Lisbeth Knudsen: Danske medier er alvorligt udfordret på klimadækningen

Regeringen har indledt forhandlingerne om en ny ambitiøs klimalov i Danmark. Alle eksperter er enige om, at 70 procent i CO2-reduktion i 2030 er ekstremt ambitiøst.

Vi har haft et folketingsvalg, der blev den første danske valgkamp med klimaforandringerne og den grønne omstilling helt oppe i toppen af agendaen. Ingen partier tør vende ryggen til emnet, selv om der er niveauforskelle i entusiasmen og ambitionerne.

Erhvervslivet har taget den grønne dagsorden og gjort den til et konkurrenceparameter for Danmark. Store virksomheder har meldt deres bæredygtighedsmål ud til offentligheden - også med store ambitioner. Rundtomkring i Danmark arbejdes der alle steder fra kommuner til boligforeninger og civilorganisationer med den grønne dagsorden.

Der er også danske medier, der helhjertet har antaget den grønne farve med Information og Politiken i spidsen, og de øvrige medier sådan i mere afdæmpet format lige bagefter. I andre lande kører der en meget livlig diskussion om mediedækningen af klimadebatten. Det gør der ikke herhjemme. Men det burde vi diskutere.

De færreste danske medier har fuldtidseksperter på klimadagsordenen og kan for alvor gennemskue og afkode det til tider meget teknisk krævende og komplicerede stof og de omfattende ekspertdiskussioner og rapporter, der ofte er tale om. De færreste danske medier har taget nogle mere langsigtede, strategiske valg i dækningen af klimaspørgsmålet, men prøver at hutle sig igennem på generelle, kortsigtede nyhedsformater og lidt faktabokse.

Netop med regeringens klimaambitioner som bagtæppe og den generelle interesse for emnet i befolkning og erhvervsliv, så er der nogle spørgsmål, som bør stilles til den danske klimadækning.

De færreste danske medier har taget nogle mere langsigtede, strategiske valg i dækningen af klimaspørgsmålet, men prøver at hutle sig igennem på generelle, kortsigtede nyhedsformater og lidt faktabokse.

Holder medierne den kritiske distance til de politiske mål? Er vi blevet dommedagsprofeter selv, eller er vi dem, der udfordrer både pessimister og optimister? Lytter vi til dem, der tvivler på, om indsatsen nytter, eller har vi bare gang i den løftede pegefinger?

Der er rigeligt at diskutere, og her kommer lidt input til netop den diskussion.

Menneskeskabt klimakrise eller ej. BBC kom sidste år ud i en større storm af kritik af deres klimadækning. Debatten handlede om det normale journalistiske kriterium om altid at høre modstanderen og det kritiske modargument i en sag. Eller sagt med andre ord, skal alle argumenter have lige meget vægt, når vi taler om klimaforandringer?

Kritikken af BBC foranledigede, at mediets redaktionelle medarbejdere blev inviteret til at tilmelde sig et en-times "kursus om rapportering af klimaændringer". Aktionen kom efter, BBC havde haft en såkaldt klimaskeptiker, som ikke troede på den menneskeskabte klimakrise, i studiet på BBC Radio 4's flagskibsprogram, hvor han uimodsagt og uden kritiske spørgsmål havde fremsat falske påstande om klimaændringer.

BBC’s nyhedsledelse skrev efterfølgende en melding til medarbejderne:

