Lisbeth Knudsen: Vi ses på den anden side

Kommer vores rejsemønstre både for erhvervsfolk, uddannelses- og videnskabsfolk og private til at ændre sig for bestandig? Nu har vi lært, at mange møder godt kan foregå virtuelt, og vi har fået en frygt for at havne i et land, der pludselig lukker af for udrejse og indrejse.

Vil vi acceptere forskellige risikofyldte nationale traditioner som åbne markeder med levende dyr? Det, der måske var årsagen til starten på pandemien? Hvornår vil vi igen stå tæt på en musikfestival eller nyde en teaterforestilling på tætte stolerækker?

Globaliseringen har fået en febervirus, som det kommer til at tage lang tid at slå ned, om det nogensinde sker. Vi har fået en frygt for hinanden. Vi er blevet os selv nærmest i nationalstaterne, og dog kan vi ikke på længere sigt holde grænserne lukket og skodderne rullet ned, hvis vi vil handle med omverdenen.

Økonomien: Regeringer, nationalbanker, investorer og økonomer rundtomkring i hele verden prøver at beregne, hvad coronakrisen kommer til at koste i tilbageslag.

Alle siger nu, at størrelsen af tilbageslaget vil blive større end finanskrisen i 2008-2009. At vi kommer til at opleve eksplosiv vækst i ledigheden og i antallet af virksomhedskonkurser i de kommende måneder.

Aktiemarkederne skifter mellem blodrødt og en lille smule optimisme, når sundhedsmyndighederne kommer med et enkelt positivt tal her og der.

Ledighedstallene stiger de kommende måneder, og de fattigste klarer den ikke. Optimisterne spår en gradvis genopretning af økonomien i slutningen af 2021 og ind i 2022. Pessimisterne, at krisen kommer til at vare længere. Og superoptimisterne at vi er tilbage på vækstsporet allerede i 2021.

Sagen er, at det her er vi ikke herrer over. Det afhænger af, om coronavirussen vender tilbage i efteråret eller i foråret 2021. Og det afhænger af, hvornår der findes en brugbar vaccine. Det afhænger af, hvornår vi får tillid til at handle med hinanden igen.

Kina og USA: Billedet lige nu af forholdet mellem stormagterne er et Kina på vej op af ulykkerne efter coronavirussen og et USA på vej i knæ.

Den kinesiske økonomi er på vej op i gear igen, og Kina bruger nu kræfter på en hel ny form for ”mundbindsdiplomati” og katastrofehjælp til Europa, Asien, Afrika og USA.

Kineserne ved godt, at deres økonomi også er afhængig af, at resten af verden ikke bukker økonomisk sammen under pandemien. Derfor sender de udstyr, værnemidler og eksperter til de hårdest ramte lande.

Ikke kun for at rette op på den kendsgerning, at endnu en epidemi lige som sars i sin tid startede i Kina. Men også for at fremstå som den økonomiske stormagt, som Kina er nu med politisk overskud og styrke til at hjælpe andre, mens USA lukker sig om sig selv.

Demokratiet: The Economist skrev forleden en artikel om, hvordan stærk og indgribende regeringsførelse er nødvendig i krisetider til at bekæmpe en pandemi.

Det afgørende er, hvordan man får den stærke regeringshånd og styring til at skrumpe igen. Når der gennemføres kriselovgivning af virkelig indgribende karakter i forhold til de frihedsrettigheder, som vi normalt lovpriser i vestlige lande, kommer vi så til at vende tilbage til normalen på et tidspunkt?

Jeg tillader mig at citere fra The Economist, som beskriver malende, hvordan en virus på få millimeter på få uger har forvandlet de vestlige demokratier.

Det er den mest dramatiske udvidelse af statens magt, der er sket i fredstid. Det ene tabu efter det andet ryger. Staten lukker virksomheder og butikker og udskriver statslige støttepakker af enorme dimensioner til private virksomheder og borgere. Beordrer folk i isolation. Politiske ledere i en række lande, som eksempelvis Ungarn, har brugt coronavirussen til at sætte demokratiet ud af spil.

