Lavtuddannede glider længere væk fra arbejdsmarkedet

MARGINALISERING: Et rekordhøjt antal danskere er i beskæftigelse, men særligt én gruppe er blevet efterladt på perronen. "Vi oplever for øjeblikket en stigende polarisering i Danmark," siger forskningsdirektør til Mandag Morgen. 

"Vi oplever for øjeblikket en stigende polarisering i Danmark," siger forskningsdirektør i Vive, Torben Tranæs. 
"Vi oplever for øjeblikket en stigende polarisering i Danmark," siger forskningsdirektør i Vive, Torben Tranæs. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

De lavtuddannede og ufaglærte tager ikke del i den velstandsfest, som mange års høj økonomisk vækst og rekordhøj beskæftigelse har skabt for de fleste danskere.

I stedet er de kommet længere væk fra arbejdsmarkedet og står på en lang række sociale parametre dårligere i dag, end da årtusindet begyndte for tyve år siden.

Det skriver Mandag Morgen, der har talt med forskningsdirektør Torben Tranæs fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som for nylig blev udpeget til formand for regeringens ydelseskommission. 

"Vi oplever for øjeblikket en stigende polarisering i Danmark. Lavtuddannede har svært ved at hænge på," siger han og fortsætter:

"Hvis vi ikke bliver bedre til at tackle problemerne, vil vi opleve, at færre kommer i beskæftigelse, og flere ender i velfærdsstatens sikkerhedsnet." 

Ufaglærte taber terræn
Den gode side af historien er, at antallet af danskere i den erhvervsaktive alder, der enten er på kontanthjælp, efterløn, førtidspension eller anden offentlig forsørgelse, siden 1990'erne er faldet med omkring 200.000.

Den dårlige er, at særlig de ufaglærte danskere har fået sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet, skriver mediet.

Ifølge tal fra De Økonomiske Råd er andelen af ufaglærte danskere i den erhvervsaktive alder på langvarig offentlig forsørgelse siden 2000 steget med seks procentpoint fra 27,7 til 33,7 procent. 

Den samme tendens ses ved, at andelen af ufaglærte i beskæftigelse ifølge De Økonomiske Råd i samme periode er styrtdykket fra 74 procent i 2000 til 60 procent i 2016.

De stærkeste har fået job
Udviklingen skyldes ifølge Torben Tranæs særlig to ting:

Konkurrencen om de stadig færre antal ufaglærte job bliver hårdere og hårdere på grund af de mange arbejdere fra Østeuropa og det stigende antal flygtninge.

Samtidig ser vi, at en stadig større andel af unge uddanner sig, og at restgruppen, som ikke kommer med på toget og får en uddannelse, står svagere i forhold til arbejdsmarkedet. 

”De stærke af dem, som tidligere var ufaglærte, har nu fået en uddannelse og er i job. De svageste står tilbage. Men det er næppe hele forklaringen. Der er nemlig også tegn på, at den tilbageværende gruppe er blevet dårligere og deres levevilkår markant dårligere end i resten af befolkningen. Det er en udfordring på alle mulige måder,” siger Torben Tranæs til Mandag Morgen.

Du kan læse hele den store baggrundsartikel om ufaglærtes adgang til arbejdsmarkedet i Mandag Morgen her. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Tranæs

Forskningdirektør, professor, VIVE, fhv. vismand, De Økonomiske Råd, fhv. forskningschef, Rockwool Fondens Forskningsenhed
cand.polit. (Københavns Uni. 1989), ph.d. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00