Lisbeth Knudsen: Lad coronakrisen være vendepunktet for politikerleden

KOMMENTAR: Politikerne bør se nærmere på, hvorfor befolkningens tillid til Folketinget, regeringen og partierne er steget markant, siden coronaen brød ud, skriver Lisbeth Knudsen.

I årevis har det været diskuteret, hvad der skulle til for at vende en bekymrende og voksende mistillid i befolkningen til politikerne.

Der har været sagt og skrevet meget om en demokratisk krise og politikerlede, der synes at sprede sig til samfundets øvrige institutioner. Svaret har vi nu: En massiv og omfattende sundhedskrise.

Det er coronaen, der tilsyneladende skulle til for at knække kurverne og styrke tilliden i befolkningen til, at regering og Folketing dels kan finde ud af at styre landet på en fornuftig og handlekraftig måde, og dels kan finde ud af at arbejde konstruktivt sammen uden politiske hundeslagsmål og personangreb, når krisen er voldsom nok.

Det viser den store og super interessante Tryghedsanalyse, som Trygfonden netop har udgivet.

Den giver en temperaturmåling på den danske befolknings holdninger og bekymringer både før og efter coronakrisen og dermed også, hvad krisen har gjort ved danskernes opfattelser af tryghed og tillid. 

Den 22. maj, den sidste af de dage, hvor den afsluttende del af data til Tryghedsundersøgelsen blev indsamlet, angav hele 84 procent i Danmark, at de var meget eller rimeligt tilfredse med regeringens håndtering af krisen.

Placeringen er den højeste tilslutning blandt de europæiske regeringer, der er målt på – med Norge og Finland på en anden- og tredjeplads med opbakning på henholdsvis 81 procent og 74 procent.

Længere nede findes Sverige, hvor regeringens coronahåndtering bakkes op af 55 procent. I bunden findes Storbritannien og Frankrig med en opbakning fra henholdsvis 45 procent og 37 procent af deres vælgere.

Tilliden til alle samfundets institutioner fra regering og Folketing til kommunalbestyrelser, partierne, den offentlige forvaltning, domstolene, politiet og EU er steget markant med coronakrisen.

En af disse institutioner skiller sig særligt ud. Den gennemsnitlige tillid til regeringen er gået næsten to procentpoint op. Noget tilsvarende er næppe målt før i fredstid.

Der er tegn på, at politikernes almindelige omdømme allerede voksede med valgkampen i 2019, som mange opfattede som mindre konfrontatorisk og mere saglig end tidligere valgkampe. Den lodrette stigning i agtelsen for politikerne hører dog 2020 og coronakrisen til. Det er her, at det for alvor er vendt.

Trygfonden har udfordret de tal og analyseret nærmere, hvem der har fået den øgede tillid i særlig grad. Det har dem, der har følt sig bekymret over at blive smittet selv eller for at komme til at smitte andre, og de helbredsudsatte grupper. Det er i højere grad kvinder end mænd og ældre end yngre, der har sat pris på regeringens faste håndtering af krisen.

Regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) lykkedes under coronaudbruddet med at give velfærdsfortællingen en solid solidaritetsindsprøjtning i form af appel om hensyntagen til de svage og helbredudsatte og ved, at hun omfavnede og dyrkede videre i alle taler og pressemøder på vores generelle store tillid til hinanden i Danmark.

Ud fra et demokratisk perspektiv er det interessant, at vælgerne belønner så markant en politisk periode, hvor demokratiet og Folketingets normale arbejde delvist blev sat ud af spillet.

Hvor regeringen fik gennemført særlove og praktiserede en i dansk sammenhæng uhørt magtkoncentration, og hvor oppositionen var henvist til mere eller mindre orienteringsmøder og statistroller.

Roller, som under nedlukningen betød 100 procent opbakning til regeringen, og som under genåbningen kun kunne spilles på venstrefløjen ved at være mere restriktive end regeringen og på højrefløjen ved at kræve større hjælpepakker og hurtigere genåbning.

De store bekymringsdagsordener i befolkningen i forhold til klimaet og velfærden rykkede et par pladser ned med coronaudbruddet i forhold til bekymringer for helbredet og for den økonomiske udvikling og beskæftigelsen.

Det er meget naturligt. Utrygheden i forhold til, om man "kan få et job igen, hvis jeg bliver ledig", er den af de målte utrygheder, der er vokset mest (cirka syv procentpoint) under coronakrisen.

