Lisbeth Knudsen: 4. maj 1945 er stadig værd at mindes

4. maj 1945 klokken cirka 20.35. Befrielsesbudskabet bliver læst op af den danske radiospeaker Johannes G. Sørensen via BBC's dansksprogede nyhedsudsendelse, og Danmark bryder ud i jubel den aften for 75 år siden.

Meddelelsen til den danske befolkning om, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig, var længe ventet efter fem angstfyldte og undertrykkende år. I alle danske familier lever der en historie om besættelsestiden. Det gør der også i min. En historie præget af stærke følelser, bekymring, mod og mystik.

Min generation og de, der er yngre end mig, er så heldige ikke at have oplevet en krig eller besættelse af vores land. Her på 75-årsdagen for befrielsen er det vigtigt, at vi husker på, hvad personlig frihed virkelig er for en fundamental værdi. At vi husker på, hvad demokratiske rettigheder er. At vi skønner på de værdier, som kendetegner vores nationale sammenhold og fællesskab. At de næste generationer også kommer til at lære om og forstå, hvad der kan være på spil, når mørke og destruktive politiske kræfter får lov til at tage magten.

Min mor døde sidste år tæt på at runde de 98 år. I hendes gemmer fandt vi en fin æske inderst i skabet med frihedskæmperarmbindet og et tilsvarende vigtigt minde fra hendes nære venner fra frihedskampen i Norge, som hun havde kontakt til. Trods adskillige flytninger gennem livet var begge dele gemt med omhu og helt intakt. Først som 86-årig fortalte hun hele sin historie om livet under besættelsen til mig til brug for en bog. Først på det tidspunkt var hun klar.

Hun gik aldrig rundt og udtrykte stolthed over sin indsats eller fortalte om sin modstandstid. Det havde indtil da været en lukket bog. Men da hun åbnede bogen, om jeg så må sige, kom der pludselig klart lys over hendes mangeårige indædte modvilje mod alt tysk, selvom hun selvfølgelig ikke holdt de yngre generationer ansvarlige for krigens misgerninger. Erindringen og de psykiske ar var bare for stærke, og modviljen fortog sig først rigtigt med Murens fald i 1989.

Som en ganske ung pige i Randers var hun dybt involveret i en af modstandsbevægelsens støttegrupper, der i krigens sidste år udførte forskellige aktioner med livet som indsats, sørgede for opsamling efter våbennedkastninger og fandt skjulesteder til dem, der havde brug for det for en kortere eller længere tid rundtomkring i kolonihaver og på tørrelofter. En af aktionerne var tæt på at gå helt galt, og der blev løsnet skud. Ved en anden aktion blev hendes bror og min onkel arresteret i 1944 efter en sabotage mod Junchers Klædefabrik i Randers. Han blev sendt til Horserød, mens to af hans kammerater blev sendt til Tyskland.

Min mor blev indkaldt til afhøring hos tyskerne. Hun lod, som om hun ikke forstod et ord tysk, hvad hun i øvrigt gjorde ganske glimrende, men hun slap fri. Og resten af livet nægtede hun i øvrigt at tale tysk selv i helt uskyldige feriesammenhænge. Min onkel blev løsladt året efter på Hitlers fødselsdag 20. april 1945 og nåede heldigvis ikke at blive sendt til koncentrationslejrene.

Det var gennem kolleger hos virksomheden S.C. Sørensen, at min mor kom ind i modstandsbevægelsen. Hun havde et job i bogholderiet der. I lejligheden hos forældrene i Skibsgade var der et loftsværelse med nogle dybe skunke. På et tidspunkt måtte hun der skjule to norske modstandsfolk, som skulle tilbage til Norge efter et ophold i England. De var blevet kastet ned med faldskærm og samlet op af min mors støttegruppe. Deraf kontakterne til den norske modstandsbevægelse. Uden at veksle et ord om det vidste min mormor, hvad der foregik, men ingen i den øvrige familie fik noget at vide. Der blev i hemmelighed smurt ekstra rugbrød og bragt vand og tæpper op til loftet, mens den knugende angst for at blive opdaget stod på.

Min mor fortalte, hvordan hun 9. april stod i køkkenet i Skibsgade i Randers sammen med min mormor, da de tyske flyvemaskiner kastede flyvebladene ved besættelsens start. Tyskerne var allerede i Randers ved middagstid, og fem lange år med hamstringer, rationering, udgangsforbud, mørklægningsgardiner og knaphed på alt i dagligdagen tog sin begyndelse. Hun fortalte også, hvordan min mormor allerede stod i vinduet den aften 4. maj 1945 med et dannebrogsflag i hænderne og glædestårer i hele ansigtet, da hun selv kom løbende hjem fra arbejde for at deltage i fejringen af befrielsen. Så blev mørklægningsgardinerne resolut revet ned, og der blev tændt lys i vinduerne. Som hun i øvrigt tændte lys og satte dem i vinduerne hver eneste 4. maj om aftenen al den tid, jeg kan huske.

Hvad betyder sådan en fortælling nu 75 år efter? En fortælling, som mange andre danske familier også har med sig – selvfølgelig med andre oplevelser, andre detaljer og forskellige skæbner, som ikke alle overlevede krigens rædsler. Men til fælles har vi vel det, at disse helt almindelige mennesker med helt almindelige liv og helt almindelige job nægtede at lade sig kue. Nægtede i stille og modig protest at lade deres fædreland betvinge af fremmede kræfter. Nægtede at ligge under for en umenneskelig, politisk fanatisme. De satte livet på spil for noget vigtigt: friheden. Det er det, vi skal ære og mindes på en aften som i aften. Os fra generationerne, der har været forskånet for krig. 

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.