Måling: Efter coronakrisen overvejer mere end 50.000 at flytte ud af København

STORBYTRÆTHED: Titusindvis af københavnere har overvejet at flytte ud af storbyen grundet coronapandemien. Selvom langtfra alle vil handle på det, vil coronakrisen sandsynligvis sætte yderligere skub på tendensen til, at flere søger mod forstæderne, vurderer ekspert.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Københavnere i titusindvis har overvejet at flytte væk fra storbyen, siden coronapandemien ramte, og store dele af samfundet lukkede ned.

Det viser en måling blandt borgere over 18 år fra Københavns Kommune, som Epinion har foretaget for Altinget.

Blandt de adspurgte svarer 14 procent, at de enten er helt eller delvist enige i, at coronakrisen har fået dem til at overveje, om det vil være bedre at bo i en mindre by end København.

Når man tager højde for den statiske usikkerhed, der er i den slags målinger, svarer det ifølge Epinion til, at minimum hver tiende eller over 50.000 københavnere har gået med overvejelser om at flytte ud af byen. 

Og Mikkel Høegh, afdelingsdirektør for boligøkonomi ved Realkredit, forventer også, at coronakrisen vil få flere til at træffe den endelige beslutning om at søge væk fra København.

”Corona har gjort boligejerne meget opmærksomme på værdien af frisk luft og områder med lavere befolkningstæthed," siger Mikkel Høegh.

Læs mere om, hvordan coronapandemien allerede nu har påvirket, hvor danskerne køber boliger, i den fulde artikel på Altinget Hovedstaden.

 

Dokumentation

Om meningsmålingen:
Målingen er gennemført af Epinion for Altinget i perioden 27. oktober til 4. november 2020.

Undersøgelsen bygger på 1.023 interviews med personer bosat i Københavns Kommune på 18 år og derover indsamlet online. 

Spørgsmål: 
Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: Coronakrisen har fået mig til at overveje, om det vil være bedre for mig at bo i en mindre by end København?

Procentandel:
Helt enig: 5 % (53)

Overvejende enig: 9 % (95)

Hverken enig eller uenig: 13 % (135)

Overvejende uenig: 12 % (125)

Helt uenig: 58 % (597)

Ved ikke: 2 % (17)

Ønsker ikke at svare: 0 % (1)

Total: 100 % (1023)

Statistisk usikkerhed: +/- 3,1 %


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00