Ansatte kræver klare retningslinjer: Bekymrede for at bære smitte rundt

SMITTE: Ansatte vil have klare retningslinjer for, hvordan de undgår smitte af sig selv, patienter og plejekrævende ældre. Plejehjem risikerer at blive epidemiens nye epicenter, advarer formand for Alzheimerforeningen.

I Nordjylland modtog man torsdag nye værnemidler fra Kina, men der er generel mangel på masker og visirer i sundheds- og ældresektoren.
I Nordjylland modtog man torsdag nye værnemidler fra Kina, men der er generel mangel på masker og visirer i sundheds- og ældresektoren.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Sundhedsmyndighederne forventer, at flere og flere ansatte i sundheds- og ældresektoren i de kommende uger vil blive smittet med covid-19.

Samtidig mangler der masker, visirer og andre værnemidler til personalet. 

Det kom frem under et pressemøde med de faglige organisationer på sundhedsområdet fredag.

"Vores medarbejdere oplever, at de bliver sendt afsted uden værnemidler. De er bekymrede for at blive smittede selv og bekymrede for at bringe smitten med hjem til deres familier," sagde Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Plejehjem risikerer at blive corona-epidemiens nye epicenter, hvis ikke beredskabet også fungerer på plejehjem.

Nis Peter Nissen
Direktør, Alzheimerforeningen

"Vi er godt klar over, at der er forsyningsproblemer med værnemidler. Det skal der styr på," sagde Torben Hollmann, sektorformand i FOA.

Klare retningslinjer
På pressemødet efterspurgte formændene for de ansatte i sundhedssektoren klare retningslinjer for brug af værnemidler i den nuværende situation:

"Hvad gør man, når der er mangel? Hvad gør man helt konkret ude på den enkelte afdeling?" spurgte Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.

Torben Hollmann pegede på, at medarbejdere i ældreplejen opholder sig i borgernes eget hjem og dermed er i tæt kontakt med borgerne i længere tid:

"Der er stor bekymring for, at man kommer til at bære smitte rundt," sagde han.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, forsikrede om, at der bliver arbejdet intenst på at skaffe flere værnemidler.

Se klip fra pressemødet her:

 

Pres på ansatte
I Alzheimerforeningen bakker direktør Nis Peter Nissen op om personaleorganisationers opfordringer til Sundhedsstyrelsen, men så gerne et stærkere fokus på plejehjem:

"Plejehjem risikerer at blive coronaepidemiens nye epicenter, hvis ikke beredskabet også fungerer på plejehjem. Her er der brug for at sikre, at der er tilstrækkeligt uddannet personale og værnemidler til at håndtere smitteudbrud. Ikke mindst om natten, hvor der ikke er mange på arbejde," siger han til Altinget. 

Torben Hollmann fra FOA er enig i, at coronakrisen fører til mere pres på de ansatte i ældresektoren:

"Det er klart, at der er flere opgaver – for eksempel den tid, man bruger på at få værnemidler af og på – og der er mange beboere, der er forvirrede og ensomme, fordi de ikke får besøg," siger han.

Er der behov for bedre normeringer i denne periode?

"Vi er i dialog med kommunerne om normeringerne, men det handler også om, hvad der kan lade sig gøre. For hvor skal vi få folk fra? Hvis et plejecenter bliver lagt ned af sygdom hos personalet, så er vi på den."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nis Peter Nissen

Fhv. direktør, Alzheimerforeningen
cand.phil. i historie (Københavns Uni. 1984), MPA i offentlig ledelse (CBS 2002), EMCC i virksomhedskommunikation

0:000:00