Magtkamp på flere fronter afgør dysten om at blive spidskandidat for S

KABALE: Over de kommende dage og uger venter flere afgørende beslutninger, der skal føre frem til, hvem der skal stå i spidsen for Socialdemokratiet til valget næste år. Få overblik over processen og hovedpersonerne her.

Med overborgmester Frank Jensen (S)  ude af billedet, er vejen banet for socialdemokrater med ambitioner i København.
Med overborgmester Frank Jensen (S)  ude af billedet, er vejen banet for socialdemokrater med ambitioner i København.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kasper Kaasgaard

Der er lagt op til intern magtkamp i Socialdemokratiet både på landsplan og i København, når spidskandidaten og dermed favoritten til at bestride overborgmesterposten efter næste års kommunalvalg skal findes.

Den kamp kommer til at udspille sig af flere omgange, hvoraf som minimum den første er startet.

For nuværende er gruppeformand Lars Weiss (S) fungerende overborgmester, og ved sin afsked sagde Frank Jensen, at det skal afgøres på et møde i Borgerrepræsentationen torsdag i næste uge, om han også konstitueres på posten.

Det ligger fast, at den konstituerede overborgmester skal findes blandt de resterende 14 socialdemokratiske medlemmer af Borgerrepræsentationen, og dermed er banen kridtet op til den første magtkamp i partiet.

Konstituering torsdag
Formelt set afgøres den sag i første omgang på et ekstraordinært delegeretmøde, som automatisk bliver indkaldt, hvis en socialdemokratisk borgmester går i utide. Delegeretmødet er den øverste myndighed i Socialdemokratiet i København.

Det ekstraordinære møde er tirsdag i næste uge, altså to dage for mødet i Borgerrepræsentationen.

Allerede mandag aften var der hastemøde i den Socialdemokratiske gruppe på Rådhuset, hvor medlemmerne talte de seneste døgns forløb igennem og fik skitseret processen de kommende 10 dage.

Næste sigtepunkt er et ordinært delegeretmøde til januar. Her skal partiet lægge sig fast på, hvem der skal stå som spids i valgkampen om et år fra nu.

Når Borgerrepræsentationen i første omgang skal konstituere en ny overborgmester 29. oktober, bliver det altså muligvis blot en overgangsfigur.

Her er favoritterne
I det felt stikker særligt tre navne ud som oplagte kandidater. Det første giver sig selv, i og med han fra mandag er fungerende overborgmester.

Lars Weiss har som gruppeformand været en magtfuld højre hånd for Frank Jensen på Rådhuset, hvor han har siddet siden valget i 2009. Nu skal han i første omgang være overborgmester i halvanden uge, men spørgsmålet er, om det er ham for uvant.

Weiss, der er vant til at få tingene til at glide ved at arbejde på de indre linjer, er i udpræget grad partiets mand, og en del tyder på, at han ender med at blive siddende på posten indtil i hvert fald januar.

Jesper Christensen er som partiets anden borgmester i København relevant at fremhæve. Han er en af de mest rutinerede kræfter på Rådhuset, hvor han er i gang med sin femte valgperiode.

Ved valget i 2017 opnåede han 1.785 personlige stemmer som siddende socialborgmester, hvilket kan vise sig i underkanten til at overbevise baglandet om, at han har tilstrækkelig folkelig appel til at stå i spidsen for partiet. Ligesom med Lars Weiss er det langt fra heller sikkert, at han har lysten til at gå efter posten.

Jonas Bjørn Jensen er som politisk ordfører heller ikke til at komme uden om i denne sammenhæng. Han bliver af mange set som fremtidens mand og har angiveligt også lysten til at blive overborgmester.

I 2017, hvor han blev valgt for tredje gang, kom han ind på næstsidste socialdemokratiske mandat, men har siden været politisk ordfører med tilhørende ekstra medieomtale. Man skal heller ikke underkende hans position i partiet, hvor han er gift med miljøminister Lea Wermelin (S).

Muligt generationsoprør
Fælles for de tre herrer er netop deres køn, hvilket ikke er uvæsentligt med tanke på baggrunden for Frank Jensens exit. Det er et blandt flere argumenter for, at dysten om spidskandidaturet kan få deltagere fra den landspolitiske scene, som det var tilfældet for både Frank Jensen og hans forgænger.

Hvis en eller flere socialdemokratiske medlemmer af borgerrepræsentationen vil kæmpe imod et sådant initiativ fra Christiansborg, kan det blive nødvendigt at melde offensivt ud. Om ikke inden det ekstraordinære delegeretmøde, så i god tid inden den endelige beslutning i januar.

For de mindre kendte BR-medlemmer vil det være afgørende med tid i overborgmestersædet til at opbygge genkendelighed hos vælgerne i Københavns Kommune.

Også alder kan blive et afgørende parameter i kabalen. Jensens fald er af flere blevet betegnet som et generationsoprør anført af formanden for DSU København, Cecilie Sværke Priess, og Maria Gudme fra regionsrådet i Hovedstaden.

Ud over 34-årige Jonas Bjørn Jensen har S på Rådhuset en række stærke unge kræfter med blandt andre Marcus Vesterager, der fik næstflest personlige S-stemmer efter Frank Jensen i 2017 og Laura Rosenvinge.

Hvis de ikke ser tilstrækkeligt med nytænkning i den model, der bliver lagt frem af partiet, kan de kræve mere indflydelse. En mulighed her er også de poster i gruppen, der nu bliver kastet op i luften med Frank Jensens farvel.

Jensen med åbning til erhvervslivet
Hvad angår Jensen selv, brugte han sit sidste pressemøde som overborgmester til at åbne en dør på klem til erhvervslivet, særligt virksomheder beskæftiget med den grønne omstilling.

”Jeg skal ud og finde mig et arbejde. Hvis I spørger mig til mine interesser, ligger de i retning af at få gang i den grønne omstilling. Det er en gigastor opgave, og i København er vi godt med. I kan godt høre, at det tema er jeg ikke færdig med,” sagde Frank Jensen.

Det lyder som en jobansøgning?

”Ja!”

Dokumentation

Socialdemokratiet fik 15 mandater ved valget i 2017. Deres personlige stemmetal fordelte sig således:

Frank Jensen: 30.637
Markus Vesterager: 2.523 
Jesper Christensen: 1.785 
Jakob Hougaard (orlov): 1.462 
Susan Hedlund (orlov): 1.387 
Kasandra Behrndt-Eriksen (orlov): 1.366 
Sofie Seidenfaden: 1.229
Laura Rosenvinge: 1.201
Simon Strange (orlov): 1.179
Andreas Keil: 1.139
Trine Madsen: 1.061
Niels E. Bjerrum: 1.039
Lars Weiss: 1.029
Jonas Bjørn Jensen: 1.015
Simon Simonsen: 964

Suppleanter:
Rune Dybvad 898
Tue Hækkerup 804
Henrik Appel 745
Hari Neupane 694


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00