Lars Trier Mogensen: Mistro er driv­kraften for den nye sossegeneration

Udadtil taler statsminister Mette Frederiksen om at ville genopbygge tilliden.

"I Danmark har vi ikke guldminer. Men vi har noget mere værdifuldt. Vi har tillid til hinanden," som hun sagde i sin åbningstale i oktober.

Men på de indre linjer trives mistroen. Statsminister Mette Frederiksen står i spidsen for en ny generation af sosser, som har gået i en benhård politisk skole. Indtil for et år siden havde de stort set kun oplevet skuffelser og politiske nederlag, og den bumpede opstigning mod magten har givet dem mange knubs og ydmygelser på vejen. Den formative forbitrelse har de taget med sig som en fælles tung bagage.

Det tæt sammenvævede netværk af S-ministre og toprådgivere føler ikke i dag, at de har fået noget som helst forærende. De giver zero fucks. Deres tillid til såvel den tidligere partiledelse i Socialdemokratiet som de andre partier på Christiansborg, medierne og ikke mindst embedsmændene kan i udgangspunktet ligge på et meget lille sted. Til gengæld er loyaliteten over for Mette Frederiksen ubrudt stærk. Hun har effektivt fået udrenset enhver form for dissens i partiet.

De årelange og opslidende fløjopgør i Socialdemokratiet, som kulminerede med formandsopgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen i 1992, og som trak blodige spor videre frem til urafstemningen mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt i 2005 – med mange efterfølgende krampetrækninger – er reelt forsvundet. Til gengæld er den mørke energi i Socialdemokratiet blevet vendt mod de nærmeste omgivelser.

Mistroen er udtalt over for alle dem, der ikke selv har lugtet krudtrøgen på den slagne vej frem mod den forløsende valgsejr sidste sommer.

Mette Frederiksen har nøje sørget for, at der ikke igen kan opstå splid og sprækker på ministerholdet.

Lars Trier Mogensen

De centrale S-ministre har således et stærkt skæbnefællesskab tilbage fra DSU-dagene, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) dominerede dansk politik. Mange af de ledende socialdemokrater blev voksne, da partiet var helt i knæ, og følelsen af mindreværd, fornedrelse og afmagt har formet den nye sossegeneration.

Socialdemokratiets genrejsning er fortællingen om en gruppe af revanchelystne unge, der kæmpet sig frem på trods – og mod alle odds nu har genrejst Socialdemokratiet til at være netop det bredtfavnende folkeparti, som politiske iagttagere havde afskrevet for ganske få år siden.

Som det endte med at ske for søsterpartierne i flere store europæiske lande, stod Socialdemokratiet tilbage i begyndelsen af 00'erne over for at kunne miste sin historiske rolle i dansk politik. En epoke stod til at slutte.

DSU'erne var på taberholdet, og det glemmer de aldrig. For generationen, der ikke nåede at blive gamle nok til at tegne deres eget avisabonnement, før arbejderbevægelsens dagblad, Aktuelt, lukkede i 2001, har mediebilledet også været fjendtligt. Sådan har de i hvert fald selv oplevet det. Den dybe forurettelse forsvinder nok aldrig.

Det er nemlig langtfra kun tidligere S-gruppeformand Henrik Sass Larsen, som har følt sig hetzet og forfulgt af medierne.

Mistroen over for nyhedsmedierne, der til tider balancerer på kanten af paranoia, er udbredt blandt mange ledende socialdemokrater, der oplever pressen som enten borgerlig eller tabloid. Og i hvert fald uvenlig.

Latterliggørelsen har vitterlig også været en rød tråd: I deres DSU-tid blev hverken Nyrups cykelhjelm eller Lykketofts fipskæg ligefrem forbundet med sex og rock'n'roll.

Den nye sossegeneration oplevede ikke i deres ungdom at blive portrætteret hverken som de klogeste, de sjoveste eller bare de hårdeste. I stedet styrede de borgerlige Danmark, mens Radikale Venstre sprang ud som øretæveindbydende "radicool". Identitetsfrustrationerne har derfor ulmet længe.

