Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen: Frederiksens nærhedsreform kræver mod til at slippe kontrollen og et opgør med milimeter-retfærdighed

KOMMENTAR: Hvis regeringens nærhedsreform ikke skal blive endnu et afbureaukratiseringsprojekt fra endnu en statsminister, kræver det, at hun og hendes regering ikke indfører minimumsnormeringer ved lov, men overlader det tillidsfuldt til kommunerne at finde den rigtige bemanding, skriver Lisbeth Knudsen.

Vil det lykkes for Mette Frederiksen at rette op på den dystopiske fortælling om den uønskede projektvelfærd, og udfolde et samfund med mere omsorgsvelfærd, spørger Lisbeth Knudsen.
Vil det lykkes for Mette Frederiksen at rette op på den dystopiske fortælling om den uønskede projektvelfærd, og udfolde et samfund med mere omsorgsvelfærd, spørger Lisbeth Knudsen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selvstyrereform, nærhedsreform, opgør med systemtænkningen, afbureaukratisering, decentralisering, mere bevægelsesfrihed, væk med detailstyringen.

Kært barn har haft virkelig mange navne, når statsministre gennem de seneste mere end 35 år har forsøgt at forandre måden, vi driver offentlig sektor på.

Hvorfor i alverden er det så svært? Fordi sådan en frisætning af den offentlige sektor ikke bare sætter ledere og medarbejdere fri til at handle mere fornuftigt end i dag, udøve et individuelt, fagligt skøn på stedet hos fru Jensen og efterspørge borgernes konkrete behov lige i dag mere end at se på, hvad de efter skemaerne har ret til. Det rører ved de fælles rettigheder og den forvaltningsmæssige ligebehandling af borgerne, som er en krumtap i den offentlige sektors tænkning og administrative praksis.

For nok giver regler og skemaer, visitation og kontrol et irriterende bureaukrati og dokumentationsarbejde, men det giver også ryggen fri for kritik, ensartet behandling og lighed for loven, hvis reglerne er fulgt og skemaerne er udført, som de skal.

Fakta
Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Frisætningen kommer med en eklatant risiko for dårligere udgiftsstyring og dårligere overblik over ressourceforbruget samt flere klager. Men til gengæld rummer initiativet en meget menneskeværdig genopfindelse af et velfærdssamfund, der sine steder mere ligner en højeffektiv servicestation for hurtig gennemkørsel - uden de medmenneskelige kvaliteter og den empati, vi efterspørger.

I den forrige regering satte statsminister Lars Løkke Rasmussen gang i et helt særligt innovationsministerium med Sophie Løhde i spidsen, og en ledelseskommission blev nedsat for at give gode råd til at modernisere og smidiggøre den offentlige sektor, angribe silotænkning og understøtte udviklingen af et stærkere lederskab på alle niveauer.

Vil det lykkes for Mette Frederiksen at rette op på den dystopiske fortælling om den uønskede projektvelfærd, vi er havnet i, og udfolde et samfund med mere omsorgsvelfærd? Virkelig sympatisk og helt igennem nødvendigt, at vi reformerer et velfærdssamfund, der faktisk ikke længere tager godt nok hånd om de svageste og om dem, der midlertidigt har brug for en hjælpende hånd.

Lisbeth Knudsen

Nu sætter statsminister Mette Frederiksen ifølge åbningstalen i denne uge gang i en såkaldt ”nærhedsreform”. I valgkampen hed den dog en ”selvstyrereform” i et socialdemokratisk udspil. Det gør den stadig inde på Statsministeriets hjemmeside, hvor en ny udviklingschef blandt andet vil få det faglige ansvar for ”at udvikle højt prioritererede regeringsprojekter i tæt samarbejde med fagministerierne samt varetage opfølgning på gennemførelsen af højt prioriterede regeringsinitiativer som f.eks. selvstyrereformen.” Ledelsen af opgaven med at tage livtag med "New Public Management"-æraen i den offentlige sektor rykker dermed lige ind i Mette Frederiksens eget forkontor.

Hvis man nærlæser statsministerens tale i tirsdags, så er den på velfærdsområdet punktnedslag i en række meget sortsynede hverdagsoplevelser, men budskabet er klart nok og forbundet med både store målsætninger - nogle vil sige naive forhåbninger og en portion selverkendelse.

