Lars Trier Mogensen: Venstrefløjen har sovet i timen under coronakrisen

Undtagelsestilstanden kunne ellers have været et gyldent øjeblik for venstrefløjen.

Selv mainstreamøkonomer er nemlig begyndt at foreslå akutte tiltag, som kan lyde helt socialistiske og i hvert fald socialt progressive. Mest markant har overvismand og professor Carl-Johan Dalgaard foreslået, at de fattigste skal have udbetalt ekstra penge:

"Det giver rigtig god mening så hurtigt som muligt at kanalisere flere penge ud til de borgere, der har en stor tilbøjelighed til at forbruge; og det er typisk de unge, de ældre og de lavtlønnede," udtalte han til Politiken allerede 1. april. Og det var bestemt ikke en aprilsnar.

Sammen med andre velestimerede økonomer har Carl-Johan Dalgaard anbefalet politikerne at dele flere penge ud i bunden, fordi det er her, at de først vil blive brugt.

Det kaldes "helikopterpenge": "Principielt set vil det bedste være at sende folk i de her grupper en check og sige: 'Er I søde at bruge de her penge på forbrugsgoder i samfundet'," udtalte overvismanden til Information.

Logikken, der – indrømmet – kan lyde, som var den udtænkt i en marxistisk studiekreds eller i et tivoliland, er altså, at blandt andet kontanthjælpsmodtagere, folke- og førtidspensionister og studerende skal have mærkbart mere i overførselsindkomster, fordi de i modsætning til middel- og overklassen straks vil bruge de ekstra penge på basale fornødenheder.

Hvis venstrefløjen havde fået gennemtrumfet uddelingen af sådanne "helikopterpenge" som en central del af hjælpepakkerne, ja, så ville man måske kunne tale om, at den social balance var afstemt.

Men hverken Enhedslisten og SF har valgt at gøre vismandens forslag til et uomgængeligt krav i forhandlingerne. I stedet har deres forhandlere stået anonymt i baggrunden, eftersnakket sosserne og virket nervøse.

Alt var ellers sat op til rødt smash. Det er yderst sjældent, at venstrefløjens ideologiske drømme og vismændenes småborgerlige snusfornuft går op i en højere enhed, og når det så endelig sker, er det mere end bizart, at Enhedslisten og SF ikke slår til.

Modsat situationen under finanskrisen, hvor bankerne, der blev vurderet til at være too big to fail, for fede til at fejle, og derfor blev reddet med milliardpakker, og hvor perioden bagefter blev præget af smalhals og austerity-politik, kunne coronakrisen nu have været en perfekt anledning til et økonomisk sporskifte.

Men intet er sket.

Idéen om større økonomisk omfordeling som en effektiv kur mod coronanedturen vinder dog udbredelse i andre lande end Danmark, også fra uventede kanter.

En gruppe forskere fra Harvard University og softwarefirmaet Salesforce præsenterede i forrige uge en ny økonomisk model, AI Economist, der bygger på kunstig intelligens og maskinlæring.

Robotten spytter opsigtsvækkende resultater ud, der er spektakulært anderledes, end hvad vi i Danmark er vant til at få fra Finansministeriets gamle regnemodeller.

Robotmodellens algoritmer er kommet frem til, at det mest optimale vil være et nyt skattesystem med "højere skattesatser for de rige og lavere for middelklassen, så der genereres flere penge til at understøtte folk med de laveste indtægter". Sågar flere nøk længere, end vi allerede har i de nordiske lande.

Når selv konservative økonomer i Boston og alt andet end øllebrødsbarmhjertige it-kapitalister fra San Francisco kan se perspektiverne i en radikalt større grad af økonomisk omfordeling, kunne man godt forvente, at den danske venstrefløj ville vågne til øjeblikket.

Men de fattigste må fortsat kigge forgæves efter helikopterpengene.

Mønsteret er stort set det samme i dagpengedebatten, dog med små pib til forskel.

Selvom fagbevægelsen længe har kæmpet for at øge den såkaldte kompensationsgrad, så dagpengesatsen igen kommer tættere på lønniveauet, har hverken Fagbevægelsens Hovedorganisation, SF eller Enhedslisten formået at rykke S-regeringen så meget som en millimeter i de seneste uger.

