Nyt coronapressemøde med Magnus Heunicke klokken 16.00

Slået op af Altinget.dk i Tirsdag den 29. september 2020

Heunicke på pressemøde: Et skærpet forsamlingsforbud og udvidet brug af mundbind er i værktøjskassen

STATUS: Der er ikke kommet yderligere restriktioner på tirsdagens pressemøde. Men sundhedsminister Magnus Heunicke (S) lufter muligheden for at skærpe forsamlingsforbuddet og indføre flere mundbindskrav, hvis der kommer en ny stigning i smittetal. Gense hele pressemødet her.

Andreas WindEmma Qvirin Holst

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) havde ikke nye restriktioner med sig til tirsdagens pressemøde om coronavirussen.

Men det kan komme på tale.

”Der kommer ingen restriktioner i dag. Men vi skal også være ærlige og komme med den besked, at det ikke på noget tidspunkt bliver muligt at udelukke, at det vil blive nødvendigt på et senere tidspunkt, fordi niveauet for smitte er stadig højt,” sagde sundhedsministeren og tilføjede:

”Hvis vi igen ser, at udviklingen tager et skridt i den forkerte retning, kan det igen blive nødvendigt med yderligere tiltag.”

Heunicke præsenterede to tiltag, der kan komme i brug, hvis det er nødvendigt.

Det drejer sig om en skærpelse af forsamlingsforbuddet. Som forbuddet er nu, er det ikke tilladt at være samlet mere end 50 personer undtaget enkelte siddende arrangementer så som konferencer. Derudover kan der komme yderligere krav om brug af mundbind, som lige nu gælder i offentlig transport, taxaer og på serveringssteder.

Under forårets nedlukning af samfundet, var der i flere måneder et forbud mod at være samlet mere end 10 personer.

Fald i smittetal
Op til pressemødet blev de nyeste smittetal offentliggjort, som viser, at antallet af nye smittede har været faldende de seneste tre dage. Men det er endnu for tidligt at konkludere på tallene, lød det fra sundhedsministeren.

”Der er i hvert fald ikke nye store stigninger. Men det er vigtigt, at I er med på, at det er for tidligt at konkludere, at kurven at knækket,” sagde han.

Ministeren understregede, at det endnu er for tidligt at fastslå effekten af de tiltag, der er indført. Men han henviste til, at der muligvis kan spores en positiv tendens i Københavns kommune, hvor de nye tiltag først blev indført. Her er sket et fald i smittespredningen.

”Her er der noget, der tyder på, at tiltagene i hvert fald har haft en vis effekt. Men det er igen sagt med forbehold,” sagde Magnus Heunicke.

Kontakttallet, som angiver i hvor høj grad smitten spreder sig, er også faldet fra 1,3 til 1,1, hvilket betyder, at 10 personer nu smitter 11 personer. Det tal skal dog helt ned under 1, før kurven er knækket, sagde ministeren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)









0:000:00