Målsætningerne først. Der skal skabes mere ”omsorgsvelfærd” og mindre ”projektvelfærd”, mener statsministeren. Og hun siger blandt andet i den usædvanligt pessimistiske åbningstale:

”Så længe jeg kan huske, har dansk politik handlet om et velfærdssamfund, der skulle køre længere på literen. Velfærd er ikke et projekt. Velfærd er varme. Trivsel. Kærlighed. Muligheder. Vi er mange, der kan takke velfærdssamfundet for, at vi fik mulighed for at bevæge os op ad samfundsstigen. Men den sociale mobilitet bliver ikke længere bedre. Og hverdagens velfærd er mange steder blevet dårligere. Vi har fået mere projektvelfærd. Mindre helt almindelig omsorgsvelfærd,” lød ordene.

Og så blev der hentet eksempler frem fra politiet, fra social- og sundhedsområdet, fra minuttyranni og regeltyranni. ”Vi er i gang med at dræne verdens bedste samfundsmodel for det vigtigste. Tilliden til, at andre passer deres arbejde. Tilliden til, at man lokalt kan løse problemerne. Og rette op på fejl,” sagde statsministeren, som herefter appellerede til alle om at medvirke til at skabe forandringen. Hun indrømmede endda, at Socialdemokratiet selv havde været på afveje med forslag til et centralt fastlagt krav om et bad til de ældre hver dag, og hun konstaterede, at det var godt det ikke gik igennem.

Hvad er det så, der gør det her så svært? Her er et godt eksempel. Ja, man kunne jo starte med at spørge, om minimumsnormeringer i vuggestuer og daginstitutioner, som regeringens egne støttepartier til venstre ret højlydt forlanger penge til på finansloven og gennemført ved lov i Folketinget, ikke præcis repræsenterer det modsatte af en nærhedsreform eller selvstyrereform, som Mette Frederiksen taler så varmt for.

Med en selvstyremodel burde det vel være kommunerne og ledelserne af de enkelte institutioner, der burde have ansvaret for at tilrettelægge, hvad der er det bemandingsmæssige behov lokalt i hver enkelt institution. Det kan de jo ikke vide på Christiansborg.

Det her er svært, fordi det starter hos Folketinget selv. Her er trangen til at regulere centralt og kræve kontrol med tingene centralt og kræve ensartede regler til meget forskellige kommunale situationer. Her fødes også trangen til central indgriben, til krav om kontrol, dokumentation, indberetning og opfølgning, når en kommune fejler på et område, eller en enkeltsag kører helt af sporet og ender i medierne.

Kommuner og regioner føler samme trang til at udstede regler, foretage centrale beslutninger, standardisere, kræve rapporteringer og opfølgning ved den mindste budgetoverskridelse eller fejl. Også her er der en bekymring for møgsager, der ender i medierne, eller som koster på budgetterne. Der er lige så voldsom kamp om penge og ressourcer, som der er på Christiansborg. Når så politikerne på Christiansborg indskrænker kommunalpolitikernes ledelsesrum og frihedsgrader, overtager en del af prioriteringen af midlerne i kommunerne og strammer kontrolprocedurerne, så der ikke bliver meget luft til at prøve nye ting af eller finde nye mere individuelt tilpassede processer og løsninger.

Og mens kommunerne og regionerne sidder med administrationen af reglerne og udmøntningen af de centrale beslutninger fra nationalt hold, så vil fagforeningerne og de faglige folk i samarbejdsudvalgene meget ofte være tilbøjelige til at stille en række krav i forbindelse med ændringer af hidtidig praksis og kutyme. Og når de så er betryggede, så vil patientorganisationer, Ældre Sagen og andre interessegrupper melde deres ankomst og fortælle, hvad der bør gøres – som minimum og gerne i morgen.

Skal det lykkes denne gang med moderniseringen af den offentlige sektor, så skal der et koordineret løft til, og det starter i Folketinget og ministerierne, hvor tilbøjeligheden til detailregulering er stor.

”Der er ved Gud mange, der har sagt det her før. Jeg tror, mange offentligt ansatte tænker, at kors i hytten, nu kommer der en ny statsminister, der taler om at gøre tingene på en anden måde,” erkendte statsministeren selv i forbindelse med åbningstalen. Hun understregede, at hun vidste det ville blive en sag op ad bakke. Men hun har nu gjort reformeringen af den offentlige velfærd til sit personlige succesparameter med den meget specielle åbningstale, hun holdt.