Ligegyldigt hvor mange milliarder, der pumpes ud til at afstive værdien af de største virksomheder, ønsker de gamle magtpartier ikke at bruge så meget som en bøjet femøre på dagpengene for almindelige lønmodtagere.

Retfærdigvis har Enhedslisten foreslået, at "dagpengeydelsen skal hæves i foreløbig tre måneder", så man ville kunne få "90 procent af sin tidligere indtægt, dog højst 25.000 kroner".

Og SF har også netop foreslået, at barselsorloven skal forlænges på dagpengesats. Men den barske kendsgerning er, at venstrefløjen ikke er kommet igennem med deres krav. Fordi de har prioriteret anderledes. Og fordi S-regeringen kan spise dem af med mindre.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har hele vejen igennem gjort det klart, at S-regeringen ikke vil røre ved dagpengesatserne. Han vil heller ikke sætte dagpengeuret i stå, så de, der lige nu står over for at ryge ud af systemet efter to års ledighed, ville kunne få forlænget perioden lidt – som blandt andet forbundsformand i HK Kim Simonsen har foreslået.

Nej, der er lukket ved kasse ét. Særligt når det politiske tryk ikke er større end nu.

S-regeringens indrømmelser til venstrefløjen har i det hele taget kun været af symbolsk karakter. Ufarlige småtterier.

Det skabte ganske vist opmærksomhed, da Venstre tilsluttede sig Enhedslistens ønske om, at virksomheder ikke må udbetale udbytte til deres ejere, hvis de modtager statsstøtte.

Men forløbet afslører i virkeligheden mest Enhedslistens påfaldende lave ambitionsniveau. Når det yderste venstrefløjsparti ikke kræver mere ved forhandlingsbordet, end hvad partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) straks kan skrive under på, er Danmark meget langt fra en revolution.

Idéerne findes. Enhedslistens tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted har i Altinget slået til lyd for, at "staten skal have aktieandele, når den laver hjælpepakker".

Tilbage i marts skrev han, at "hvis staten (læs: skatteyderne) igen skal redde kriseramte virksomheder og banker med milliardstore kapitalindskud, er det afgørende, at vi denne gang gør det rigtigt".

Men dét er heller ikke sket: Staten får ikke aktier som modydelse for milliardstøtten, og derfor kan man jo nu konkludere, at hjælpepakkerne denne gang – set fra et venstrefløjsperspektiv – er blevet skruet forkert sammen. Igen.

Alle de vigtigste røde elementer er enten slet ikke blevet foreslået eller i hvert fald senere droppet uden større ballade, og resultatet af forhandlingerne er gang på gang endt præcis, som Mette Frederiksen og hendes rådgivere ønskede fra begyndelsen.

Sidste sommer var det Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, som løftede Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, ind i Statsministeriet, men nu, hvor det gælder, har de tilsyneladende ikke modet til at veksle deres mandater til realpolitisk indflydelse. En tværpolitisk enighed om at lade efterskoleelever komme tilbage er tilsyneladende nok til at tilfredsstille de vildeste røde fantasier i dag.

Mere romantiske typer vil sikkert indvende: "Men det kan jo nås endnu". Og det er jo rigtigt. På forhånd kan det selvfølgelig ikke udelukkes, at Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, eller SF's formand, Pia Olsen Dyhr, pludselig stiller Mette Frederiksen stolen for døren og begynder at kræve et gedigent økonomisk løft fra bunden. Mærkeligere ting er trods alt sket, end at parlamentariske støttepartier får reel indflydelse på den førte politik.

Hvis de seneste uger kan bruges som målestok for venstrefløjens aktuelle styrke, må det dog konstateres, at Enhedslisten og SF ikke har mere konkret indflydelse på Mette Frederiksens kurs her under coronakrisen, end de havde tilbage under Lars Løkkes håndtering af finanskrisen. Altså zero, zilch, nada.

I bedste fald er venstrefløjens bidrag efterhånden begrænset til besværgelser om, at folk vil få det bedre i det hinsides, hvis bare de husker at spritte hænder.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.