Næsten tre ud af fire danskere er bekymret for en dyb krise. Ikke desto mindre er der betydelig bekymring for, at krisen kan udløse masseledighed igen. 58 procent frygter, at arbejdsløsheden igen vil gribe om sig. Det er dobbelt så mange som i sommeren 2019. Bekymringen for rentestigninger er også vokset.

Hvis man læser Trygfondens analyse meget grundigt, tegner der sig et billede af et forandret Danmark. Et Danmark, hvor jobusikkerhed rykker frem foran alt andet. Foran klimaet, udlændigespørgsmål, børnene og Arnes tur på førtidspension, uden at de dagsordener er forsvundet.

Det interessante bliver nu, om politikerne vender tilbage til hverdagen fra før coronaen, eller om der kan findes en ny normal tilstand af konstruktiv karakter. Vi vil trods alt gerne have et levende demokrati med plads til at kunne vælge mellem forskellige politiske løsninger på samfundets udfordringer og forskellige veje til mål i fremtiden.

Og vi vil trods alt gerne have et demokrati uden særlove og permanente magtforskydninger fra Folketinget til regeringen og udstrakte bemyndigelseslove.

Den gamle form for politiske bataljer og konfrontationer har mange mennesker til gengæld ikke ligefrem savnet. Mette Frederiksen har trods benhård politisk styring scoret pluspoint på løbende at takke de øvrige partier i Folketinget for samarbejdet under krisen, og for at rose det samarbejdende demokrati i høje toner.

Det virker som om samtlige ministre har fået ordre på at kopiere den samarbejdede tone, selv om både støttepartier og opposition må have vredet sig i irritation over de små kommaer, de har kunnet flytte i genåbningsprocessen.

Og flere steder har det slået offentlige gnister af frustrationer som for eksempel omkring grænseåbningen, rejsereglerne, forsamlingsrestriktionerne og senest antallet af tilskuere til fodboldkampene.

Hvis man skal sige noget om, hvad danskerne synes at efterlyse efter coronaen, og hvad de belønner med øget tillid, er det en form for politik, der ikke spindes ind i taktik og positioneringer, men er mere klar tale og en fair og åben kamp på forskellige ideer.

En form for politik, der ikke bliver til personangreb, overbud og talkonkurrence, men som argumenterer på løsninger og går efter bolden i stedet for manden. De kan godt gennemskue kampen om medieopmærksomheden derude i vælgerhavet.

Medmindre coronaen får en voldsom anden og tredje bølge, vil Mette Frederiksen og regeringen utvivlsomt forsøge at komme tilbage på sporet med den politiske fireårsplan, som blev sat på pause 11. marts med nedlukningen af Danmark.

Den rummer klare socialdemokratiske hegnspæle og markerer den nye retning, som regeringen gerne vil flytte Danmark i, som det blev sagt ved regeringens tiltræden og indgåelsen af aftalen med støttepartierne.

Coronakrisen har i mellemtiden givet Mette Frederiksen og Socialdemokratiet en både personlig og partimæssig medvind i meningsmålingerne at tage af til et udfordrende efterår, hvor der inden alle visionerne skal styr på økonomien og beskæftigelsen som førsteprioritet.

Hvis ikke oppositionspartierne styrer lige så dygtigt og hver for sig eller sammen finder tilsvarende langsigtede politiske hegnspæle at styre efter, bliver den kommende folketingssamling en tilbagevenden til tiden før coronaen og en kamp fra hus til hus om, hvem der kan overbyde lidt her eller der, hvem der kan kræve flest ministre i samråd, hvem der nu står godt eller dårligt i seneste meningsmåling, og hvem der kan lykkes med at få nogle skarpe udtalelser om modparten i medierne.

Demokrati er en politisk kamp på ideer og forskellige anskuelser. Det skal det være, og det må gerne være et skarpt verbalt slagsmål på argumenter, men vælgerne vil også gerne se en gensidig respekt hos politikerne og en evne til samarbejde og handling. Det er vel læren af coronakrisen.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lars Trier Mogensen: DF-formand begår tredobbelt bommert med kronprinseudmelding Lars Trier Mogensen: DF-formand begår tredobbelt bommert med kronprinseudmelding Næste artikel David Trads: Amerikanerne og briterne kollapser i egen selvfedme David Trads: Amerikanerne og briterne kollapser i egen selvfedme
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.