Alternativet om dårlige målinger: "Pludselig er alle blevet grønne"

KONKURRENCE: De andre partiers nylige interesse for klima og miljø har presset Alternativet i meningsmålingerne, der dog stadig er Danmarks originale grønne parti, lyder analysen af partiets tilbagegang i meningsmålingerne fra Uffe Elbæk og Carolina Magdalene Maier. 

Daniel Bue Lauritzen

Det kan næsten virke paradoksalt. 

Aldrig har danskerne interesseret sig mere for klima- og miljøpolitik.

Samtidig har de aldrig interesseret sig mindre for Folketingets selvudnævnte grønneste parti, Alternativet. 

Partiet, der blev valgt ind i Folketinget for første gang i 2015 med 4,8 procent af stemmerne, toppede i meningsmålingerne i maj året efter, hvor de var foretrukket hos 7,5 procent af danskerne.

Tre år senere og med under to uger til folketingsvalget er det tal mere end halveret, så Alternativet ifølge Altingets seneste snit af meningsmålingerne blot står til 3,4 procent. 

En del af forklaringen på paradokset skal ifølge partiets egen analyse findes i avisernes historier om blandt andet Carolina Magdalene Maiers mange flyrejser eller den tidligere borgmester i København Niko Grünfelds indretning af sit borgmesterkontor. 

Men Alternativet er også blevet presset på sin absolutte mærkesag, mener gruppeforperson Carolina Magdalene Maier.

"Hele det grønne projekt har jo tydeligvis fået enormt meget konkurrence fra de andre partier. Lige pludselig er alle grønne. Jeg vil stadigvæk mene, at vi har den mest seriøse klimapolitik af alle Folketingets partier," sagde hun, da Alternativet fredag aften gæstede Altingets gård. 

Skal Alternativet begraves?
Alternativet har været med til at sætte fokus på klimaet både i befolkningen og blandt de konkurrerende partier. 

Det har skabt en ny politisk virkelighed, hvor Alternativet ikke længere står helt så alene med de grønne ambitioner, som partiet gjorde, da det debuterede ved folketingsvalget i 2015, mener partileder Uffe Elbæk.

"Vi har flyttet en politisk dagsorden i løbet af de sidste fire år, både hos vælgerne og hos partierne. Man kan ikke være et seriøst politisk parti på Christiansborg i dag uden at have en grøn politik, en klimapolitik og en biodiversitetspolitik. I det store perspektiv er det et kæmpe politisk resultat, vi har været en del af," sagde Uffe Elbæk. 

Læs også: Elbæk taler ud om Alternativets nedtur: Måske har vi været for flinke ved de andre partier

Så har partiet i virkeligheden sejret sig selv halvt ihjel? Ikke helt endnu.

Men skulle det på et tidspunkt alligevel komme så vidt, vil det ikke være nogen tragedie, afslørede Carolina Magdalene Maier fra gårdscenen. 

"Dengang vi startede Alternativet, sagde vi til hinanden, at hvis det viser sig, at Alternativet dør i løbet af et par valgperioder, fordi der ikke længere er brug for os, fordi vi har opnået den grønne omstilling, så var det jo det, der var vores formål. Der vil jeg så sige, at jeg tror, det kommer til at tage lidt længere tid," sagde hun.

"There is only one original"
Selvom Alternativet har fået mere selskab på den grønne fløj i dansk politik gennem de sidste fire år, bør det stadig være i stand til at skille sig ud, mener Uffe Elbæk. 

"Hvis man som vælger ønsker mere business as usual, så skal man ikke stemme på os. Der er en grund til, at vi hedder Alternativet. Vi vil noget helt andet. Det kommer selvfølgelig også til udtryk ved, at vi hverken peger på Mette eller Lars," sagde han. 

Partilederen mener desuden stadig, at Alternativet har den mest ambitiøse grønne poltik.

"Som Levi's siger: 'There is only one original'," sagde han til stor begejstring for det fremmødte både forårs- og fredagskåde publikum i gården.

I har trods alt kun haft én periode i Folketinget. Er I virkelig det originale grønne parti? 

"Vi er stadig det eneste parti, som siger, at klimaforandringerne er det absolut vigtigste, og tager konsekvensen af det. Der er andre partier, som skal have ros for deres arbejde på det grønne. Tag SF. De skal have ros for, at de gennem årtier har fokuseret på det," siger Uffe Elbæk.

"Men det, der adskiller os fra de andre partier, er, at vi siger, at det er det absolut vigtigste."

Og det gør jer til det originale grønne parti?

"Ja, det synes jeg. De andre har alle mulige andre gode kvaliteter og er vokset ud af en socialistisk tradition, om det er SF eller Enhedslisten. Der er nogle andre meget vigtige dagsordener for dem, men jeg oplever det, som om vi er de næste, der siger, at det er det absolut vigtigste," siger Uffe Elbæk. 

Se hele interviewet med Uffe Elbæk og Carolina Magdalene Maier her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carolina Magdalene Maier

Leder, Egmont Fondens projekt 'SygtStærk', fhv. MF, gruppeformand og politisk ordfører (ALT)
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2003)

Uffe Elbæk

Forfatter, fhv. MF (ALT), fhv. kulturminister (R)
socialpædagog (Peter Sabroe Seminariet 1982), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1987)

0:000:00