Løhde før dagens forhandlinger: Aftale på et område er bedre end ingenting

OK18: Innovationsminister Sophie Løhde (V) og de øvrige arbejdsgivere åbner for, at der ikke behøver at komme en fælles aftale. Chefforhandler Flemming Vinther holder dog fast på lønmodtagernes krav om en fælles løsning.

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Hvis det kan lade sig gøre for kommunerne og regionerne at opnå enighed i OK18-forhandlingerne, må de gerne lande en aftale, selvom det efterlader staten alene tilbage.

Det er budskabet fra innovationsminister Sophie Løhde (V) på vej ind til dagens OK18-forhandlinger i Forligsinstitutionen.

”Min ambition er, at vi når i mål med mest muligt. Jeg har ikke fine fornemmelser for så vidt angår, hvem der kan komme først hen over målstregen. Staten har veto i regionerne, men den har vi ikke tænkt os at bruge til ikke at lande en løsning, hvis det er der, vi ser muligheder først,” siger Sophie Løhde til TV 2 og tilføjer:

”Men det er klart, at jeg vil hellere komme ud med tre aftaler end en. Men en er også bedre end ingenting.”

Udtalelsen kommer efter, forhandlingerne på det statslige område mandag aften gik i hårdknude, hvor de statsansattes chefforhandler Flemming Vinther sagde, at der for nuværende ikke var noget perspektiv i at fortsætte forhandlingerne.

Ziegler: Intet til hinder for, at vi får vores egen aftale
Muligheden for at lande overenskomstaftaler separat for kommunerne, regionerne og staten luftes også af de øvrige arbejdsgivere.

KL’s topforhandler Michael Ziegler siger, at han er klar til at lande en aftale alene for det kommunale område.

”Der er ikke noget til hinder for, at vi laver vores egen aftale. Vi har gjort op med os selv - de tre offentlige arbejdsgivere - at det er så alvorlig en konflikt, at hvis vi kan begrænse skaden ved at indgå forlig på nogle områder, så skal vi selvfølgelig gøre det,” siger han til TV 2.

Hos Danske Regioner er topforhandler Anders Kühnau også uforstående overfor, at en aftale skal bremses af uenigheder, der udelukkende eksisterer på det statslige område. Han mener derfor, at musketereden spænder ben for, at de regionalt ansatte kan få en overenskomstsaftale.

”Det virker som, at der er ting, der er rigtig vanskelige på statens område. Blandt andet spisepausen, som jo fra starten af har været en knast, som jo egentlig ikke rigtig har hørt hjemme på vores bord. Spørgsmålet er, om den til syvende og sidst står i vejen for, at vi kan lande en aftale på regionernes bord,” siger Anders Kühnau til TV 2.

Vinther: Fælles løsning for alle
Tankerne om at lande enkeltaftaler møder ikke samme villighed fra chefforhandler Flemming Vinther, der stadig holder fast på, at lønmodtagerne kæmper for en fælles løsning for alle ansatte.

Men han er åben for, at regionerne og kommunerne på egen hånd kan forhandle sig frem til nogle gennembrud, der måske kan løsne op for de fastlåste forhandlinger på statens område.

”Kan man lave noget der, som kan presse en aftale igennem for alle, har jeg ingen sarte følelser i forhold til, hvor gennembruddene kommer, eller hvem der får ketchuppen ud af flasken,” siger Flemming Vinther til TV 2.

”Hvis der sker noget på de to borde, der gør, at det også kan glide på plads på statens område, så står jeg ikke og spærrer for det,” tilføjer han.

Musketered under pres
Der er andre repræsentanter for de offentligt ansatte, der er mere villige til at se bort for musketeredens krav om en fælles løsning, hvis der kan landes en aftale på et enkelt område.

Ifølge Avisen.dk har LO-fornbundene 3F, HK/Kommunal, FOA og Socialpædagogernes Landsforbund indgået en aftale om, at de vil forhandle videre med kommunerne og regionerne, hvis der kommer et sammenbrud på statens område.

Formand for Socialpædagogerne Benny Andersen mener ikke, at det er at svigte medlemmerne, hvis kravene til frokostpausen, lærernes arbejdstid og lønrammen kan blive opfyldt i aftaler med kommunerne og regionerne. Den situation kan derimod bruges til at presse den part, der står tilbage og ikke vil give samme indrømmelser i en aftale.

"Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvor ubehageligt det er for en regering og en minister at stå for det eneste område, hvor der er konflikt," siger Benny Andersen til Avisen.dk.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Vinther

Forhandlingschef, BUPL
soldat, zoneterapeut og butiksassistent

Michael Ziegler

Borgmester (K), Høje Taastrup Kommune, næstformand, Konservative, formand, KL’s Løn- og Personaleudvalg
cand.polyt. (DTH 1992)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00