Lars Trier Mogensen: Løkkes leverpostejs-kurs vinder med Mette Frederiksen ved roret

Den store tragedie for den borgerlige blok er, at tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen har fuldstændig ret i sin grundanalyse: Helt elementært kan de blå partier kun generobre magten ved at bevæge sig ind over midten, og som han også selv beviste med sit soloridt i valgkampen i 2019 er der faktisk et enormt vælgerpotentiale for en moderat, pragmatisk og lysegrøn centrumhøjre-kurs.

Absolut intet tyder på, at vælgerflertallet er på vej ud mod fløjene eller blot har lyst til at lade uprøvede kræfter kommer til magten i Danmark.

Lars Trier Mogensen

De gamle trumfkort i udlændinge- og skattepolitikken er for længst slidt i bund for de blå partier, og jo mere skingert yderligtgående de stridende partiledere optræder, desto færre vælgere vil kunne lokkes væk fra Socialdemokratiets populære statsminister Mette Frederiksen og hendes veldresserede støttepartier.

At Lars Løkke så næppe selv vil være i stand til at løfte opgaven – med et muligt nyt parti – gør kun erkendelsen tragikomisk. På bagvendt vis er han i fuld gang med at miskreditere den midtersøgende kurs, som ellers ville kunne have været en reel vej tilbage til Statsministeriet for en allerede atomiseret borgerlig blok.

Som statsminister havde Lars Løkke Rasmussen ganske vist ikke selv kvababbelser ved at føre snæver blokpolitik for at bevare magten eller ved at udnytte Inger Støjbergs gennemslagskraft til at kapre vælgere på højrefløjen. Men tiderne er skiftet, og Lars Løkke nåede – selv om det da var for sent – at slå en kolbøtte og bevæge sig ind mod midten. Han nåede at se og mærke faresignalerne.

På kort sigt har Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance alt at vinde ved at satse ensidigt på alt det, som på længere sigt vil gøre deres realpolitiske indflydelse endnu mindre.

Lars Trier Mogensen

Danskerne elsker nemlig leverpostej – blot med pift af enten surt eller sødt. Derfor har de mest succesfulde statsministre også været de mest opportunistiske, som nøje har føjet vælgerflertallet. Ligesom Anders Fogh Rasmussen mest af alt regerede Danmark efter meningsmålinger, udfordrer Mette Frederiksen heller ikke. Hun styrer efter "mandaternes logik", som hun selv kalder det.

Nøgternt betragtet har Lars Løkke derfor ret, når han nu kalder en mere ideologisk borgerlig kurs for "en illusion som afsæt for regeringsførelse". Hverken før eller siden har en dansk regering vundet frem på at indtage stærkt polariserende synspunkter, og hvor gråt og kedeligt det end lyder, så vil den blå vinderformular også ende med at skulle være "ikke så konservativ, at det gør noget," som daværende K-statsminister Poul Schlüter ikonisk formulerede den danske raison d'état.

For Lars Løkke må det være dobbelt-bittert, at ingen i den borgerlige blok for alvor lytter til hans budskab. Men hans egen forhistorie, hvor han gang på gang viste sig villig til at klynge sig til magten for enhver pris, og hans uforudsigelige personlighed, hvor han efterhånden har ofret alle sine nærmeste, står i vejen for det mindelige budskab.

Den personlige forsmåelse, som har nu drevet ham ud af Venstre, for i første omgang at blive løsgænger, deles ikke af mange andre folketingsmedlemmer. Ingen i Venstre skylder ham noget længere, og færre har tillid til hans lunefulde væsen. Idéen om en SV-regering står tilbage som en dårlig onkeljoke.

Tværtimod er en indre borgerkrig brudt ud i blå blok, hvor partilederne konkurrerer egennyttigt om at indtage de mest nicheagtige særstandpunkter – uden bred appel til vælgerflertallet.

Blålysene blinker om kap. Fra den ene yderlighed kræver Nye Borgerlige et frontalopgør med internationale konventioner, mens Dansk Folkeparti ser ud til at ville gøre alvor af kravet om en dansk Dexit-folkeafstemning. Mens Liberal Alliance holder lidt lavere profil, kommer så til gengæld tænketanken Cepos ind fra højre med velkendte forslag om at afskaffe arveafgiften og sænke aktie- og selskabsskatten.

Der er smæk for skillingen, når Nye Borgerliges Pernille Vermund hylder Inger Støjberg for at have brudt loven. Og der anes ligefrem puls hos Dansk Folkeparti, når Morten Messerschmidt nu også vil regere bølgerne i ensom majestæt, her efter briterne netop har opnået symbolsk uafhængighed fra Bruxelles. Cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen er også altid citatværdig, når han presser på for at få indført en flad marginalskat. Alt sammen krydret med sortsynet skepsis over for grøn omstilling og ligestilling mellem kønnene. 

Underholdningen er i top. Tjuhej, hvor det går. Og hver for sig kan de ideologisk skarpe forslag sagtens være med til at øge de enkelte partiers vælgertilslutning. Men kun på direkte bekostning af hinanden – og ikke mindst den samlede blå blok. Der kommer således ikke til at være noget nær et flertal, der vil bakke op om hverken en udtræden af for eksempel Børnekonventionen, direkte udmeldelse af EU-samarbejdet eller nye skattelettelser helt oppe i toppen.

Som isoleret stemmemaksimering kan det sagtens være en succes at optræde rabiat og uforsonlig. Nye Borgerlige kan meget vel blive noget nær fordoblet ved at brage løs med verdensfjerne paroler om at skrotte basale menneskerettighedskonventioner. Ligesom Dansk Folkeparti utvivlsomt vil kunne høste et uudnyttet potentiale ved at genoplive EU-modstanden, og Liberal Alliance måske kan være heldig at klare spærregrænsen ved at love flere penge i lommen til kernevælgerne. 

Men jo mere de mindre blå partier kører friløb, desto sværere vil det blive for Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen – og vel efterhånden mere sandsynligt Konservatives formand Søren Pape Poulsen – at træde i karakter som en seriøs udfordrer til statsministerposten. De yderligtgående borgerlige mærkesager fungerer som showstoppere for at genvinde regeringsmagten.

Når krybben er tom, bides hestene. På kort sigt har Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance alt at vinde ved at satse ensidigt på alt det, som på længere sigt vil gøre deres realpolitiske indflydelse endnu mindre og dermed kun befæster statsminister Mette Frederiksens resolutte greb om magten.

Men protestpartier er nu engang ikke sat i verden for at være hverken realistiske eller resultatsøgende. I en realpolitisk stabil situation, hvor S-regeringen fører en afventende og midtersøgende kurs, som til forveksling ligner, hvad Lars Løkke gik til valg på, er det i praksis umuligt for partier som Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance at undlade at score de nemmeste vælgerpoint.