Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen: Er prisen for et liv i politik for høj?

KOMMENTAR: Henrik Sass Larsen trak en grænse i forhold til at være en person i mediernes søgelys. Men skal man være teflonbehandlet for at overleve i politik?

Skal man i dag være et robust overmenneske for at overleve i en barsk verden som politiker, spørger Lisbeth Knudsen. 
Skal man i dag være et robust overmenneske for at overleve i en barsk verden som politiker, spørger Lisbeth Knudsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For Socialdemokratiets nu sygemeldte gruppeformand, Henrik Sass Larsen, var der med hans egne ord en pris, han ikke ville betale som politiker.

Det handlede om at være en offentlig person, hvor der bliver gået for hårdt og brutalt til den enkelte politiker efter hans mening. Han henviser til en for hans vedkommende langvarig ”tabloid” behandling, der har overskredet en grænse hos ham.

Denne kommentar skal ikke være en analyse af Henriks Sass Larsens sygemelding eller betydningen for Socialdemokratiet af, at en af de mest markante politiske skikkelser i partiets absolutte inderkreds de seneste mange år nu trækker sig tilbage efter en depression, og at han slet ikke genopstiller ved næste valg. Det er der skrevet meget rigtigt og med god grund meget anerkendende om, siden meldingen kom ud.

Når historien skrives, så er det ikke altid, at håndværkerne med det hårde strategiske og idémæssige arbejde i det politiske værksted får den største anerkendelse i forhold til partilederne.

Fakta
Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Sass har aldrig været nogen rund og jovial politiker, men en man kunne slå sig på, hvis man kom i vejen på det forkerte tidspunkt. Men efter sagen i 2011, hvor B.T. skrev en række kritiske artikler om hans påståede forbindelse med en Bandidos-rocker i Køge, og Sass endte med at måtte trække sig som finansministerkandidat under Helle Thorning-Schmidt, så blev hans holdning til pressen forvandlet fra kølig til helt enormt negativ.

Jeg husker en debat med ham om demokratiets tilstand på AOF’s scene på et efterfølgende folkemøde, hvor han forekom desillusioneret og ekstremt vred over mediernes udvikling.

Man kan ikke være politiker i dag og samtidig have forbehold over for at være offentlig person, med de omkostninger, det har.

Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør Altinget og Mandag Morgen

Sass kæmpede sig op igen til magtens top og gruppeformandsposten - og stod endnu engang foran døren til Finansministeriet under en mulig Mette Frederiksen-regering. Men depressionen indhentede ham og tabloidpressen har fået skylden. En række kritiske artikler - denne gang i Ekstra Bladet - om hans store fravær som statsrevisor og manglende fremmøde diverse steder voksede til en ny sag, der krævede en forklaring. Den kom først, da det meget private menneske, som Sass også er, fortalte åbent i medierne om sin sygdom.

Skal man i dag være et robust overmenneske og nærmest teflonbehandlet fra yderst til inderst for at kunne overleve i en barsk verden som politiker? Nej. Men der er ingen tvivl om, at vilkårene for politikerne er ændret.

Offentligheden er rykket tættere på den enkelte politikers personlighed og personlige troværdighed end tidligere. Det skifte skyldes ikke alene de sociale medier, men også at analyser, kommentarer og portrætter i de professionelle medier er mere nærgående end før, og at jagten på personhistorier, personkonflikter, personlige vinkler, venskaber og fjendskaber i politik er blevet en mere udpræget del af journalistikken.

De sociale medier forstærker historier, som kører i de professionelle medier, og de får hurtigt karakter af en folkedomstol, hvor ingen har mulighed for et ordentligt forsvar eller for at danne effektiv modstrøm til det billede, som først er tegnet af en person. Det bliver til politiske karaktermord for åbent tæppe, og det går stærkt.

Dilemmaet er her, at medierne selvfølgelig har til opgave at se efter, om politikerne nu også passer deres arbejde for det vederlag, de får. Om de nu også holder løfterne om at kæmpe for de ting, som de har lovet i valgkampen.

Om de har dobbelte standarder: har en holdning til, hvad alle andre bør gøre, og hvad de selv gør. Og medierne har til opgave at gå kritisk til politikerne og indhente nogle relevante svar på, hvad det er for løsninger, de har på samfundets udfordringer, og hvorfor de gør eller ikke gør, som de nu handler.

Den demokratiske debat dør, hvis politikerne gemmer sig mere og mere fra offentligheden bag taktiske, indstuderede initiativer og ruller jerntæppet ned, når ubehagelige historier dukker op. Hvis politikerne ikke stiller op til at svare på journalisternes spørgsmål på befolkningens vegne.

Man kan ikke være politiker i dag og samtidig have forbehold over for at være offentlig person, med de omkostninger, det har. Politikerne bliver ikke valgt uden at have vælgernes opmærksomhed, og den kan man ikke få fra en plads i skyggen. Politikere er offentlige personer lige som andre, der stikker næsen frem og blander sig i debatten om vores samfunds indretning. Sådan er det bare – på godt og på ondt.

Der er ikke en offentlig Lars og en privat Lars eller en offentlig Mette og en privat Mette. Dertil er vores samfund i dag blevet alt for transparent, og der findes de facto en reporter og en fotograf på ethvert gadehjørne, i ethvert supermarked og på enhver café med en mobiltelefon, som kan publicere, hvad de ser hvor som helst og når som helst om politikernes adfærd og udtalelser.

De sociale medier har forstærket både det positive, i form af de menneskelige historier om politikerne og deres direkte møder med vælgerne, og det negative i form af et forsuret debatmiljø med høje omkostninger for mange politikere og debattører i form af urimelig chikane, perfide og nedladende bemærkninger og direkte trusler.

Hvordan får politikerne så rimelige arbejdsvilkår? Sagen er jo, at kampen om opmærksomheden er enorm, og nåleøjet til den store eksponering er meget lille. Ikke blot mellem partierne indbyrdes - men også inden for partierne. Og det er kun en meget lille kreds af toppolitikere, der kan være sikre på jævnligt at ramme de store medier, mens andre kun kan regne med 10 sekunders berømmelse, hvis de enten har en rigtig møgsag selv eller kan brillere med at bringe en minister i knibe på en sag.

Vi bør have stor respekt for de mennesker, der giver en del af deres liv til politik. De får hverken for høj løn eller misundelsesværdige eftervederlag. Og de fortjener uanset synspunkt og partifarve ikke at blive svinet til og overdænget med ukvemsord på nettet. De fortjener at blive taget alvorligt, og de bør selv sætte nogle grænser for, hvad de vil deltage i.

Men de kan ikke melde sig ud i forhold til kontakten med medierne. Politikerne udfører den vigtige demokratiske opgave på vegne af os alle sammen - nemlig at skabe rammerne for vores samfundsudvikling. Til gengæld er det mediernes opgave at holde kritisk øje med, at de nu også passer deres arbejde, og at de udfører det politiske arbejde ordentligt.

Sygdom er hver mands herre, og det gælder også i tilfældet Henrik Sass Larsen. Respekt for det og god bedring til ham. Han fortjener nu den fred til at blive rask og komme videre med livet, som han nu har bedt om.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00