De radikale statslige indgreb og særlovgivningen har historisk set en tendens til at blive helt eller delvist hængende. Derfor skal vi holde godt øje med, om særreglerne og de politiske indgreb i den akutte krisesituation rent faktisk forsvinder igen, og vores demokratiske værdier ikke bliver udhulet af en pandemi.

Klimaet: Hvad er det for en klimadiskussion, vi vender tilbage til efter coronaen? Før coronaen lukkede Danmark ned 11. marts, var hele foråret plastret til med klimapartnerskaber, klimalov og klimaforhandlinger.

Der var intet over og intet ved siden af det på den store politiske agenda. Og så alligevel. En ting har coronakrisen dog dokumenteret med al tydelighed: Når vi bliver hjemme, når vi ikke transporterer os rundt, når produktionen mange steder står stille, ja, så virker det på forureningen. Luften er blevet renere, mens livet gik i stå.

Men pandemidagsordenen kommer til at vare længe. Så en tilbagevenden til fuldt klimafokus bliver sikkert svært. Virksomhederne har ikke brug for ekstra omkostninger lige nu. Og alligevel må klimaindsatsen være tæt knyttet til måden, vi skal sætte gang i økonomien på igen.

Danmark: Vi har endnu til gode at se, hvordan vi selv kommer ud af krisen i Danmark. Hvad millionerne til at holde hånden under virksomheder og medarbejdere under coronakrisen kommer til at koste dansk økonomi, når der formentlig skal ekstra finanspolitiske initiativer til at sætte gang i forbruget og eksporten igen.

Hele det politiske excel-ark for resten af året er væltet omkuld på disse få uger, og regeringen skal have gang i en plan B. Drømmen om et fokus på øget velfærd og klimaindsats for milliarder ligner nu noget helt andet. Det hedder beskæftigelse først, gang i hjulene og dansk økonomi på fode igen.

Digitalt kompetenceløft: I en del år efterhånden har vi talt om det digitale kompetenceløft, vi ville have brug for, til hele befolkningen i de kommende år.

Vi har nu lige i disse coronatider gennemført et historisk stort eksperiment med lige præcis det. Med en meget stor del af befolkningen sendt på hjemmearbejde og på opgave som erstatning for landets dygtige skolelærere, så har vi på få uger lært at håndtere videomøder på alle mulige systemer, skoleopgaver og meget andet i forskellige apps og programmer.

Det må vi kunne bruge til noget i postcoronatid. Til mere effektive møder. Til at spare rejsetid. Til at øge antallet af hjemmearbejdstimer.

Sammenhold: De her uger under coronakrisen har vi lovprist alle de fremragende initiativer, der viser, at vi danskere godt kan finde ud af at hjælpe hinanden. At kreativiteten er stor fra fælles morgensang til hjælp med indkøb og mad til dem, der ikke kan gå ud.

Vi kunne faktisk også godt finde ud af det med at holde afstand i supermarkederne og på legepladser og i parker. Når vi altså bare ikke lige frygter at løbe tør for mad og toiletpapir. Så hamstrer vi som alle andre. Krisen har vist, at der er stor hjælpsomhed i det danske folk. Vi har et stærkt civilsamfund, og det må kunne bruges til noget godt også efter krisen.

Menneskelighed: Hvordan skal vi få modet til at styre vores frygt, og frygten for at coronaen vender tilbage og rammer os, når vi lige tror, det er overstået?

Hvordan skal vi overkomme, at vi måtte overlade vores ældre og syge til sig selv på et tidspunkt, hvor de har været allermest ensomme og måske endda bange?

Hvordan skal vi blive robuste igen til at møde andre uden frygt for smitte?

Coronakrisen efterlader en hel masse mentale spørgsmål. Nu tales der om coronaangst i kølvandet på epidemien. Der er lige så meget brug for al det sammenhold og den hjælpsomhed efter krisen, som vi opbyggede under krisen.

De fleste af os tilhører generationer, der aldrig har oplevet en krig. Vi skal vænne os til, at nye former for krige kan være sundhedskrige. Krige, der skal føres mod epidemier, der kan opstå ganske pludseligt, som covid19 gjorde det.

Listen her kunne være endnu længere. Der bliver god anledning til at revidere den og opdatere den om et par måneder.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.