Lisbeth Knudsen: Det er ubehageligt at gå rundt i det ansigtsløse samfund

Hvad er det mon for en historie, som arkæologerne skriver om 200 år, når de graver os ud, og graveffekterne er mundbind i kulørte farver, visir og håndsprit?

At bære ansigtsmaske er en slags solidaritetsmarkør. En fremvisning for omverdenen af, at vi både passer på hinanden og os selv i et samfund, hvor frygten for corona har holdt sit indtog overalt. Et samfund, hvor din nabo, din kollega, din ven eller din mand og dine børn kan smitte dig og potentielt i yderste konsekvens kan koste dig livet.

Egentlig er det en besynderlig størrelse sådan et mundbind. Vi har alverdens teknologi, vi har alverdens dygtige videnskabsfolk, vi kan flyve til månen og tilbage igen. Vi kan snart erstatte hver en del af vores krop med en ny reservedel. Vi kan kurere, hvad der tidligere var alvorlige og dødbringende sygdomme.

Alligevel er det mest geniale, som vi kan finde på for at beskytte os mod en farlig virus, at bære et stykke stof eller en medicinsk ansigtsmaske for næse og mund og vaske eller spritte hænder.

Jeg bliver nødt til at indrømme det. Jeg synes, at ansigtsmasker er vanvittigt ubehagelige, selvom jeg selvfølgelig følger myndighedernes anbefalinger.

Jeg kommer hverken til at tilslutte mig protestbevægelser mod mundbind eller til at lægge en eller andet syg politisk fortolkning ind i det som et angreb på mine personlige frihedsrettigheder. Vi er i det her problem sammen, venner. Problemet med nedkæmpelsen af coronaen.

Jeg bærer ansigtsmaske i en god sags tjeneste.

Lisbeth Knudsen

Det fysiske ubehag ved at bevæge sig rundt med udåndingskondens opsamlet foran næse og mund, duggede briller og snærende elastikker bag ørene er sådan set det mindste af det.

Ja, jeg ved godt, at man har gjort det længe i mange andre lande, og at læger og andet sundhedspersonale bærer det hver eneste dag. Jeg har fået virkelig ondt af dem.

Jeg synes det rigtigt ubehagelige er den mentale påvirkning af at gå rundt i det ansigtsløse samfund. Man går der og nikker til hinanden med øjnene og taler gennem en underlig membran.

Når vi taler og udtrykker os som mennesker, viser vores følelser og sender signaler med kroppen, så er ansigtsmimikken en væsentlig faktor.

Det er sådan, vi afkoder hinanden og fornemmer, hvilken stemning vi er i, og hvad vej en samtale kan tage. Selvfølgelig kan man smile med øjnene, men den manglende resterende del af ansigtet spiller nu en afgørende rolle.

Når 27 stats- og regeringsledere i EU fotograferes til topmøder, hvor de skal forhandle hjælpepakker og langtidsbudget i timevis iført mundbind, så siger det ikke blot noget om solidaritet og hensyn til hinanden, men også noget om den ultimative afmagt til en sygdom, som vi ikke kan kontrollere.

Hvis vi skal leve med det ansigtsløse samfund ikke alene i offentlig transport, men også i butikker og til møder med folk, som vi ikke kender godt i forvejen, må vi til at udvikle en anden form for kommunikation og nogle hånd- og armbevægelser til at supplere øjnene.

Det er faktisk ikke mere end to år siden, at vi fik et maskeforbud i Danmark, og begrundelsen lød, at det er udansk, når vi ikke kan se hinanden.

"Den, der i forbindelse med møder, forsamlinger, optog eller lignende på offentligt sted færdes med ansigtet helt eller delvis tildækket med hætte, maske, bemaling eller lignende på en måde, der er egnet til at hindre identifikation, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder".

Sådan hedder det i straffelovens paragraf 134b. Det tilføjes så, at nævnte forbud ikke gælder for tildækning af ansigtet, der tjener et anerkendelsesværdigt formål.

Der må vi så formode, at coronabeskyttelse er et sådant anerkendelsesværdigt formål, og ansigtsmaskerne er udanske. Lad os nu indrømme det. Og lad os håbe, at vi hurtigst muligt slipper af med dem igen.