Lisbeth Knudsen: Hvad kan vi lære af coronakrisen?

WHO prøver at drive en sådan database, men den er ofte udsat for kritik og mangelfuld. Forskermiljøerne udveksler deres erfaringer, forskningsprojekter og resultater i mange forskellige fora, men ingen har det samlede overblik.

Politikerne får brug for hurtigere og mere effektive varslingssystemer fra sundhedsmyndighederne til forebyggelse og forberedelse af næste sundhedskrise. For at den kommer, burde vi have lært nu.

Vi får også brug for et beredskab i forhold til den informationsmæssige smittespredning af falske sundhedsråd, konspirationsteorier, falske lægemidler og misinformation. Alt det, vi med et samlet ord kalder infodemi som uheldig partner til en pandemi. Det beredskab har vi heller ikke godt på plads. Det må vi se at få.

Den store stat
Pandemien vil ændre verden permanent og dybt. Selv om vi måske kan kontrollere udbredelsen af covid-19 i de kommende måneder, indtil en vaccine er på markedet, så vil der være enorme politiske, økonomiske, sociale, teknologiske, juridiske og miljømæssige konsekvenser af coronakrisen, som vil vare mange årtier.

Pandemien kan skade det liberale demokrati. I krisetider er det nationalstaten, der passer på os, og globaliseringen viger. Samtidig understreger krisen paradoksalt nok behovet for internationalt samarbejde.

Coronakrisen har udstillet samfundets skrøbelighed og samtidig den indbyrdes afhængighed af globaliserede industrier. Vi ser en stor ændring i statens magt og accept af statslig indgriben på mange af livets områder, som vi under normale omstændigheder ville modsætte os. Mere autoritære regeringer kan tænkes at være tilbageholdende med at opgive de nødbeføjelser, der er indført under coronakrisen.

Det er vigtigt, at vi både oplever at få vores frihedsrettigheder igen i fuldt omfang efter coronaen, og at vores demokratiske system finder en normal arbejdsform igen, selv om mange har fundet det befriende for en kort overgang at slippe for såkaldt politisk småfnidder. Vi må have vores demokratiske beredskab på plads igen og holde øje med, at lande i vores medlemskreds i EU ikke forfalder til at bruge coronaen til at afskaffe det liberale demokrati.

De lukkede grænser under sundhedskrisen kan få betydelige politiske og langvarige konsekvenser for holdningerne til globalisme, grænsekontrol og indvandring på længere sigt. Globale pandemier har brug for globale reaktioner og internationalt samarbejde.

Men lige nu synes de internationale organisationer som blandt andet WHO på vej til en svækkelse, efter at den amerikanske præsident har sendt det amerikanske bidrag til organisationen i dybfryseren.

EU har ikke vist sig som en effektiv organisation under en sundhedskrise. Det kan man ikke bebrejde EU-systemet, for medlemslandene har ikke givet EU beføjelser til at være fælles sundhedsmyndighed. Hvis det skal ændres, skal der være en fælles vilje til at etablere en europæisk folkesundhedsmyndighed, og det er der næppe.

Digitalt løft
Teknologiske løsninger kan bidrage til at bekæmpe epidemien, håndtere karantænen og lette dens økonomiske konsekvenser. Krisen vil føre til vigtige innovationer og et uvurderligt, effektivt skub fremad for en digital omstilling, både i den private og offentlige sektor.

1,8 millioner danskere har været på hjemmearbejde og deltaget i et ufrivilligt historisk eksperiment af et digitalt kompetenceløft de seneste uger. Uddannelsessektoren har på få uger flyttet sig milevidt, hvad angår introduktionen af digitale læringsmetoder og nye undervisningsformer. Det må vi kunne bruge til noget.

Krisen viser, at en koordineret global indsats for klimaet faktisk er mulig i en reel nødsituation. De globale drivhusgasemissioner er styrtdykket som følge af nedgangen i den økonomiske aktivitet og ændringerne i vore livsstil og arbejdsliv med mere hjemmearbejde. Spørgsmålet er, om der kan holdes fast i langsigtede klimarigtige løsninger, når en recession truer, og landene skal have fuldt blus under økonomierne igen efter coronakrisen.

Nedgangen i den økonomiske vækst vil sandsynligvis være meget værre end under finanskrisen med mange konkurser, stigende arbejdsløshed og gældsætning. Det vil ikke kun være de mindre produktive virksomheder, som må lukke, men også sunde virksomheder, som dør af likviditetsmangel.

Derfor bliver det afgørende, hvordan de midlertidige hjælpepakker til erhvervslivet bliver udfaset, og hvilke politiske valg for en gradvis understøttelse af væksten og genoplivning af samfundsøkonomien der tages i de kommende uger og måneder.

Der er næppe tvivl om, at regeringen vil have øjnene stift rettet mod arbejdsløshedstallene og på at få gang i beskæftigelsen igen hurtigst muligt. Hvis det kan kombineres med alle de grønne ambitioner fra før coronaen, så skal der tænkes kreativt.

Men ligesom visionære virksomheder prøver at benytte krisen til en langsigtet omstilling til mere modstandsdygtige forretningsmodeller og nye arbejdsprocesser, så skal vi som samfund måske også tænke i de baner.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.