Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen: Vi bliver ikke bedre af at udradere pinlige kapitler af historien

KOMMENTAR: Det giver mere mening at forbedre den tid vi lever i nu, end at gøre op med fortiden målt med nutidens moralbegreber.

Vi får ikke et pænere image og en renere politisk samvittighed af at udradere fortidens fremtrædende personligheder og gøre dem til skurke, skriver Lisbeth Knudsen.
Vi får ikke et pænere image og en renere politisk samvittighed af at udradere fortidens fremtrædende personligheder og gøre dem til skurke, skriver Lisbeth Knudsen.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mens vi er midt i en dybt alvorlig global sundhedskrise, en økonomisk krise og en kæmpemæssig klimaudfordring, forekommer det virkelig sært at starte en større selvransagelse og et opgør med pinlige og mindre flatterende dele af vores Danmarkshistorie i 1700-tallet set gennem nutidens etiske prisme.

Med stor entusiasme tales der om at fjerne statuer af historiske skikkelser, som nu engang fungerede inden for fortidens moralkodeks, der ikke tog afstand fra slavehandel. Der tales om at sætte ”skammetavler” på Amalienborg og andre pæne, gamle palæer i indre København opført for penge fra Danmarks kolonitid og om at udradere vejnavne opkaldt efter de formastelige skikkelser med en rolle i dansk kolonihistorie.

Hvis man først går ned ad den vej, så er der meget at tage sig til at rydde op i. Så kan vi udskamme alle i 1700-tallets Danmark, der tjente penge på slavehandlen, indtil den blev forbudt i 1848. Så skal folk, der helt forargeligt forhindrede, at kvinderne ikke fik lige stemme- og valgret med mændene til Folketinget før i 1915 da klart udskammes. Og det samme gælder dem, der førte os ind i ulyksalige krige gennem årene, som vi endte med at tabe, for derefter pinligt at skulle afstå store områder af gamle Danmark til andre lande. Dem kan vi ikke have statuer stående af.

Vi får ikke et pænere image og en renere politisk samvittighed af at udradere fortidens fremtrædende personligheder og gøre dem til skurke, der nu skal blacklistet efter nutidens verdenssyn og menneskesyn. Vi må dømme dem på den tid, de var en del af og de valg, de måtte træffe på baggrund af situationen dengang. Og den var til tider umenneskelig, frastødende og grusom, når vi vurderer den på dagens etiske vægtskål. Ellers må vi nok også hellere sige undskyld for vikingernes optræden i England i sin tid. Den var heller ikke særlig køn.

Fakta
Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Læs også

Vi har til gengæld en forpligtelse til at fortælle vores historie til nye generationer - både de pæne og de grusomme sider. Til at huske på hvad vi gjorde forkert, og hvor vi var på den forkerte side. Til at lære af historien. Og skal der, som nogen mener, et særligt museum til om kolonitidens Danmark, så fint med det. Men det kunne måske indtænkes i allerede eksisterende historiske samlinger og undervisningsmaterialer. Gør man sig bare lidt umage er det også nemt at finde meget grundigt og godt materiale om Danmarks kolonitid i bogform.

Det giver langt mere mening at forholde sig til nutidens racisme og forskelsbehandling med etniske eller religiøse fortegn og gøre noget ved den, end at rode op i fortiden.

Lisbeth Knudsen

I 2017 var det 100 år siden, at Danmark solgte øerne i Dansk Vestindien, og det førte også dengang til fornyet debat om Danmarks historiske rolle og nutidige ansvar.

I sin nytårstale til danskerne 1. januar 2017 omtalte statsminister Lars Løkke Rasmussen Danmarks fortid som slavemagt: ”Danmark er et særligt land. Og vi lever i et tæt samspil med resten af verden. Det har vi en lang tradition for. Desværre er den ikke lige ædel hele vejen. I år er det 100 år siden, Danmark solgte de Vestindiske Øer til USA. Og satte et punktum for et grusomt kapitel i vores historie. Mange af Københavns smukke gamle huse og palæer blev opført for penge tjent på slavers slid og udbytning på den anden side af Jorden. Det er ikke en stolt del af Danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er heldigvis fortid,” sagde Løkke Rasmussen dengang.

Og det var rigtigt og relevant at få sat det perspektiv på markeringen af salget af Dansk Vestindien og dermed et kritisk punktum for den tid.

Min pointe er, at det giver langt mere mening at forholde sig til nutidens racisme og forskelsbehandling med etniske eller religiøse fortegn og gøre noget ved den, end at rode op i fortiden. Anledningen til den fornyede debat om Danmarks skamfulde rolle i kolonitiden er drabet på den amerikanske, sorte mand, George Floyd, i politiets varetægt og optaget på video med hele verden som publikum. Drabet har udløst massive raceuroligheder, protester mod strukturel racisme, forskelsbehandling og politivold mod sorte befolkningsgrupper.

