Lisbeth Knudsen om sommerdramaet: Går de med kniv i Venstre?

Hvis man følger godt med i de politiske kommentatorers mangfoldige, dybe og indsigtsfulde analyser om forholdene i Venstre, så kunne man godt få den fornemmelse, at alle i det parti bærer kniv for tiden, og at ingen tør vende ryggen til hinanden lige nu af frygt for at blive stukket ned bagfra.

Og i det hele taget ligner forholdene i blå blok noget, der kunne minde om en spejdergruppe uden tropsfører, der løber i alle mulige forskellige retninger og råber alle mulige håbløse ordrer til hinanden og krav om garantier for at komme på vinderholdet, når fløjten lyder til næste valgkamp.

Det er slaraffenland for politisk journalistik i disse uger. Og alt tyder på et efterår, der ikke kunne skrives bedre som fiktion til et nyt kapitel af tv-serien 'Borgen'. Det er kulørt. Det er til at forstå, at mennesker med forskellige profiler i persongalleriet til serien slås om magten og indflydelsen. Nemmere end at de slås om alle mulige detaljer i en kompliceret lovgivning eller diskuterer råderum og CO2-reduktion. Mens Venstre piller i egen navle, og de øvrige borgerlige partier prøver at råbe på troværdigt lederskab leveret fra det største parti i blå blok, så får regeringen ro til at rulle sit program stille og roligt i gang.

Hvad alle analyserne og historierne i medierne om Venstre jo dybest set afspejler, er, at politik i dag handler mere om mennesker og magt end om ideologi og parti. Stort set alle de politiske partier har prøvet de interne personopgør og interne politiske konflikter. Socialdemokratiet, Konservative, SF, Radikale og nu også Dansk Folkeparti for blot at nævne nogle. Under valgkampen er jagten på de personlige stemmer blandt partifællerne i en kreds lige så blodig som kampen mod de politiske modstandere.

Hvad alle analyserne og historierne i medierne om Venstre jo dybest set afspejler, er, at politik handler om mennesker og magt i dag mere end om ideologi og parti.

Lisbeth Knudsen

Til tider kan politiske modstandere næsten være nemmere at tackle end partifæller, som kan blokere eller fremme ens personlige position. Inden for alle partierne findes der, selv om vi er velsignede med rigtigt mange partier i Danmark, forskellige grupperinger med forskellige holdninger af mere pragmatisk art, af mere dogmatisk og ideologisk art eller i kategorien for særlige værdimæssige kæpheste.

Men ingen stiller jo op som politiker med drømmen om at påvirke samfundsudviklingen for at ønske at ende som vandbærer uden for indflydelse og på bagerste række. Politik er nok en holdsport, men det er også en individsport.

Problemet for blå blok er, at den ikke bare savner en tropsfører lige nu, men de øvrige borgerlige partier savner også en, de har tillid til, og som de kan tro på kan gå hele vejen til næste valgkamp.

Lisbeth Knudsen

Når topledelsen i partiet ikke er stærk, synlig og i en afklaret styrkeposition, så springer alle de her splittelser, individuelle kampe og forskellige synspunkter op af den ellers omhyggeligt tillukkede æske med partiloyalitet og partidisciplin. Når der er et vakuum, så er der nogen, der udfylder det. Når Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, ikke melder klart ud om kursen lige efter valget, ud over at han selv fortsætter som leder, så er der nogen, der udfylder tomrummet. Når han ikke kan få sit forslag til konstituering af folketingsgruppen igennem, så er der et ledelsesmæssigt vakuum, som nogen vil udnytte.

Og det gjorde blandt andet Venstres næstformand, Kristian Jensen, så i et stort interview i Berlingske torsdag, hvor han gjorde op med en del af formandens arvegods, herunder forslaget om en SV-regering. Gjorde en borgerlig regering til sit foretrukne pejlemærke og lagde op til nye borgerlige dagsordener til erstatning for udlændingepolitik og skattelettelser.