”Der er for mange situationer, hvor borgerne bliver klemt, fordi systemerne ikke hænger sammen. Vi vil tage et opgør med de meningsløse skemaer og den rigide kontrol,” sagde Lars Løkke Rasmussen i hans sidste år som statsminister. Nu siger statsminister Frederiksen:

”Nogle har brugt tid på at udtænke det skema. Nogle bruger tid på at tjekke det. Det skulle ikke undre mig, hvis der endda bruges tid på at tjekke dem, der skal tjekke. Imens ligger en gammel mand og venter på at blive hjulpet op af sengen. Medarbejdere i ældreplejen bruger halvdelen af deres tid sammen med de ældre. Den anden halvdel går til at dokumentere, holde møder, dosere medicin, transport fra den ene borger til den anden og så videre. Vi bliver alle sammen berørt af den ældre kvinde, der ikke får gjort rent. Men er sandheden ikke, at vi bliver fristet til at lovgive og regulere så meget, at den lokale dømmekraft – hos den stolte sosu-assistent, hos den lokale politiker – sættes ud af kraft? Er det efterhånden ikke mest i skåltalerne, vi hylder det lokale demokrati? Vil vi reelt lade det kommunale selvstyre bestemme selv? Og har man altid i kommunerne fokus på det, der er vigtigt? Velfærd til borgeren – ikke skemaer og strategier?”

Inden valget kom Socialdemokratiet med udspillet til en såkaldt ”selvstyrereform” for den offentlige sektor med overskriften ”Tillid, faglighed og arbejdsglæde”. Mon ikke vi skal regne med, at det er elementerne af det udspil, der nu ligger på bordet hos den kommende udviklingschef i Statsministeriet som indflytningsgave.

”Tiden er inde til et sporskifte i den offentlige sektor. Vi skal væk fra illusionen om, at vores velfærd kan styres som en virksomhed. Og vi skal en gang for alle opgive idéen om, at god velfærd skabes ved, at politikere og embedsmænd regulerer den offentlige sektor ned i mindste detalje. Socialdemokratiet foreslår en ny måde at styre den offentlige sektor på. Hvor vi er fælles om de overordnede mål. Hvor alle ikke nødvendigvis skal følge samme skabelon. Hvor mennesker ikke skal passe ind i et skema. Og hvor der skabes en større ro og stabilitet om velfærdsinstitutionernes arbejde. Vi vil sætte selvstyre i stedet for New Public Management.”

I oplægget tales der om politisk armslængde til styringen af de offentlige institutioner og mere magt til lederne decentralt. Der tales om nogle få bindende nationale mål for folkeskolerne, daginstitutionerne, ældreplejen og de andre velfærdsområder. Kommunerne kan supplere med endnu nogle få konkrete udviklingsmål, som institutionerne skal måles på. Fysiske tilsyn på stedet skal erstatte skemaer og skriftlig dokumentation. Nye incitamentstrukturer skal understøtte, at man arbejder med at finde nye løsninger og effektiviseringer.

Hvis nogen synes, det lyder som noget af det, der kom ud af Ledelseskommissionen, så er det ikke helt forkert. Råbet nedefra – fra medarbejderne – på mere frihed og faglighed i arbejdstilrettelæggelsen har lydt meget længe og højlydt. Lederne inden for velfærdsområdet har længe følt sig klemt både nedefra og oppefra, og deres ledelsesrum til at nytænke, eksperimentere og gå nye veje har været for snævert. Kommunalpolitikerne vil også gerne have mere frihed, men det er kollegerne på Christiansborg, der har haft overvældende meget lyst til at blande sig i deres arbejde lokalt med alle mulige krav og forventninger, regler og kontrol samt lovgivning.

Vil det lykkes for Mette Frederiksen at rette op på den dystopiske fortælling om den uønskede projektvelfærd, vi er havnet i - og udfolde et samfund med mere omsorgsvelfærd? Virkelig sympatisk og helt igennem nødvendigt at vi reformerer et velfærdssamfund, der faktisk ikke længere tager godt nok hånd om de svageste og om dem, der midlertidigt har brug for en hjælpende hånd.

Det kræver, at vi gør op med millimeterretfærdighed. Det kræver mod til at slippe kontrollen og stole på medarbejdernes faglighed og dømmekraft. Det kræver mod til at fejle. Det kræver, at Folketinget holder fingrene væk fra detailregulering, og at de overlader det til regionerne og kommunerne at sætte rammerne for det, de nu engang er sat til at drive, når den centrale fastlæggelse af kommunernes og regionernes budgetrammer er på plads.

Hvis selvstyrereformen ikke skal blive endnu et afbureaukratiseringsprojekt fra endnu en statsminister, så skal Mette Frederiksen jo starte med at tage sin egen medicin. Det kræver, at hun og hendes regering ikke indfører nye minimumsnormeringer i daginstitutioner og vuggestuer ved lov, som støttepartierne insisterer på sammen med vrede forældregrupper, men overlader det tillidsfuldt til kommunerne at finde den rigtige bemanding i de enkelte institutioner, når pengene og ressourcerne er til rådighed til at øge antallet af pædagoger per barn.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kongelige Teater. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00