Debat

Margrete Auken: EU skal sikre biodiversitet ved lov

DEBAT: En rig og mangfoldig natur er mindst lige så betydningsfuld for klodens velbefindende som klimaet, skriver Margrete Auken, der vil have EU til at lovgive om biodiversitet.

Blandt andet skal landbrugsstøtten understøtte biodiversitet, skriver Margrete Auken (SF).
Blandt andet skal landbrugsstøtten understøtte biodiversitet, skriver Margrete Auken (SF).Foto: Pascal Rossignol / Reuters / Ritzau Scanpix
Astrid Johanne Bjørnskov
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Margrete Auken (SF)
Spidskandidat til Europa-Parlamentet

FN's klimapanel fremlagde sin første rapport om klimaets tilstand i 1990. Den beskrev det hele i detaljer. Siden da har jeg sammen med SF, og fra 2004 også med Europa-Parlamentets Grønne Gruppe, kæmpet for, at alvoren skulle gå op for de andre politiske partier. 

Men klimaet er ikke den eneste forudsætning for, at planeten er beboelig. En rig og mangfoldig natur er mindst lige så betydningsfuld for klodens velbefindende.

En rig biodiversitet er afgørende både for at sænke tempoet på klimaforandringerne og for vores modstands- og tilpasningsdygtighed, når for eksempel tørke, skybrud og vandstandsstigninger rammer borgere overalt på kloden.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

En million arter er truet
I mandags udgav FN's Biodiversitetspanel en rapport, der viser, hvor grelt det står til:

"Naturens mangfoldighed og dens bidrag til mennesker er en fælles arv og menneskehedens vigtigste livsunderstøttende sikkerhedsnet. Men vores sikkerhedsnet er ved at knække," skriver en af hovedforfatterne.
Omkring en million arter er udrydningstruede ud af i alt otte millioner forskellige arter. Mange kan uddø inden for få årtier. Forskere har dokumenteret, at det kan tage op til ti millioner år, for økosystemer at stabiliserer sig efter en masseuddøen. Det haster!

Europas regeringer har reelt ikke gjort en dyt for at beskytte naturen.

Margrete Auken (SF)
Spidskandidat til Europa-Parlamentet

Især bestøverne har fået opmærksomhed, fordi de spiller så stor en rolle for vores produktion af mad. 75 procent af verdens frugt og frøproduktioner helt eller delvist afhængige af, at bestøvere bringer pollen fra en plante til en anden.

Værdien af de afgrøder, der er afhængige af bestøvere, er ifølge den internationale fødevareorganisation på svimlende 1.570-3.860 milliarder kroner om året. Derfor er det afgørende, ikke kun for naturens iboende herlighedsværdi, som man ikke må nedvurdere, men også for vores fødevaresikkerhed, at vi passer på bestøverne.

Men der er flere væsentlige ting på spil: 70 procent af al medicin mod kræft er inspireret af naturens processer. Hver sjette arbejdsplads i EU er i en vis grad afhængig af naturen. Europas Natura2000-områder genererer hvert år værdier for 1.500-2.000 milliarder kroner.

Læs også

Biodiversitet skal sikres i EU
EU har målsætningerne på plads: I 2020 skal der være et stop for tilbagegangen af arter og levesteder. Men det samme mål gjaldt også for 2010.  Europas regeringer har reelt ikke gjort en dyt for at beskytte naturen.

Danmark er ingen undtagelse – vi er det land med mindst vild natur og er milevidt fra at opfylde EU's naturmål. I de forgangne fire år har regeringen modsat sig et opgør med giftkemikaliet Roundup, og den modarbejder EU's indsats imod de bidræbende gifte.

Sandsynligheden for, at vi når det mål, er lig nul, så længe der ikke er nogle lovbundne delmål og tidsfrister. Derfor vil SF i Europa-Parlamentet arbejde for, at EU's regeringer ikke slipper så let.

Vi skal have en bindende biodiversitetslov i EU. Vi vil kræve, at EU-Kommissionen udarbejder en europæisk lov for biodiversitetsmål med en klar tidsfrist i 2027 og bindende delmål. Medlemslandene skal ligeledes pålægges at udarbejde forpligtende målsætninger med tidsfrister for truede dyre- og plantearter. 

Krav til landbrug
Men også den eksisterende EU-lovgivning skal i langt højere grad tilgodese naturens mangfoldighed. Her er landbrugspolitikken naturligvis altafgørende. EU er midt i forhandlingerne, og det fremtidige landbrugsprogram skal vedtages i fællesskab af et nyt Parlament og Rådet.

Fremtidens landbrugsstøtte bør fremover udbetales på betingelse af indsatser for biodiversiteten, og landmænd skal ikke fratages hektarstøtten, når de udlægger en andel af deres jord til natur laver og små biotoper og vandhuller. En langt større andel af landbrugsstøtten skal gå til natur.

SF vil have et Europa, hvor naturens mangfoldighed udfolder sig. Vi vil have store, vilde naturområder og urørt skov samt beskyttede havområder. Og da det desværre ikke kommer ad frivillighedens vej, så må vi stille krav.

For kun med bindende lovgivning kan vi redde naturen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

0:000:00