• Menneskeskabte klimaændringer eksisterer: Hvis videnskaben beviser det, bør vi rapportere det. BBC accepterer, at det bedste videnskabelige grundlag om spørgsmålet er IPCC'S holdning (FN’s officielle klimapanel).
• Vær opmærksom på "falsk balance": Da klimaændringer accepteres som noget, der sker, behøver du ikke en "skeptiker" for at afbalancere debatten. Selv om der er dem, der er uenige i IPCC's holdning, går meget få af dem nu så langt som til at benægte, at klimaforandringerne sker. For at opnå upartiskhed behøver du ikke at medtage direkte afvisning af klimaændringer i BBC's dækning på samme måde, som du ikke behøver at have nogen til at benægte, at Manchester United vandt 2-0 sidste lørdag. Det kommer af kampens resultat. Men BBC udelukker ikke skyggen af nogen mening fra sin produktion, og med passende udfordring fra en kyndig interviewer kan der være lejligheder, hvor det er rigtigt at høre fra en skeptiker.
• Der er tilfælde, hvor modspil og skeptikere bør inddrages i klimaforandrings- og bæredygtighedsdebatter. Det kan eksempelvis være i diskussioner om hastigheden og intensiteten af, hvad der vil ske i fremtiden, eller hvilke politikker regeringen bør vedtage. Igen, journalister skal være opmærksomme på gæstens synspunkt, og hvordan man kan udfordre det effektivt. Som med alle emner skal vi gøre det klart for publikum, hvilken organisation taleren repræsenterer, og eventuelt hvordan denne gruppe finansieres, og om de taler med autoritet ud fra et videnskabeligt perspektiv – kort sagt, gøre det klart, hvad der er deres tilhørsforhold og tidligere udtrykte udtalelser.

Man kunne stille det spørgsmål, om klimadebatten ikke fylder så meget nu i al journalistik fra erhvervsjournalistikken til den politiske journalistik, indenrigsreportagen og lokaljournalistikken, at en times kursus til alle kunne være en idé også i alle danske mediehuse. I hvert fald findes der rigtigt meget klimadækning, som bærer præg af, at de opfølgende kritiske journalistiske konfrontationer og spørgsmål hverken rammer klimaentusiasterne, der argumenterer for en aggressiv grøn opstilling af samfundet, eller klimaskeptikerne.

En stor international undersøgelse lavet af forskere på University of Kansas og Hanoi University of Science and Technology har set på, hvordan medierne i 45 lande har dækket klimaændringer, og hvordan dækningen blev påvirket af socioøkonomiske og miljømæssige faktorer som BNP per indbygger, hyppigheden af naturkatastrofer, CO2-emissionsniveauer og pressefrihed.

Det interessante resultat er, at nyhedsorganisationer i velhavende lande dækker klimaændringer meget forskelligt fra nyhedsorganisationer i fattigere lande. Medierne i rige lande er mere tilbøjelige til at fokusere på klimaændringer som et spørgsmål om indenrigspolitik. Her er klimaændringernes hastighed og betydning så at sige blevet et meget omtvistet spørgsmål. Klimaforandringerne er blevet politiseret og en del af den almindelige indenrigspolitiske kamp.  

I de fattige lande og i lande med mange naturkatastrofer er mediernes dækning af klimaforandringer ikke på samme måde politiseret og del af en indenrigsdagsorden, men en del af en global problemstilling. I Danmark er klimaet i høj grad blevet indenrigspolitik med seneste valg. I medierne skal vi huske at løfte blikket og se på de internationale tiltag på området også.

Den anerkendte kommentator, CEO for Deepnews.ai og professor i journalistik, Frederic Filloux skrev forleden i sit Monday Note-nyhedsbrev, at den journalistiske dækning af klimaændringer i Europa med Frankrig i spidsen er fyldt med negativitet og løftet pegefinger, mens den amerikanske samtale om samme emne synes mere fokuseret på at finde brede, techdrevne løsninger. Vi trænger til nogen, der tør ruske op i den måde, vi dækker klimaet på i europæiske medier. Jeg siger ikke, at de amerikanske medier er bedre, for mange af dem beskæftiger sig slet ikke med det store globale perspektiv og konsekvensen af global opvarmning. De angriber tingene på en anden måde. Jeg gengiver her Frederic Filloux tankevækkende kritik. Han skrev blandt andet forleden:

"Europæiske økologidiskussioner giver en politisk dagsorden, som er et spørgsmål om relevansen af den frie markedsøkonomi på en måde, der minder om marxismen og aktivismen i 70'erne. For mange øko-aktivister reagerer på klimakrisen ved at kræve alle mulige begrænsninger på den måde, vi rejser, pendler, spiser og forbruger på, der vil indebære nogle indskrænkninger af individuelle friheder."

