Debat

Maria R. Gjerding: Vilde naturparker er afgørende for at redde Danmarks natur

DEBAT: Naturnationalparker er langt henad vejen en løsning på naturkrisen. Det bør man huske under de nuværende finanslovsforhandlinger, skriver Maria R. Gjerding. 

Naturnationalparkerne er fuldstændigt afgørende for at redde en fortsat rig natur i Danmark, skriver Maria R. Gjerding.
Naturnationalparkerne er fuldstændigt afgørende for at redde en fortsat rig natur i Danmark, skriver Maria R. Gjerding.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Maria Reumert Gjerding
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Jeg er ekstremt glad for at opleve den enorme bevægelse af naturbegejstring, der fejer henover hele landet. For det er fantastisk, at stadigt flere danskere melder sig helhjertede ind i kampen for at bevare og beskytte naturen. 

Jeg finder det helt enormt opløftende at være vidne til den naturforståelse, der ligger bag de mange indsatser i parcelhushaverne og på stadigt flere kommunale arealer. Forståelsen af, at naturen nogle steder skal få lov at eksistere i sin egen ret. At det er en god idé at sætte græsslåmaskinen i skuret, når det kommer til vores haver og de små arealer, og at sende maskinel naturpleje på pension, når det kommer til de større fælles naturarealer, så naturen i højere grad får lov til at være vildere. 

Genforvilding af naturen er også nøgleordet i de kommende naturnationalparker. Her skal naturen have sin egen ret - uden vores indblanding. Foreløbigt er to af de 15 lovede nye naturnationalparker vedtaget, og forventningen er enorm. Naturnationalparkerne skal nemlig være afsættet for den storstilede genopretning af naturen, som vi er nødt til at sætte i gang. 

Vi har i årtier prøvet halvhjertet ved i beskedent omfang, at udpege nationalparker og beskyttet natur. Problemet er, at vi aldrig har gjort det helhjertet. For selv i den mest beskyttede natur har vi sat vores egne behov øverst, og naturtabene fortsætter. I dag er flere end hver femte af alle undersøgte arter herhjemme truet af udryddelse. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Ud med produktion
Det er uacceptabelt, men vi har løsningen. Vi skal give naturen førsteret i de nye naturnationalparker. Det vil sige, at vi skal stoppe med at producere honning, tømmer og bøffer, for det kommer med en regning for naturen. I dag henter vi tømmer ud fra vores naturområder og efterlader ikke de gamle træer og det døde ved, der er afgørende for mange insekter og fugle.

I dag sætter vi erhvervsbistader op i naturområder, selvom honningbierne, der også er husdyr, risikerer at udkonkurrere de vilde bestøvere som eksempelvis vores flere hundrede arter af vilde bier.

Konkurrencen bliver endnu hårdere af, at de husdyr, vi i dag bruger til at afgræsse den beskyttede natur, ikke lever vildt, men er netop husdyr. Så her vægtes hensynet til tilvækst og afregning for landmandens kvæg højere end hensynet til biodiversiteten. 

Vi skal alle føle ansvar for og ejerskab til den naturindsats, der skal vende tabet af biodiversiteten i Danmark. 

Maria R. Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Og som effektive græsslåmaskiner æder får løs af de vilde blomster og dermed den pollen og nektar, som insekter, sommerfugle og bier skal leve af. Andre steder får uønsket vegetation lov at brede sig, fordi selv velegnede dyr som for eksempel vildheste og kvæg ikke får lov til at gå ude hele året, og fordi de fodres og derfor ikke indgår som naturligt led i økosystemet med naturlig fødesøgning. Og selv om hjortevildtet gør deres, særligt i områder med store bestande af krondyr, så er det ikke nok.

Ind med naturen
Så der er et akut behov for at tænke nyt i naturforvaltningen. Vi ved fra forskere, at store planteædere som for eksempel, hjorte, vildokser, vildheste, elge og bisoner er nøglearter, når det gælder biodiversitet. Årsagen er, at de arter kan og skal gå i naturen året rundt og på den måde skabe den naturlige påvirkning, der giver den nødvendige naturlige dynamik i naturen. 

De store planteædere bider ikke de vilde blomster i bund, men bevæger sig hele året rundt og tager buske, krat og barken af træer, de lægger uvurdelige lorte, laver støvbadehuller og vandringspor. Og med de store planteædere følger et mylder af liv: fugle, insekter, padder, planter og blomster og andre pattedyr. De baner vejen for mosaikker af enge og overdrev, krat, skov og åbent land, vådt og tørt. Altså alt det, der er et rigt, levende og selvforvaltende økosystem.

De store planteædere har således en afgørende vigtig opgave, og for, at de kan udføre den, er det nødvendigt med en form for hegn. Der vil typisk være tale om helt almindelige elhegn med et par stolper og to-tre tråde. Dem kender vi fra hele landet i dag og de udgør ikke et problem for mennesker og hindrer ikke den frie bevægelighed for vilde arter som hjorte, ræve, grævlinge.

Men hegnene er vigtige for at de store græssere, der lever i naturnationalparkerne, ikke pludseligt står på landmandens mark og æder hans afgrøder eller midt på vejen og udgør en fare for trafikken, men tværtimod lever af naturen i naturnationalparken. Jeg vil gerne understrege, at det ikke er dyrehaver, men vilde naturområder, vi skal have.

Naturen giver store privilegier
I naturnationalparkerne står målet fuldstændigt fast og kan ikke gradbøjes. Naturen skal have første prioritet. Men udover at fjerne produktionshensynet vil der kun sjældent være fritidsaktiviteter, der ikke kan udfoldes i helt samme omfang i naturnationalparkerne. Der er for eksempel intet til hinder for at løbe, ride, cykle og vandre i naturnationalparker.  

Og samtidig vil naturnationalparkerne give alle besøgende naturgæster enestående oplevelser i en vildere, rigere og meget mere mangfoldig natur. Naturoplevelserne vil være af en kaliber, vores generationer ikke har oplevet i Danmark. Derfor skal der være shelters, bålpladser og gode faciliteter for friluftsliv til dem, der ønsker naturoplevelser af ypperste karat.

Det er ekstremt vigtigt, at vi alle forstår, hvad der skal til, og derfor er det så vigtigt, at alle lokale interessenter inddrages i arbejdet. Vi skal sørge for at oplyse om baggrunden, planerne og formålet med naturnationalparkerne, så ingen behøver frygte en udvikling, ingen i øvrigt har planer om. Vi skal alle føle ansvar for og ejerskab til den naturindsats, der skal vende tabet af biodiversiteten i Danmark. Vi skal tillade os at blive begejstret.

Jeg er sikker på, at der vil være stor opbakning til naturnationalparkerne, hvilket jo ses af den begyndende genforvilding, der er i gang hjemme hos mange danskere, i kommunerne og hos mange virksomheder. Jeg håber, at viljen er tilstede, for naturnationalparkerne er fuldstændigt afgørende for at redde en fortsat rig natur i Danmark. Jeg glæder mig helt enormt til at komme i gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)









0:000:00