerne begyndte på mange måder, da Dansk Folkeparti begyndte at flirte med Socialdemokratiet i sidste valgperiode og derved skabte tvivl om tilhørsforholdet til blå blok. Sammenhængskraften blev bestemt ikke større under valgkampen, da Venstres formand pludselig foreslog at danne en SV-samlingsregering og derved totalt slørede enhver forestilling om et borgerligt alternativ.

Socialdemokraterne har knap nok kunnet tro deres held. De blå har reelt ikke et samlet bud på en anden vej. Og når de to største blå partier ligefrem er gået til valg på at samarbejde tæt med Socialdemokratiet – og Konservative efterfølgende stiller sig til rådighed i penible sager – må det konstateres, at S-regeringen i dag har den mest samarbejdsvillige opposition, ikke blot i kvindes minde, men formentlig nogensinde i den parlamentariske danmarkshistorie.

Coronakrisen fuldender S-regeringens magtdominans.

Det femte og sidste mønster, som har været med til at bringe Mette Frederiksen så stærkt gennem det første år som statsminister, er den særegne undtagelsestilstand, som i de seneste måneder har fået alle Folketingets partier til bakke op bag statsministerens krisehåndtering.

I opsigtsvækkende lang tid var enhver kritik af S-regeringen ildeset og blev opfattet som dårlig stil, og i mellemtiden blev en række hastelove godkendt, som giver S-regeringen historisk vidtgående beføjelser.

Netop som statsministeren tilbage i marts var på vej ind i en potentielt farlig forårsfase, hvor valgløfterne om differentieret pensionsalder, velfærdslov og klimahandlingsplanerne skulle til at blive forhandlet på plads, ryddede pandemien hele dagsordenen.

Alt andet blev sat på pause, og S-regeringen kunne på én og samme tid udskyde de sværeste beslutninger og vinde opbakning fra et enigt Folketing til snart sagt hvad som helst.

Formelt blev alle lovændringer vedtaget helt efter bogen, men reelt har parlamentarismen været sat ud af kraft siden midten af marts. Ansporet af den rally around the flag-effekt, som stats- og regeringschefer også har oplevet i de fleste andre lande, turde oppositionen ikke udfordre Mette Frederiksen, og hun har derfor scoret sjældent højt i popularitetsmålingerne.

Coronakrisen har forvandlet hende til en commander-in-chief. I hvert fald i vælgernes øjne.

Mette Frederiksen har for første gang i årtier oplevet en god, gammeldags statsministereffekt, og hun er symbolsk blevet hævet flere niveauer over de andre partiledere, der pænt og betydningsløst har måttet stå i baggrunden.

Og efterspillet har sågar været endnu værre for oppositionen: Eftersom de borgerlige partier selv lagde stemmer til samtlige små og store skridt undervejs, fremstår det nu både desperat og forvirret, når de forsøger at sætte spørgsmålstegn ved S-regeringens håndtering.

I dag er det for sent at fortryde, at de selv gav hele magten og æren til Mette Frederiksen. Nu er beslutningerne jo truffet – og pengene er brugt. Den røde bundlinje for de blå partier er, at de selv har ladet hende regere.

Det er lykkedes for statsministeren at dele og herske Folketinget, og selvom de fleste etpartiregeringer i Danmark hidtil har været fusere, bliver fødselsdagen nu på lørdag helt sikkert ikke den sidste.

Mandaternes logik styrer.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Forrige artikel Peter Loft: Ny klimaaftale svarer ikke på det helt store spørgsmål Peter Loft: Ny klimaaftale svarer ikke på det helt store spørgsmål Næste artikel Corduas karakterer efter folketingsåret: S topper, mens tre skraber bunden Corduas karakterer efter folketingsåret: S topper, mens tre skraber bunden
Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.