Mange benspænd på vejen mod bred aftale om udligning

ANALYSE: Regeringen og Venstre er enige om, at en reform af den kommunale udligning skal hjælpe yderkommuner. Men spørgsmålet om, hvem der ud over København skal bidrage, bliver sprængfarligt.

Forhandlinger om en udligningsreform bliver en lakmusprøve på samarbejdsviljen mellem regeringen og det største oppositionsparti.
Forhandlinger om en udligningsreform bliver en lakmusprøve på samarbejdsviljen mellem regeringen og det største oppositionsparti.Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Det var ikke på dagsordenen. 

Alligevel var udligning det, alle talte om, da økonomiansvarlige lokalpolitikere og embedsmænd sidste uge mødtes til KL’s kommunaløkonomiske forum i Aalborg.

Langs kongrescenterets gange, i pauserne mellem talerne på scenen, hen over frokostbordene og internt i partierne bag lukkede døre blev der udvekslet meninger, udfordringer, løsningsforslag og spekuleret i fremtiden.

Alle efterlyser forandringer, men kun få kender til regeringens konkrete overvejelser. Fuldstændig som på Christiansborg.

Indtil videre ser det ud til, at både opposition og støttepartier må vente til et sted omkring medio februar, inden de første forhandlinger kan finde sted. Og det måske, uden at regeringen først har præsenteret et egentligt udspil.

Både blandt borgmestre og Folketingets partier hersker der udbredt enighed om, at det først og fremmest er op til Socialdemokratiet og Venstre at finde sammen om en ny model med bedre balance på tværs af landet.

Borgmesterpartier sidder alene ved rattet
På de store linjer synes der også være en udpræget enighed mellem de to største borgmesterpartier om diagnosen af det aktuelle udligningssystem.

Gennem årene er der opbygget stadigt større strukturelle ubalancer, hvor afstanden mellem kommuner med høj og lav vækst er blevet for stor. I mangel af bedre er der lavet forskellige lappeløsninger, som bør erstattes af en mere robust og langtidsholdbar udligningsmodel.

I modsætning til tidligere reformer og reformforsøg kan både Socialdemokratiet og Venstre denne gang handle mere frit.

Da VLAK-regeringen i 2018 mislykkedes med en reform, var opgaven kompliceret af, at Lars Løkke Rasmussen (V) havde LA og Konservative med ombord som co-drivere.   

Og da Margrethe Vestager (R) som økonomi- og indenrigsminister i 2012 endte med at omlægge udligningen med en smal rød aftale, var det ikke kun hende, men også SF, der var med til at sætte rammerne for Socialdemokratiets prioriteringer.

Bred enighed om diagnosen
Med borgmesterposter rundtom i hele landet presses både Socialdemokratiet og Venstre af deres bagland til at have et nuanceret syn på udligningsordningens udfordringer. Og til at gå pragmatisk til værk i de kommende forhandlinger.

Men også partier med kun en enkelt eller slet ingen borgmesterkæder er langt hen ad vejen enige i, at ordningens store problem først og fremmest handler om skævheder i udviklingen mellem vækstkommuner i primært de større byregioner og lavvækstkommuner i først og fremmest yderområderne.

Sidstnævnte er typisk kendetegnet ved symptomer som lave indtægter, høje skatter, service under landsgennemsnittet, faldende befolkningstal og en stigende andel ældre.

Hvor mange kommuner, der konkret har brug for en hjælpende hånd, er svært at sætte et præcist objektivt tal på. Men der tales om et sted mellem 15 og 25 kommuner, hvor man har særligt svært ved at holde skruen i vandet.

Heriblandt ikke mindst en række kommuner i det nordlige Jylland og de mindre ø-kommuner. Ofte nævnes også kommuner som Bornholm, Assens, Tønder, Lolland, Langeland, Norddjurs og Guldborgsund.

Frank Jensen mod rov
Det begynder imidlertid hurtig at give partipolitiske smerter, når den overordnede enighed skal omsættes til konkrete løsningsmodeller.

Eftersom der i udgangspunktet er tale om et nulsumsspil, skal én kommunes gevinst betales af andres kommuners tab. Den egentlige politiske kamp kommer derfor først og fremmest til at handle om, hvem der skal afgive og hvor meget.

I den forbindelse vil et centralt spørgsmål blive, hvordan de forskellige modeller vil ramme ind i den store mellemgruppe af kommuner, som hverken har akutte økonomiske problemer eller store overskud på kontoen.

Der hersker ingen tvivl om, at Frank Jensen (S) og København bliver blandt de store bidragsydere. Igennem årene har man her lagt store beløb til siden, fordi indtægterne overstiger, hvad man kan få lov til at bruge på velfærd og anlæg.

Siden 2014 har Københavns Kommune på den måde sat omkring en milliard kroner ind på bankbogen – hvert eneste år.

Der skal nye penge til
Også andre hovedstadskommuner har bugnende bankbøger. Det skal ses i lyset af, at kommunerne gennem en årrække har fået tildelt flere penge, end de har fået lov til at bruge.

De ekstra penge har skullet holde hånden under særligt økonomisk pressede kommuner, men har andre steder sat sig som meget store opsparinger.

Men hvor meget kan man tage fra København og allernærmeste omegn og fordele ud i landet? Og hvor meget kan andre kommuner som Vejle, Billund og måske Herning komme til at bidrage med?

I Venstre vil man have stærkere sympatier for sidstnævnte end over for Frank Jensen. Omvendt har Socialdemokratiet smertegrænser for, hvor langt man vil gå i forhold til hovedstaden og andre storbyer.

Den slags afvejninger kan ende med at spænde ben i et forhandlingsforløb. Ikke mindst hvis det bliver blandet sammen med Christiansborgpolitiske stridigheder mellem en regering og det største oppositionsparti.

Når det er sagt, så er der både blandt V-borgmestre og Socialdemokratiet enighed om, at en udligningsreform ikke behøver at være et rent nulsumsspil. Finder man en metode til at putte flere penge ind i systemet, uden at det trækker mærkbart på det økonomiske råderum, så vil det kunne få tingene til at glide lettere.

Under alle omstændigheder bliver udligningsforhandlingerne lidt af en lakmusprøve på samarbejdsvilligheden mellem Venstre og regeringen.

Støttepartier kan hugge hurtigt
Fordi der er tale om et teknisk komplekst område, har regeringen en klar overhånd ved at sidde på embedsapparatets ekspertise og analysekraft.

Det fordrer tillid og lydhørhed mellem parterne. Uden det vil Venstres forhandlere blive endnu mere afhængige af input fra partiets borgmesterbagland med dets mange forskellige særinteresser.

Oven i det hele kommer, at både regeringen og Venstre er tvunget til forholde sig til en række faglige indvendinger omkring ordningens aktuelle svagheder.

Blandt meget andet skal man se på udligningsordningen for udlændinge, der ifølge tidligere analyser overkompenserer kommuner med mange indvandrere.

Der er skævheder i det såkaldte beskæftigelsestilskud, som særligt rammer storbykommunerne. Der er effekten af et faldende befolkningstal, som kan give pludselige spring i indtægter. Og så er der spørgsmål om, hvilke boligtyper og aldersgrupper af borger som skal udløse ekstra tilskud.

Snubletrådene er mange.

Og ender forhandlingerne med Venstre i at vikle det hele sammen i stor en gordisk knude, kan regeringen blive fristet til at skære den over i et hurtigt hug med hjælp fra sine faste støttepartier.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00