Skulle han have ventet på konklusionerne fra et sommergruppemøde? Hvis ingen styrer processen og i øvrigt ikke inddrager næstformanden i den, så er det jo alles kamp mod alle og forståeligt, at der finder en personlig positionering sted. Han må også have trængt til at komme ud med den efter i månedsvis at være blevet udstillet som den evige kronprins, der nok aldrig bliver konge.

Når alle kommentatorernes analyser er fordøjet, så er det værd at huske på, at dansk politik trods alt ikke ligner Netflix-serien 'House of Cards', hvad angår intriger, magtspil og det, der er værre. Så er det værd at huske på, at politik faktisk handler om, at forskellige synspunkter kan brydes inden for en demokratisk ramme, og at uenighed og strid på argumenter og forskellige holdninger ikke er dårligt i den forbindelse, men faktisk ideen med det hele. Også når det kan forekomme inden for samme parti, hvor der helt legitimt kan være forskellige holdninger til strategien.

Når der i interne magtkampe testes forskellige kandidater af, og deres styrke og gennemslagskraft måles i kampafstemninger som den om Inger Støjbergs gruppenæstformandskandidatur, så er det jo også udtryk for en demokratisk proces, hvor hendes vælgere i Skivekredsen sikkert gerne så hende som partileder, men hendes kolleger i folketingsgruppen har en anden bedømmelse af hende.

Det er værd at huske på, at ideologier og partiloyalitet spiller en aftagende rolle i forhold til vælgerne, mens tilliden til enkeltpersoner og deres troværdighed, folkelighed og karisma spiller en stigende rolle. Og så er det værd at huske på, at alle historierne om, hvad der skete før, under og efter Venstres gruppemøde i Folketinget med konstitueringen, alle har en eller flere afsendere med nogle personlige interesser i, hvad der bliver historieskrivningen om det møde.

Problemet for Venstre er sådan set ikke, at så stort et parti rummer forskellige fløje. Det er, hvis de indre dæmoner bliver ved og forhindrer samling om en ny strategi og den vej til at vinde nøglerne til Statsministeriet tilbage, som Løkke plejer at omtale. Hvis ikke partilederen og partiledelsen formår at samle trådene, få holdet til at arbejde sammen og få en strategisk retning og balance ud af diskussionerne. Hvis lederskabet hele tiden står til diskussion og kan udfordres. Så ender Venstre i en lang træls ørkenvandring som den, Konservative kender alt for godt.

En del af journalistikkens inerti og forudsigelighed er jo at blive ved med at stille spørgsmål til lederskabet, hvis der er grund til at stille spørgsmål. På samme måde som et parti med dårlige meningsmålinger flere måneder i træk kan blive ved med at bruge tid på at svare på, hvorfor de er dårlige, i stedet for at bruge tid på at arbejde på at vende kurven.

Hvis Løkke ikke får begravet sin SV-tanke godt og grundigt nu og får nye salgbare varer på hylderne til vælgerne, som kan skabe begejstring udadtil og samling indadtil, så får han ikke stoppet den interne strid på trods af de seneste to valgsejre for partiet. Deri har Kristian Jensen jo helt ret.

Problemet for blå blok er, at den ikke bare savner en tropsfører lige nu, men de øvrige borgerlige partier savner også en, de har tillid til, og som de kan tro på kan gå hele vejen til næste valgkamp. Her har Løkke en endnu større udfordring. I efterdønningerne af valget går kollegerne fra de andre borgerlige partier helt usædvanligt langt ind i Venstres interne lederskabsdiskussioner og efterspørger klarhed. I særlig grad Dansk Folkeparti.

Her forekommer onsdagssnegle og samtaleterapi ikke at være nok. Her skal der allerede til efterårets finanslovsforhandlinger være fundet en blå tropsfører og lagt en blå samarbejdsstrategi.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kongelige Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget.