Sådan forløb overdragelserne: "Du bliver en fremragende statsminister"

NYE MINISTRE: En ny regering er på plads, og hele torsdagen stod der ministeroverdragelser på programmet. Få overblik over hele forløbet.

Klokken 16.24: Her er den nye regering
Ministeroverdragelserne er færdige, og her er den så; den nye S-regering. Mød alle de nye ministre her.

Klokken 16.15: Hummelgaard er ny beskæftigelsesminister 
Troels Lund Poulsen (V) overdrager lige nu beskæftigelsesministeriet til Peter Hummelgaard (S), der ifølge eget udsagn altid har drømt om netop dette ministerium:

"Beskæftigelsesområdet handler om mennesker. Det ligger der en enorm forpligtigelse i," siger han og roser sin forgænger for sin imødekommenhed, som Hummelgaard vil lade sig inspirere af.

Den nye minister giver Troels Lund Poulsen en sangbog med arbejdersange med påmindelsen om at værne om den danske model.

Klokken 16.00: Kun fire ministeroverdragelser tilbage
Vi er ved at være i mål med dagens ministeroverdragelser. Kun følgende fire er tilbage:

  • Klokken 16.00 i Erhvervsministeriet: Rasmus Jarlov overdrager til erhvervsminister Simon Kollerup.
  • Klokken 16.00 i Uddannelses- og Forskningsministeriet: Tommy Ahlers overdrager til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
  • Klokken 16.00 i Beskæftigelsesministeriet:Troels Lund Poulsen overdrager til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
  • Klokken 16.00 i Kirkeministeriet: Mette Bock overdrager til kirkeminister Joy Mogensen.

Klokken 15.50: Tesfaye takker Støjberg
Den nye udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) var tydeligt ydmyg over sin nye post, da han tog ordet efter Inger Støjberg.

Han brugte sin taletid til at rette en dybfølt og oprigtig tak til sin forgænger:

"Jeg har den dybeste respekt for den arbejdsopgave, du har løftet på vegne af vores samfund," sagde han blandt andet og gav Inger Støjberg to flasker Cola Cola Zero og en lagkagekniv:

"Den får jeg ikke brug for," sagde han.

Klokken 15.48: Støjberg giver Tesfaye en kugleramme
"Det er ikke med min gode vilje, at jeg står her i dag," indleder Inger Støjberg, inden at hun overdrager Udlændinge- og Integrationsministeriet til Mattias Tesfaye (S).

"Jeg vil gerne sige en stor og varm tak til alle, der har arbejdet her. Der har ikke været mange stille dage her i ministeriet, og jeg er klar over, at der har været mange holdninger til mig og ministeriet, og jeg ved, at i med sikkerhed er blevet konfronteret med det i jeres fritid. Selv kan jeg stå inden for samtlige 114 stramninger, der er blevet gennemført," siger Støjberg, inden at hun henvender sig til sin efterfølger:

"Pas nu godt på ministeriet og dem, der arbejder her. Du er et godt og dejligt menneske, og jeg ønsker dig alt det bedste."

Mattias Tesfaye får af Støjberg en kugleramme og et bordflag, så han kan tælle de kommende lempelser og huske at sætte Danmark først.

Klokken 15.35: Flere overdragelser
Følgende ministeroverdragelser er nu startet:

  • Klokken 15.30 i Sundheds- og Ældreministeriet: Ellen Trane Nørby og Thyra Frank overdrager til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.
  • Klokken 15.30 i Børne- og Socialministeriet: Mai Mercado overdrager til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og social- og indenrigsminister Astrid Krag.
  • Klokken 15.30 i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet: Ole Birk Olesen overdrager til transportminister Benny Engelbrecht og boligminister Kaare Dybvad.
  • Klokken 15.30 i Udlændinge- og Integrationsministeriet: Inger Støjberg overdrager til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.

Hele tidsplanen kan ses i faktaboksen.

Klokken 15.31: Wammen vil trække klimaet ind i Finansministeriet
Den nye finansminister Nicolai Wammen (S) takker Sophie Løhde (V) og Kristian Jensen (V) for gaverne og ordene.

Han slår nu selv fast, at han vil lægge op til bredt samarbejde, passe på pengene og trække "en grøn tråd" igennem Finansministeriet:

"Klimaet kommer til at fylde mere i Finansministeriet. Det er den helt store udfordring, vi står overfor i Danmark og i resten af verden," siger Wammen.

Klokken 15.28: Løkke forlader Statsministeriet

Klokken 15.25: Overdragelse i forsvarsministeriet
Tidligere på dagen overdrog Claus Hjort Frederiksen (V) forsvarsministeriet til Trine Bramsen (S).

Den nye forsvarsminister fik et signalhorn og gav selv sin forgænger en lejetøjsdrone.

[Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix]

Klokken 15.18: Wammen får krus af Kristian Jensen
"Man vil ofte have lyst til at bruge hammeren og banke tingene på plads. Men jeg tror, at du kommer længst med en kop kaffe," siger Kristian Jensen og giver Nicolai Wammen et krus og en lille hammer. 

Wammen får desuden en kopi af Onkel Joakims lykkemønt, der skal tilhøre ministeriet.

Klokken 15.05: Finansministeriet
Afgående departementschef Martin Præstegaard holder lige nu tale for afgående finansminister Kristen Jensen (V) og afgående minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V).

Han byder også den nye finansminister Nicolai Wammen (S) velkommen med en påmindelse om, at han skal lære et nyt sprog:

Klokken 15.02: Nye overdragelser på programmet
De næste ministeroverdragelser er allerede startet. De er som følger:

  • Klokken 15.00 i Finansministeriet: Kristian Jensen og Sophie Løhde overdrager til finansminister Nicolai Wammen.
  • Klokken 15.00 i Skatteministeriet: Karsten Lauritzen overdrager til skatteminister Morten Bødskov.
  • Klokken 15.00 i Miljø- og Fødevareministeriet: Jakob Ellemann-Jensen og Eva Kjer Hansen overdrager til miljøminister Lea Wermelin og ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen.
  • Klokken 15.00 i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet: Lars Christian Lilleholt overdrager til klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Få overblik over hele tidsplanen her.

Klokken 15.00: Nick Hækkerup tager ordet
"Jeg taler sandt, når jeg siger, at jeg allerhelst ville være justitsminister," siger justitsminister Nick Hækkerup og sender en hilsen til sin forgænger Søren Pape Poulsen:

"Jeg synes, at du har været en god justitsminister. Det ved jeg godt, at man ikke må sige, når vi nu er i opposition, men jeg er meget glad for at efterfølge dig," siger Hækkerup og giver Pape en guide-bog til Folketinget, som han selv har været med til at skrive.

Klokken 14.52: Pape holder tale
Søren Pape Poulsen (K) roser og takker i sin tale ministeriet og dets medarbejdere for "sit livs oplevelse", inden han henvender sig til den nye justitsminister, Nick Hækkerup:

"Du får nogle helt fantastiske mennesker omkring dig. Mit bedste råd er at lytte til dem og passe godt på dem. Jeg er helt sikker på, at du vil passe godt på Justitsministeriet," siger Pape.

K-formanden giver sin efterfølger et legetøjspolitisæt for at minde ham om vigtigheden af landets betjente.  

Klokken 14.40: Justitsministerposten overdrages
I skrivende stund overdrages flere ministerier. En af dem er justitsministerposten.

Departementchef Barbara Beatrice Bertelsen holder lige nu tale for den afgående minister Søren Pape Poulsen (K):

"Du har fra første færd insisteret på, at man i systemet altid skulle starte med perspektivet for de mennesker, som systemet er til for," siger hun blandt andet og taler nu til den nye justitsminister Nick Hækkerup (S)

Klokken 14.30: Ny ministeroverdragelse i Udenrigsministeriet
Overdragelserne fortsætter i Udenrigsministeriet, hvor forhåndværende minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V) overdrager posten til Rasmus Prehn (S).

Klokken 14.21: Jeppe Kofod taler
Jeppe Kofod er nu på talerstolen, hvor han henvender sig til Anders Samuelsen:

"Når man kravler op i træ, kan man se verden lidt bedre. Politik kan nogle gange være lidt brutal, og jeg blev personligt meget vemodig på valgaftenen, da jeg så, hvordan det gik for dig," siger Kofod og giver Samuelsen et slips i gave. 

Klokken 14.18: Samuelsen taler
"Jeg har nydt hver eneste dag at arbejde sammen med jer i Udenrigsministeriet," siger Samuelsen blandt andet og henvender sig til sin efterfølger Jeppe Kofod:

"Du har den perfekte baggrund som tidligere medlem af Europa Parlamentet. Så er man per definition kompetent," lyder det fra Samuelsen, der giver Kofod fem badeænder i gave.

Klokken 14.08: Overdragelse i udenrigsministeriet
Departementchef i Udenrigsminister Lars Lose har holdt tale for både afgående udenrigsminister Anders Samuelsen og udenrigsminister Jeppe Kofod.

Anders Samuelsen fik en rejsekuffert i gave. Den tidligere LA-leder holder nu tale - sin sidste i dansk politik.

Klokken 14.02: Billeder fra statsministeroverdragelse

  
 [Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
 
 [Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
 
[Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]

Klokken 13.56: Tre ministeroverdragelser på trapperne
Om få minutter starter de næste ministeroverdragelser:

  • Klokken 14.00 i Udenrigsministeriet: Anders Samuelsen og Ulla Tørnæs overdrager til udenrigsminister Jeppe Kofod og minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn. Eva Kjer Hansen vil også være til stede.
  • Klokken 14.00 i Forsvarsministeriet: Claus Hjort Frederiksen overdrager til forsvarsminister Trine Bramsen.
  • Klokken 14.00 i Økonomi- og Indenrigsministeriet: Simon Emil Ammitzbøll-Bille overdrager til social- og indenrigsminister Astrid Krag.

Se hele tidsplanen i faktaboksen.

Klokken 13.50: Mette Frederiksen taler
Nu siger statsminister Mette Frederiksen et par ord.

"Jeg vil gerne takke dig Lars for en fair valgkamp og din mangeårige indsats for Danmark. Statsministerpositionen kræver netop, at man er fair og ordentlig og altid sætter landet og danskerne over en selv," siger Mette Frederiksen og kalder en meget rørt Løkke for "en af de tungeste, sværeste og dygtigste politiske modstandere".  

Mette Frederiksen giver en prikket bjergtrøje til cykelentusiasten Lars Løkke Rasmussen:

"Du gik i udbrud i valgkampen, og jeg håber, at du fremover vil bruge meget mere tid på at cykle," siger hun til stor morskab for både Løkke og de øvrige tilstedeværende.

Klokken 13.40: Løkke taler
Departementchef Christian Kettel Thomsen nåede også at tale til Mette Frederiksen, inden at Lars Løkke Rasmussen nu siger et par ord.

Han starter med at bemærke, at han kun tog et nip af champagnen, fordi han nu skal køre hjem. 

"Det er et privilegie at få lov til at arbejde her," siger Løkke desuden og roser Christian Kettel Thomsen som værende "den bedste embedsmand", man kunne ønske sig. 

Løkke giver statsminister Mette Frederiksen et par blå Kanvas-bukser og arbejdshandsker:

"Nu skal du i arbejdstøjet. Jeg tror, at du bliver en fremragende statsminister."

Klokken 13.33: Overdragelse i Statsministeriet
Den første ministeroverdragelse i Statsministeriet er startet. Departementchef Christian Kettel Thomsen holder nu tale for forhåndværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

"Nogle sætter sig i ind lønkammeret og tænker store tanker for dig selv. Du skal ud blandt mennesker," siger Thomsen blandt andet og giver en rørt Lars Løkke Rasmussen en vandrerygsæk i gave, så han kan komme ud og vandre med familien.

