Løkke er historisk tæt på valgdeadline

NEDTÆLLING: Det er 55 år siden, at en statsminister sidst har været så tæt på senest mulige valgdato. Det skyldes blandt andet, at Løkke som person er en nøler, siger Altingets politiske kommentator.

Der er 55 dage til, at folketingsvalget senest skal være afholdt, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har endnu ikke trykket på valgknappen.

Dermed er Løkke nu historisk tæt på en valgdeadline. Vi skal helt tilbage til 1964, hvor folketingsvalget blev afholdt 53 dage før den senest mulige dato.

Da et folketingsvalg af praktiske årsager skal udskrives mindst 20 dage før selve valgdagen, vil Løkke sætte en klar rekord.

Ifølge Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, er der flere grunde til, at vi er kommet så langt hen i valgperioden, uden der er blevet udskrevet valg.

”For det første blev sundhedsreformen forsinket, og Løkke ville have en aftale på plads inden valget. For det andet har meningsmålingerne længe været elendige for blå blok, og Løkke har meget naturligt håbet at få et bedre afsæt for valgkampen,” siger han og fortsætter:

”For det tredje er der Løkkes person: Hvor Fogh var utålmodig og handlekraftig, er Løkke en nøler. For Løkke er det lidt efter devisen: 'Hvorfor udskrive valg i dag, hvis der opstår en bedre chance i morgen?' Spørgsmålet er så bare, om der nogensinde kommer en god chance.”

Sidst, hvor en statsminister var næsten lige så tæt på valgdeadlinen, var i 2011, hvor det også var Løkke, der sad i Statsministeriet. Dengang blev valget afholdt 58 dage før sidst mulige dato. (Se alle tal i tabellen nederst i artiklen.)

Kan Løkke trække tiden ud og vende målingerne?
Lige nu står blå blok til at tabe magten med et brag ved et valg. Ifølge Altingets seneste kvalitetsvejede snit af meningsmålinger står de blå partier blot til at få 80 mandater, mens oppositionen vil få 95. Ud af de 80 mandater vil Venstre få 31, hvilket er tre færre, end partiet fik i 2015. Valgresultatet dengang var ellers det dårligste i 25 år for Venstre.

Spørgsmålet er så, om Løkkes henholdende strategi ændrer noget som helst:

”Det er ikke sandsynligt, at meningsmålingerne vender, men der kan altid ske et eller andet drastisk. Hvis der kommer endnu en islamistisk terrorhandling, eller EU-Domstolen afsiger en dom, der underminerer vigtige dele af dansk udlændingepolitik, kommer værdipolitikken igen helt i top. Den slags kan flytte stemmer retur til DF og dermed styrke blå blok,” siger Erik Holstein.

Fordelen ved dobbeltvalg
Flere politiske kommentatorer har spekuleret i, at Løkke ender med at lade folketingsvalget blive slået sammen med valget til Europa-Parlamentet 26. maj. Det kan ifølge Erik Holstein give Venstre en fordel:

”Hvis EP-valget og folketingsvalget slås sammen, kan Løkke håbe, at Venstre isoleret set får et godt valg. Vælgerne er ikke blevet EU-begejstrede, men den deciderede EU-modstand er i knæ, og det kan Løkke udnytte til at hente stemmer retur fra DF. Desuden har Venstre en stærk opstilling til EP-valget, og Venstre fik så dårligt et resultat ved sidste EP-valg, at partiet ikke kan undgå at gå frem,” siger han.

Om end et godt valgresultat for Venstre måske ikke kan redde regeringsmagten, kan det stadig være vigtigt for Løkke, der måske snart siger farvel til dansk politik, tilføjer Erik Holstein.

”Alt tyder på, at forårets valg bliver de sidste med Løkke i spidsen for Venstre. Så det har stor betydning for hans eftermæle at få et nogenlunde fornuftigt resultat med hjem.”

 

 

Forrige artikel Ugen i dansk politik: Riisager i gymnasiesamråd og landsmøde i Alternativet Ugen i dansk politik: Riisager i gymnasiesamråd og landsmøde i Alternativet Næste artikel Dagens overblik: S vil løsne reglerne for boliglån i København og Aarhus Dagens overblik: S vil løsne reglerne for boliglån i København og Aarhus
Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

TOPJOB: Efter sidste uges møder i Europa-Parlamentet er utilfredsheden med Ursula von der Leyen så udbredt, at tyskeren ikke kan være sikker på at blive godkendt som EU-Kommissionens nye formand. Hun kan blive stemt snævert igennem eller vraget ved en afstemning tirsdag – eller det hele kan blive udskudt.