Marie Krarup er på vej ud af DF’s gruppeledelse efter kontrovers

URO: Efter kun et halvt år er Marie Krarup parat til at forlade Dansk Folkepartis gruppebestyrelse. Det sker, efter hun på egen hånd gav sig til at undersøge, om partiets folketingsmedlemmer er tilfredse med den betjening, de får.

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Medlemmerne af Dansk Folkepartis folketingsgruppe er for dårligt stillet, når de skal have faglige oplysninger på deres ordførerområde. Her får de ikke nok kvalificeret hjælp. Og de menige medlemmer af gruppen savner assistance for at få deres historier til at flyve – såvel i de traditionelle medier som på Facebook og Twitter.

Det var efter Altingets oplysninger konklusionen på en rundspørge, Marie Krarup foretog i DF’s folketingsgruppe. Marie Krarup har siden valget i juni været medlem af partiets gruppebestyrelse, og det var på den baggrund, hun foretog sin undersøgelse.

Hendes initiativ var imidlertid hverken clearet med resten af gruppens bestyrelse eller personalechefen, og det udløste kritik. Nu har Marie Krarup ifølge Altingets oplysninger udtrykt ønske om at forlade gruppebestyrelsen, og det ventes at ske i nær fremtid.

Erkendte mangler
Sagen kommer oven i en diskussion om, hvorvidt DF’s folk rundtomkring i landet er blevet serviceret godt nok og klædt på til at forsvare partiets politik. Og her har der været mangler, indrømmede DF-formand Kristian Thulesen Dahl forleden i et stort interview til Altinget.

"Når jeg kom ud på gader og stræder, så kunne jeg se, at der var mange af vores folk, der hellere ville stå for at hente kaffe end at snakke med vælgere, fordi de ikke følte sig klædt ordentligt på til at forsvare vores politik," lød erkendelsen fra Thulesen, der i løbet af vinteren mødes med partiets græsrødder og folkevalgte rundt om i landet.

Spænding om efterfølgeren
I forhold til folketingsmedlemmerne sker der nu også ændringer. DF har netop ansat tre assistenter, der skal hjælpe med håndteringen af de sociale medier, og der dannes frivillige arbejdsgrupper af MF’ere, der kan skabe større slagkraft på udvalgte områder.

Ud over Marie Krarup består DF’s gruppebestyrelse af Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen og Rene Christensen. Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt er blandt favoritterne til at overtage Marie Krarups post, men indtil videre er der ikke truffet nogen afgørelse.

Marie Krarup har ikke ønsket at kommentere sagen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Marie Krarup

Fhv. MF (DF, løsgænger)
sprogofficer (Forsvaret), cand.mag. i øststatskundskab, samfundsfag og religion (Københavns og Aarhus Uni. 1996 og 2006)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00