Kommentar af 
Louise Opprud Jakobsen

Louise Opprud: Flyvende kaffedroner og takeaway-robotter vil levere vores varer

KOMMENTAR: Et væld af små selvkørende biler og robotter vil komme med vores varer, når regulativerne tillader det i Danmark, og markedet er lukrativt nok, skriver Louise Opprud Jakobsen.

I Melbourne har droner leveret kaffe ved at holde sig svævende i luften og fire en wire ned til køberen, skriver Louise Opprud Jakobsen.
I Melbourne har droner leveret kaffe ved at holde sig svævende i luften og fire en wire ned til køberen, skriver Louise Opprud Jakobsen.Foto: Privatfoto/Louise Opprud Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da jeg gik en tur på Stanford Universitetet sidste efterår, blev jeg noget overrasket, da der rundt om hjørnet kom en sekshjulet robot susende efterfulgt af "hundelufteren", der kunne fortælle mig, at det var Starship Technologys robot, som han var ved at teste på campus.

En robot, der åbner maven, når man kilder den lidt, og lukker op til sin last på små ti kilo. Den ene del af robotten er dedikeret til et køleskab til kolde varer, mens den anden del kan bruges til varer som tandpasta, tomater og toiletruller.  

Det er danske Janus Friis, der står bag Starship Technologies, som for et halvt år siden har fået lidt mere brænde på bålet med 40 millioner dollar i yderligere funding. Penge, der skal bruges til at skubbe leveranceplatformen længere ud over kanten.

De har allerede testet de selvkørende leverancerobotter i 100 byer i 20 forskellige lande, kørt på fire millioner gader og veje – og lavet 100.000 leverancer. Cool nok anno 2019. Og hvad kan de så ikke nå i 2020 med en leverancepris på 1,99 dollar? 

Fakta
Louise Opprud Jakobsen er foredragsholder, forfatter og ejer af New Ways of Working.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Mange andre selskaber kigger samme vej. Bogstaveligt talt. Amazon havde ikke tømt deres R&D-konto, da de lancerede deres Scout. Den er godt nok blå, men designet har de vist "lånt" af Starship for at glæde deres primekunder med hurtigere og billigere leverancer.

Et væld af små selvkørende biler og robotter vil komme med vores varer, når regulativerne altså tillader det i Danmark, og markedet er lukrativt nok. 

Løsningerne er på gaden, og 2020 bliver et gennembrudsår for skalering af robotleverancer.

Louise Opprud Jakobsen

Da jeg besøgte Wing (X hos Google), var de i gang med deres anden bytest i Melbourne, og mens vi sad og flippede igennem nogle data, studsede jeg over en leverancetid, jeg så på kaffe.

Først studsede jeg faktisk over, at kaffe blev leveret med droner, for skoldhed væske, der flyver syv meter oppe i luften, tænkte jeg, var lidt risikabelt – og det samme tænkte de hos X, men gav så efter for efterspørgslen i byen og specialdesignede en kaffeholder, der passede til dronen, som holder sig svævende i luften og firer en wire ned til personen i den anden ende.

Leverancetiden, jeg spottede, sagde 3 minutter og 41 sekunder, fra ordren på en kop kaffe var givet, til køberen stod med den i hånden. Fløjet med 120 kilometer i timen direkte fra kaffebaren og til lokationen, der er tracket via den kaffetørstige persons telefon. Voila.

Læs også

Med det for øje havde jeg et væld af nye spørgsmål: Hvad er det for et mulighedsrum, der åbner sig for os, når vi begynder at bruge de nye leveranceformer? Hvad betyder det for leverancer af hovedpinepiller, årstidernes grøntsagskasser, benzin til din bil, når du er kørt tør?

Og er det nu, vi endelig får realiseret deleøkonomien, når det bogstaveligt talt tager mindre end fem minutter at låne hvad-som-helst af hvem-som-helst i en større by? 

Ud over min convenience, så er det grønne perspektiv væsentligt. 27 procent af al CO2 kommer fra trafikken, og her er batteridrevne droner til hverdagsleverancer en væsentlig puslebrik i det grønne billede, vi alle sammen skal være med til at skabe. 

Så er vi klar til leverancer af robotterne? Og hvad er det kommercielle potentiale for din virksomhed? Hvilke produkter vil du kunne sende med droner, og vil det ændre forretningsmodellen? Hvad vil kunderne sige til leverancer, der på under 15 minutter kommer med luftpost eller i en sekshjulet robottaxa?

Løsningerne er på gaden, og 2020 bliver et gennembrudsår for skalering af robotleverancer. Lad os håbe, det også snart gælder i Danmark, så vi kan begynde at teste det nye leverancemulighedsrum. 

-----

Louise Opprud Jakobsen er foredragsholder, forfatter og ejer af New Ways of Working. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00