Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen: Ni strømninger i vælgerhavet kan afgøre valget

KOMMENTAR: Ni termiske understrømme i dansk politik kan ende med at afgøre valget. Fælles for dem alle ni er det, at de mere rammer det følelsesmæssige end det faktuelle i politik, skriver Lisbeth Knudsen.

Lisbeth Knudsen skriver om ni tendenser i dansk politik, som politikerne skal holde øje med for at vinde valget.
Lisbeth Knudsen skriver om ni tendenser i dansk politik, som politikerne skal holde øje med for at vinde valget.Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ethvert folketingsvalg sætter sine aftryk på det politiske landskab.

Nogle få valg får særlig historisk betydning og kommer til at sætte sig dybere spor. Andre – de fleste - giver kun små periodiske udsving i mandattallene, der hurtigt falder på plads igen i nærheden af det velkendte niveau ved det efterfølgende valg. Små udsving, der dog rent faktisk godt kan få regeringsmagten til at skifte farve.

Bliver 2019-valget et af dem, der sætter sig dybe spor, og som får historisk betydning? Et jordskredsvalg? Det bliver måske snarere et valg, hvor vælgerne flyder tilbage til Socialdemokratiet efter DF's massive fremgang i 2015 og til SF efter en flirt med Alternativet.

Et valg, hvor det nye højre måske kommer til at slå sig så meget til blods på hinanden og den stramme udlændingepolitik, at ingen af de nye partier kommer ind.

Fakta
Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

For at kunne analysere det alt sammen nærmere, så er det en eftertanke værd at se på de termiske understrømme i dansk politik, som kan afgøre valget. Højtryk og lavtryk kan skifte hurtigt i det danske politiske klima.

Det kan bestemt ikke udelukkes, at både meningsmålinger og kommentatorer undervurderer understrømmene i vælgerhavet lige nu. Som de gjorde det i 2015, hvor både DF's fremgang og størrelsen af Alternativets succes hos vælgerne første gang, de stillede op, blev undervurderet.

Valget vindes i høj grad på følelser, og på hvem der rammer de ni understrømme bedst i valgkampen.

Lisbeth Knudsen

Jordskredsvalg kalder vi den slags, der giver det tunge fodaftryk og langvarige forandringer i det politiske landskab. Det seneste virkelig markante af den slags var folketingsvalget den 4. december 1973.

44 procent af alle vælgere skiftede parti ved det valg, og en tredjedel af Folketingets medlemmer blev udskiftet. Det var det hidtil største vælgerskred i dansk politisk historie og ikke blot nogle omrokeringer inden for blokkene.

Socialdemokratiet mistede en tredjedel af sine mandater og fik med 25,6 procent af stemmerne det dengang dårligste valg siden 1. verdenskrig, mens Det Konservative Folkeparti blev halveret. Stemmerne gik til nye partier som Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne.

Har man politisk korttidshukommelse og falder i koma over de 13 opstillingsberettigede partier ved det kommende valg, og hvordan det dog skal gå til en partilederrunde på tv med det setup, så spol tiden tilbage til 80’erne, hvor det ikke var højrefløjen, men venstrefløjen, der til overflod havde små sekteriske partidannelser som Kommunistisk Arbejderparti, SAP, KAP, Internationalen – Socialistisk Arbejderparti og det gamle DKP.

Nu sker afskalningen så på højre fløj med Klaus Riskær Pedersens socialkonservative parti, Nye Borgerlige og senest Stram Kurs med Rasmus Paludan.

Her er de termiske understrømme hos vælgerne, som jeg tror, det er værd at holde øje med:

1)    Mistilliden til politikerne har lige nået et nyt lavpunkt. I en måling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget er det nu kun 29 procent af den danske befolkning, der har meget stor eller ret stor tillid til politikerne. I 2015 var det 47 procent. Og ti år før i 2005 var det 70 procent.

Hvad er det, politikerne rammes af med den øgede mistillid? Det er løfter, der ikke bliver indfriet. Det er en politisk debat, der ikke afspejler den realitet, at selv nok så gode politiske idéer kræver 90 mandater for at blive realiseret. Det er oplevelsen af, at politikerne mere bruger tid på at bekæmpe hinanden og vinde magten i stedet for at finde løsninger på de reelle problemer. Det er manglende tro på den politiske handlekraft og vision.

2)    Manglende identifikation. Helt i forlængelse af det første. Nogle er bare kørt træt i at se på de samme politikere sige næsten det samme, kæmpe om de samme midtervælgere og debattere i det samme indforståede politikersprog, som er svært at afkode.

Træt af ikke at kunne identificere sig med den politiske klasse på Christiansborg, som er mere akademikertung end arbejdertung, og hvor et stigende antal rekrutteres uden erhvervserfaring direkte fra studiejobs og ind i en politisk karriere.

3)    Råbet efter noget nyt. I ethvert valg er der en understrøm af råbet på noget nyt. Mennesker, der skriver under på opstillingen af nye partier, alene ud fra den betragtning at det er sundt med nogle nye hoveder, nogle provokationer og nogle nye idéer i den politiske andedam, selv om de måske ikke er særligt enige med de pågældende.