Buzzwordet er nu degrowth. Negativ vækst skal være den eneste måde. Pyt med de skader, det skaber. Europa har sine ikoner som Greta Thunberg, den unge svenske aktivist, der prædiker sin dommedagsprofeti mere med forskellige indfald til lejligheden end med kendsgerninger eller viden.

Den nuværende ideologiske forvirring fremmer ikke nuancer: Du er enten med eller imod. For eksempel når nogen sætter spørgsmålstegn ved mediernes cirkus omkring den svenske pige – og fordømmer kynismen hos dem, der er hendes bagland, der bruger hendes autisme som et markedsføringsredskab. Så bliver de, selv om de er enige med hende om de grundlæggende ting, til en del af den hvide, privilegerede, sexistisk dominerende kaste af klimabenægtere.

Som en amerikansk journalist fortalte mig i sidste uge, "Europa bukker under for en form for pessimisme, mens USA er på udkig efter techløsninger".

Faktum er, at dækningen af klimakrisen i de amerikanske medier er mere proaktiv og mindre klynkende end den i Europa - på trods af Donald Trumps tvangsmæssige antimiljøholdning. Tech- og business-medierne er altid ivrige efter at rapportere om gennembrud og løsninger. Mens mange europæiske økologer bebrejder kapitalismen for nedbrydningen af planeten, er iværksættere i fuld sving i USA, selv om det nogle gange kommer med en dosis af naivitet og urealistiske forventninger.

Har de danske medier nok blik for, hvad der faktisk også her hos os selv udvikles af nye teknologiske løsninger på klimaområdet? Også de danske politikere kigger nu efter hjælp i den teknologiske udvikling for overhovedet at komme i nærheden af det ambitiøse klimamål, som opstilles i en ny lov. Næste spørgsmål kunne jo være, om danske medier er endt på den negative europæiske bølge, eller om vi også i tilstrækkelig grad fokuserer på løsningerne. 

Er vi så alle blevet klimatosser? Nej det er vi ikke, viser Mandag Morgens nye valganalyse. Hver tredje vælger tror, den danske klimaindsats gør en forskel. Hver tredje vælger mener, at den danske indsats er ligegyldig i det store billede. Og befolkningen er lige så delt på spørgsmålet om, hvorvidt klimahysteriet er gået over gevind.

Jo yngre, jo mere rød og jo højere uddannet, desto større er sandsynligheden for, at vælgerne mener, at klimakampen nytter. Jo ældre, jo mere blå og jo kortere uddannet, desto større er sandsynligheden for, at folk mener, at klimahysteriet er gået for langt. Blandt klimabenægterne og blandt dem, der vil skære ned på indsatsen – de er ikke så mange, men de findes – er der en udpræget lav tillid til politikerne. Det viser undersøgelsen.

De, der udtrykker mest skepsis til den danske indsats i klimakampen, arbejder typisk i ufaglærte job eller som selvstændige, mens lavere og højere funktionærer udtrykker mindst skepsis.

Samme mønster ser man, når det gælder uddannelse: De mest skeptiske i forhold til klimakampen har en kort videregående, en erhvervsfaglig uddannelse eller grund- og folkeskole som højeste uddannelse, mens de mest positive i forhold til klimakampen typisk har en lang videregående uddannelse eller gymnasium som højeste uddannelse.

Det journalistisk vanskelige med det bagtæppe i befolkningen er, hvordan diskussionen om klimaændringerne og de politiske initiativer, der nu igangsættes, skal blive opfattet som troværdige af den del af befolkningen, som ikke tror, det nytter meget.

Mediernes opgave bliver at udfordre løsningerne, at fremme et troværdigt billede af nytteværdi og prioritering af de initiativer, der nu tages. At få balance i tingene mellem pessimismen og optimismen. At skabe et særligt dansk kritisk og ærligt narrativ om, hvad vi kan bidrage med og hvordan.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kongelige Teater. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.