Da en grådkvalt Mette Frederiksen stod ved siden af den daværende S-formand, Mogens Lykketoft – som retfærdigvis havde fået barberet skægget af forinden – i Copenhagen Jazzhouse efter valgnederlaget i 2005, lå det bestemt ikke i tarotkortene, at Socialdemokratiet her 15 år senere skulle kunne nå op en vælgeropbakning på op mod 35 procent.

Valget i 2005 blev tværtimod et traumatisk lavpunkt, der senere skulle blive definerende for Socialdemokratiets taktiske tilpasning til Dansk Folkeparti og Venstre.

Forvirringen og vægelsindet, ikke mindst i udlændinge- og retspolitikken, er for længst blevet erstattet af en realpolitisk koldsindighed, hvor målet om den socialdemokratiske regeringsmagt helliger de fleste midler. Det er sikrere at være frygtet end elsket. Traumet fra 2005 hærdede kynismen.

Men i de følgende år skulle det faktisk vise sig at blive endnu værre: Årene med Helle Thorning-Schmidt som partiformand var på mange måder et skuffende antiklimaks for en stribe af nøglepersonerne i netværket omkring Mette Frederiksen, både personligt og ideologisk.

Regeringsprojektet blev totalt kuet af Radikale Venstres dronningeskikkelse, daværende indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager. Endnu en gang blev sosserne gjort til grin.

Selvom Mette Frederiksen blev udnævnt til beskæftigelsesminister, da Helle Thorning-Schmidt i 2011 indtog Statsministeriet, var ingen i partiet i tvivl om, at de to kvinder lå i åben strid fra første færd. Mette Frederiksen havde ikke stor fidus til Helle Thorning-Schmidt, og mistilliden blev gengældt for fuld musik.

Ved flere lejligheder blev Mette Frederiksen ydmyget offentligt, mest spektakulært da hun i 2013 skulle fremlægge en ny reform af kontanthjælpssystemet. Aftenen inden blev det lækket ovre fra Finansministeriet, hvorfra finansminister Bjarne Corydon indædt bekrigede Mette Frederiksen, at SRSF-regeringen samtidig ville sænke selskabsskatten – og pudsigt nok for et beløb, der præcist svarede til det provenu, som kontanthjælpsreformen ville indbringe.

På pinagtig vis skulle "Røde Mette" derfor stå og forsvare sig mod beskyldninger om, at de arbejdsløse nu skulle betale direkte til aktionærerne. Dengang lærte Mette Frederiksen på den hårde måde, at hun ikke kunne stole på nogen i politik, ikke engang topfolkene i den regering, som hun selv var en del af.

Præcis dér i 2013 døde den sidste tiltro til Helle Thorning-Schmidt blandt de stadig flere socialdemokrater, som nu i stedet så Mette Frederiksen som partiets eneste redning. På samme tid forsvandt også den sidste splint af sentimentalitet fra Mette Frederiksens verdenssyn. Naivitet og godtroenhed fører ingen steder i toppolitik.

Mistilliden voksede også indad i Beskæftigelsesministeriet, hvor Mette Frederiksen havde flere opsigtsvækkende opgør med de øverste embedsmænd. Efter halvandet år fik hun fyret sin departementschef Bo Smith og erstattet ham med Peter Mørch, som i dag er blevet gjort til departementschef i Finansministeriet. Hun stolede ikke på den gamle garde. Hun betvivlede ganske enkelt deres loyalitet.

Senere udtalte Mette Frederiksen i portrætbogen 'Mette Frederiksen', at "hvis ikke ministeren sætter sig for bordenden, gør departementschefen eller systemet det", og "det er ikke en hemmelighed, at jeg havde flere fejder med embedsværket. Jeg lærte, at der nogle gange skal konfliktes ganske meget for at få sine ting igennem".

Samme magtkabale blev nådesløst gennemført, da Mette Frederiksen i 2014 kom til Justitsministeriet, hvor departementschef Anne Kristine Axelsson hurtigt blev rokeret væk og erstattet med Barbara Bertelsen, som pudsigt nok er blevet øverste chef i Statsministeriet i dag.