Vælgerne kan have en djævelsk overbevisning om, at lidt ravage i den politiske debat er spændende, selv om formålet ikke er særlig gennemtænkt.

4)    Udlændingestramninger. Trods opstramningen af udlændingepolitikken og paradigmeskift med bred politisk tilslutning i Folketinget er der strømninger i befolkningen, som bare ikke synes, det er nok.

Som er tordnende ligeglade med konventioner, grundlov og menneskerettigheder og traumatiserede børn på udrejsecentre. Som føler en utryghed og bekymring ved fremmede kulturer og den indflydelse, som islam kan have på vores traditioner, vores kristne værdigrundlag og vores nationale sammenhold.

5)    Polarisering. I forlængelse af udlændingespørgsmålet og den manglende identifikation kommer en polarisering, som partierne selv skubber kraftigt til. Når Socialdemokratiet jagter målet at få arbejderne til at vende tilbage til partiet, så handler det ikke kun om en fast udlændingepolitik. Så bliver bankernes hvidvask og direktørernes bonusordninger til ”griskhed” og kulturpolitikken til ”elitens projekt”.

Andre partier vælger at gøre djøferne til yndet prygelknabe for alt bureaukrati, regelbøvl og besvær. Der bliver skabt nogle ”dem og os”-billeder, som kan skubbe til ønskeforestillingen om det homogene danske samfund med lav ulighed og lav magtdistance.

6)    Centralisering. Hvis man tror, at diskussionen om centralisering alene er noget, der handler om København versus provinsen, så har man ikke forstået, hvad der foregår rundtomkring i landet.

Her handler kampen om prioriteringen af penge, ressourcer og jobs også om de store byer versus omliggende landsbyer og opland i mange kommuner. Politikerne er kommet mere på distance, og mange mennesker føler sig hverken set, hørt eller repræsenteret af dem, der sidder på magten. Hverken lokalt eller nationalt.

7)      Velfærdsforventninger. De seneste protestaktioner mod bemandingen i kommunernes daginstitutioner og vuggestuer er kun et eksempel på, at der er et stigende misforhold mellem det, kommunerne tilbyder, og det, borgerne forventer.

Et tilsvarende pres er der på ældreområdet, hvis de ældre var lige så markante en politisk magtfaktor som børnefamilierne.

Det samme gælder for regionernes vedkommende på sygehusområdet. Den her mangel på afstemte forventninger mellem det, politikerne siger og lover, og det, borgerne dermed forventer, kan blive en stærkt medvirkende faktor til mistilliden. Det er her, slagsmålet om kernevelfærden står i valgkampen.

8)      Klimaet. Næsten alle politiske partier vil gerne gøre noget godt for klimaet og har det højt på agendaen ved dette valg.

Men der er en underliggende strømning i vælgerhavet særligt blandt de yngre af, at det ikke er tilstrækkeligt, hvad der gøres, og at partiernes klimaplaner på ingen måde er tilstrækkeligt overbevisende og konkrete på handlinger. Klimaet flyttede stemmer til Alternativet ved valget i 2015. Nu kæmper alle om troværdighed på den dagsorden.

9)    Tilbagetrækning. Det var i 2006, at det brede velfærdsforlig blev indgået, som kædede pensionsalderen sammen med den såkaldte restlevetid. I 2011 blev forliget revideret med tilbagetrækningsreformen, og der blev blandt andet indført en seniorførtidspension for nedslidte, som har vist sig ikke at virke hensigtsmæssigt. Det er blevet et varmt politisk emne.

Først dagsordensat af fagbevægelsen, så af Socialdemokratiet og nu alle partier. Ingen tør lade den bold ligge. Bekymringen for nedslidning og for de til tider absurde, langvarige arbejdsprøvningsprocesser, som de nedslidte skal igennem, har længe været en negativ understrøm i dele af befolkningen, men nu er det vokset til at blive et alment emne.

”Skal vi arbejde, til vi segner”, spurgte formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, i sin 1. maj-tale. Det er gået op for flere, at de i fremtiden skal arbejde, til de måske er 74 år, før pensionen venter. Nu kæmper partierne om at finde de mest troværdige svar på det.

Først når valgkampen er forbi og valget overstået, kan vi analysere, hvilke af disse understrømme der blev de mest udslagsgivende for valgets resultat.

Fælles for dem alle ni er det, at de mere rammer det følelsesmæssige end det faktuelle i politik. Det handler ikke om bruttonationalprodukt, kerneøkonomi, vækst og beskæftigelse og en debat om den offentlige sektors størrelse i 2030.

Det handler heller ikke om skat, for der er ikke en bred understrøm i den danske befolkning for kravet om skattelettelser, selv om det bliver et emne i valgkampen.

Der er heller ikke en brændende økonomisk platform. Valget vindes i høj grad på følelser, og på hvem der rammer de ni understrømme bedst i valgkampen.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00