Liberal Alliance udpeger kulturminister til EP-spidskandidat

EP-VALG: Kulturminister Mette Bock (LA) stiller op til europaparlamentsvalget for Liberal Alliance. "EU er vigtigere end nogensinde," siger Mette Bock, der både vil bekæmpe bureaukratiet og styrke EU's rolle i verdenssamfundet.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Emma Qvirin HolstPeter Pagh-Schlegel

Endnu et kendt ansigt fra Christiansborg melder sig ind i kampen om at få en plads i Europa-Parlamentet.

Liberal Alliances hovedbestyrelse har onsdag aften indstillet kirke- og kulturminister Mette Bock som partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget i maj 2019.

Selv siger ministeren, at hun ikke kan forestille sig et mere interessant tidspunkt at bevæge sig ind i EU-politik på.

"Europa står i en skæbnetime. Vi har Brexit og en Trump, som vender ryggen til Europa. Vi har østeuropæiske medlemslande, som knægter fundamentale politiske rettigheder. Vi har en kæmpestor migrationsudfordring og sydeuropæiske landes økonomier, der ligger i ruiner. Så det er lige nu, at vi skal finde ud af, hvad det her fællesskab skal koncentrere sig om, og hvad der skal overlades til medlemslandene," siger Mette Bock.

Jeg er så sandelig stor tilhænger af EU-samarbejdet. Vi kan ikke klare os uden, og det er vigtigere end nogensinde.

Mette Bock (LA)
Kulturminister og kandidat til EP-valget

Hun ønsker endnu ikke at lægge sig fast på, hvilken gruppe Liberal Alliance skal sidde i, såfremt de vælges ind i EU-parlamentet til maj.

"Der er jo faktisk mulighed for, at der også opstår nye grupper. Det ved vi, at der muligvis gør. Derfor har jeg ikke besluttet mig. Men jeg kan garantere dig for, at det bliver en liberal gruppe," siger hun.

"Jeg er stor EU-tilhænger"
Liberal Alliance har siden partiets oprettelse flere gange været kritisk over for EU's reguleringer og generelle rolle i samfundet. Partiet valgte også at anbefale et nej til afskaffelsen af retsforbeholdet, som danskerne stemte om 3. december 2015.

Men da Altingets journalist spørger til Liberal Alliances "fodslæbende EU-begejstring", afbryder Mette Bock prompte.

"Der tager du fejl. Jeg er så sandelig stor tilhænger af EU-samarbejdet. Vi kan ikke klare os uden, og det er vigtigere end nogensinde, fordi verden ser ud, som den gør nu," siger hun, men understreger:

"Det betyder jo ikke, at man ikke også kan forholde sig kritisk til det kæmpe bureaukrati, som har udviklet sig, og den meget detaljerede regulering af alt mellem himmel og hav, som EU har beskæftiget sig med. Det skal vi bekæmpe. Men vi skal også med fuld musik gå ind for, at samarbejdet styrkes, så Europa får en stemme og betydning i forhold til den internationale verdensorden."

"Jeg har sat kulturen højere på dagsordenen"
Mette Bock blev udnævnt til kirke- og kulturminister i forbindelse med VLAK-regeringens etablering 28. november 2016 og har i sine snart to år sat gang i historiske reformer samt ledet medieforhandlingerne til den største besparelse på DR nogensinde.

"Jeg har nået at sætte kulturen højere på dagsordenen i den offentlige debat. Både med store forandringer i forhold til DR’s rolle i det danske medielandskab og med forberedelsen af reformerne på museums- og scenekunstområdet. Det har været – og vil fortsat være en stor fornøjelse," siger ministeren, der i forbindelse med sit kandidatur har valgt ikke at genopstille til Folketinget.

"Det ville være forvirrende for vælgerne, så nu koncentrerer jeg mig om at være minister. Og så skal jeg ikke tænke på et eventuelt kommende folketingsvalg," siger Mette Bock, men understreger, at hun gerne opgiver sit EU-kandidatur, hvis hun alligevel skulle blive tilbudt at fortsætte som kirke- og kulturminister efter et folketingsvalg.

Mette Bock skal endelig vælges som spidskandidat 22. september, hvor Liberal Alliance samles til Liberal Fridag på Fyn. Hvis hun bliver valgt.

Foruden Mette Bock har folketingsmedlemmerne Søren Gade (V), Nikolaj Villumsen (EL), Eva Flyvholm (EL), Rasmus Nordqvist (ALT) også annonceret deres kandidatur til det kommende EP-valg.

Liberal Alliance har tidligere været opstillet til europaparlamentsvalgene i 2009 og 2014 uden at få et af Danmarks 13 mandater.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

0:000:00