Det giver god mening at forholde sig til, at racespørgsmålet stadig i 2020 desværre kan være så aktuelt. At forholde sig til, hvordan det kan skabe en bevægelse som Black Lives Matter, der breder sig uden for USA's grænser og også her til Danmark. At forholde sig til budskaberne fra den bevægelse, og hvem der tegner den udadtil.

Det amerikanske billede af strukturel racisme og politivold er heldigvis på ingen måde situationen i Danmark. Men vi kan ikke sige os fri for, at vi også har områder med negativ forskelsbehandling og diskrimination på grund af oprindelse, hudfarve, religiøsitet og navn i Danmark. At vi både har hadforbrydelser begået mod både muslimer og jøder. Det har en ret omfattende mediedækning vist de seneste uger med ikke mindst unge stemmer fra forskellige mindretal i Danmark. Men nogen dybere analyse af racisme i Danmark har vi desværre ikke at holde os til. Det burde vi have.

I 2018 registrerede Rigspolitiet 449 sager, som efter politiets opfattelse kan karakteriseres som hadforbrydelser. I disse sager er der rejst sigtelse i 84 tilfælde mod i alt 101 personer. Antallet af registrerede sager ligner det foregående år, hvor der blev identificeret 446 sager. I 2016 var antallet derimod på 274 sager.

Størstedelen af sagerne i 2018, nemlig 260, er registreret med et racistisk motiv, som dækker over offerets formodede nationalitet/etnicitet, race/hudfarve eller andre racistiske motiver. 155 af sagerne i 2018 er motiveret af gerningspersonens opfattelse af offerets race/hudfarve. Af de 112 religiøst motiverede sager i 2018 handlede 63 om forbrydelser med baggrund i had og fordomme over for muslimer og islam. Dernæst kommer jødedom/jøder (26) og kristendom/kristne (14). 74 sager er i 2018 klassificeret som seksuelt orienterede. Langt de fleste af disse angår homoseksualitet.

I en tilbagevendende offerundersøgelse udspørges et udsnit af danskere på 16 - 74 år, om de har været udsat for vold og andre former for kriminalitet. Herunder i hvilket omfang den vold, de er blevet udsat for, efter deres opfattelse er motiveret af racisme eller (formodet) seksuel orientering. Der spørges ikke til politisk eller religiøst motiveret vold. I perioden 2008 - 2017 mener syv procent, at volden mod dem helt sikkert var motiveret af racisme.

Det ville svare til, at mellem 3600 og 5000 personer hvert år udsættes for racistisk motiveret vold. Signifikant flere mandlige ofre end kvindelige ofre meddeler, at voldshændelsen mod dem har eller måske har været motiveret af racisme. Tre procent mener, at volden mod dem var motiveret af seksuel orientering. Det svarer til mellem 1500 og 2500 ofre årligt. Modsat motivet racisme mener signifikant flere kvinder end mænd, at voldsmotivet helt sikkert eller måske var seksuel orientering.

Andet og mere end disse tal har vi ikke at forholde os til, når det gælder konkretiseringen af racisme i Danmark og så de dokumenterede fortællinger, som medierne viderebringer. Vi har meningsmålinger der fortæller, at danskerne ikke selv mener, vi er racister. Vi har brug for mere viden i dybden om adgangen til arbejdsmarkedet, om diskrimination i folkeskoler og andre uddannelsessteder. Om diskrimination i sporten, hvor vi har oplevet sportsfolk med en anden hudfarve eller seksualitet blive udsat for chikane.

Under Folketingets afslutningsdebat forleden udløste Sikander Siddique, Frie Grønne Stemmer, ballade for at opfordre til og inden for sin taletid afholde et minuts stilhed for amerikanske George Floyd, der døde under en skræmmende og oprørende politianholdelse i Minneapolis i delstaten Minnesota for en måned siden.

Medlemmer af Folketinget må selvfølgelig selv bestemme, hvad de vil bruge deres taletid til, hvis de i øvrigt overholder forretningsordenen, men det var ikke rette tid og sted for en mindemarkering af den karakter. Et minuts stilhed bruges normalt som en symbolsk gestus i Folketingets regi ved store nationale tragedier eller som en særlig æresbevisning for at mindes vigtige, nationale skikkelser.

Her hørte mindet om George Floyd ikke hjemme. At Sikander Siddique til gengæld bragte emnet om nutidens racisme i Danmark med egen personlige erfaring som eksempel frem til debat var absolut relevant og havde fortjent i en helt anden politisk kontekst at blive sat til debat.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00