Klokken 13.16: Hilsen fra EU
Formanden for EU-Kommisionen, Jean-Claude Juncker, ønsker Mette Frederiksen tillykke med statsministerposten. Allerede på søndag skal den nye statsminister til sit første EU-topmøde, hvor der skal træffes vigtige beslutninger om fordelingen af EU-topposterne. 

Klokken 12.52: Første ministeroverdragelse
Den første ministeroverdragelse finder sted i Statsministeriet klokken 13.30. Her overdrager den nu forhåndværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nøglerne til statsminister Mette Frederiksen (S).

Klokken 12.45: Jeppe Kofods afløser
En af ministerlistens overraskelser er Jeppe Kofod, som fratræder sin plads i Europa Parlamentet for at tiltræde som Danmarks nye udenrigsminister. Hans afløser bliver 48-årige Marianne Wind, som fik 27.396 stemmer ved europaparlamentsvalget i maj. 

Læs mere her.

Klokken 11.50: Nu venter ministeroverdragelser
De nye ministre bliver i disse minutter lykønsket af familie og venner, men de skal hurtigt videre. Eftermiddagen står på ministeroverdragelser i de forskellige ministerier. Hele tidsplanen kan ses i faktaboksen.

Klokken 11.40: Danmark har fået en ny regering
Mette Frederiksen har nu præsenteret Danmark for den nye S-regering på Amalienborg Slotsplads. 

"Vi vil hver eneste dag lade vores socialdemokratiske kompas lede og styre os. Vi er fuldstændig sikre på, at jo stærkere et velfærdssamfund vi har, og jo stærkere fællesskaber vi understøtter, jo bedre liv kan vi alle sammen leve i Danmark," sagde den nye statsminister blandt andet. 

[Foto: Mads Claus Rasmussen/ Ritzau Scanpix]

Klokken 11.23: Der ventes
Den nye regering er samlet på Amalienborg, og de fremmødte på slotspladsen venter nu blot på, at de store, grønne døre åbner op, og regeringen bliver præsenteret for offentligheden.

Klokken 11.12: Nye magtfulde udvalg
Mette Frederiksen (S) har ikke kun udpeget sine ministre i dag. Posterne i regeringens nye magtfulde udvalg er også blevet tildelt.

Den nye klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen er eksempelvis blevet medlem af det magtfulde økonomiudvalg, der blandt andet behandler forslag til finanslove.

Få overblik over alle udvalgene her.

Klokken 11.00: Mette Frederiksen er statsminister

Klokken 10.55: Ministerbiler på række
Den nye S-regering har forladt Statsministeriet og kører nu på rad og række i ministerbilerne mod Amalienborg Slotsplads, hvor både familie, venner og interesserede venter på at modtage dem.

Og hvem er de nye ministre så? Læs lidt om dem allesammen her. 

Klokken 10.30: Den nye regering mødes i Statsministeriet
De nyudnævnte ministre mødes lige nu for første gang i Statsministeriet på Christiansborg. Om lidt skal de videre mod Amalienborg, hvor de skal præsenteres for dronningen klokken 11.00. 

Senere på dagen står der så ministeroverdragelser på programmet. Hele tidsplanen fremgår af faktaboksen. 

Forrige artikel Her er Jeppe Kofods afløser i Parlamentet Her er Jeppe Kofods afløser i Parlamentet Næste artikel Skattefusk-bekæmperen fra Bornholm dropper EU for ministerpost Skattefusk-bekæmperen fra Bornholm dropper EU for ministerpost
LA-dramaet er en spejling af striden i Venstre

LA-dramaet er en spejling af striden i Venstre

ANALYSE: Simon Emil Ammitzbøll-Billes farvel til LA understreger dilemmaet, når liberale partier skal forholde sig til trusler mod det liberale samfund. Men Ammitzbølls meget principielle holdning er af nyere dato.