Martin Lidegaard: Folketingsåret afslører, at Danmark fortjener bedre

KOMMENTAR: Folketinget skal på sommerferie. Regeringen har leveret fremskridt, men ikke i form af offensive udspil, der sætter retningen for et nyt Danmark, skriver Martin Lidegaard.

Folketinget går om få dage på sommerferie. Det er tid til status.

På en måde føles det som i går, at valget fandt sted og Mette Frederiksen (S) satte sig i Statsministeriet med sin tro væbner, Martin Rossen. På en anden måde føles det som meget længe siden. For uendelig meget er sket – og intet er sket.

Udefra er det væltet ind over Danmark med nye globale udfordringer og begivenheder. Verden er i opbrud, og de gange, hvor den har banket direkte på Danmarks dør, har den nye statsminister gjort det bedst.

Håndteringen af USA's præsident, Donald Trump, der ville købe Grønland, var overbevisende. Den hurtige nye alliance med den grønlandske landsstyreformand Kim Kielsen var ligeså klog, som den var tiltrængt.

Den resolutte nedlukning af Danmark den 11. marts ligeså. Ikke så meget på grund af selve nedlukningen, men fordi statsministeren med sin levende kommunikation talte direkte ind i befolkningen, der så kvitterede ved at levere afstand, hygiejne og ansvarlig opførsel – alt det, der har vist sig at udgøre den afgørende faktor.

Men ligeså stærk Mette Frederiksens spontane politiske intuition har været i disse situationer, ligeså meget savner man de opfølgende indsatser.

Da Trump først havde aflyst sin shoppingtur til Arktis, blev der igen bomstille på linjen mellem Danmark og Grønland. I hvert fald har vi ikke set meget til nye banebrydende initiativer, der kunne splejse de grønlandsk-danske bånd på et tidspunkt, hvor verdens stormagter for alvor vil teste sammenholdet i Rigsfællesskabet.

På samme måde står den famlende og fumlende genåbning af Danmark i skærende kontrast til den sikre nedlukning. Der savnes faglige retningslinjer og stringens for åbningen eller manglen på samme, og især håndteringen af grænsespørgsmålet og rejsevejledningerne har glimret ved konsistens og blik for udviklingen uden for Danmark.

Værst er, at både regeringen, Folketinget og befolkningen tilsyneladende ender med at gå på sommerferie uden nogen strategi for, hvordan en anden coronabølge skal håndteres til efteråret. At lukke Danmark gør man kun én gang.

Dette skisma i regeringens profil gør sig også gældende i den mere hjemlige politik.

Som rimelig garvet politiker kan jeg ikke lade være med at blive imponeret over, hvor professionelt det lykkes Frederiksen og Rossen at tilrettelægge de politiske kabaler og kommunikationen, så både de andre partier og medierne nærmest fremstår som dikkende lammehaler. 

Men lige så stor den politiske musikalitet er, ligeså meget savner man den politiske ambition, for hvad har regeringen egentlig på hjerte? Hvad er det store projekt?

Klima er det så ikke. Vor tids største politiske opgave, folketingsvalgets altdominerende tema, er endt med at være den politiske valuta, som regeringen betaler støttepartierne i afmålte doser for at kunne blive ved magten. Derfor går det for langsomt, for nølende, for lidt begejstret.

Stakkels Arne venter også stadig, og selvom han måske vil ende med at få sit, er der med sikkerhed flere, der ikke får noget. På uddannelse har vi fået lappet på de værste nedskæringer – men har ingenlunde fået indhentet det tabte.

Europa er ikke en vision, men opfattes vist nærmest som en modstander, selvom verden skriger på europæisk lederskab, og intet land ville høste større fordel af det end Danmark.

Og sådan kunne man blive ved.

Samtidig hærger den ekstreme centralisering endnu engang Slotsholmen, hvor kun Statsministeriet og Finansministeriet for alvor indgår i beslutningerne.

Prisen er en uendelig trist mangel på nye idéer og banebrydende tanker, der for alvor kunne konsolidere og modernisere det velfærdssamfund, som burde ligge Mette Frederiksen og Socialdemokratiet på sinde.

Ingen nævner for eksempel de 16 procent af vores børn, der stadig forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne – som de nu har gjort i årtier.

Ingen forestiller sig en gennemgribende grøn skattereform, der kan gøre vores forbrug bæredygtigt uden at øge uligheden eller ødelægge konkurrenceevnen.

Og slet ingen tænker tilsyneladende over, hvordan vi håndterer den demografiske udfordring, der har kraft til at lægge både vores sundhedsvæsen og økonomi ned. Og så videre, og så videre.

Forstå mig ret. Jeg savner virkelig ikke den tidligere regering. Den var kørt uhjælpelig fast og blev nærmest destruktiv de seneste år.

Den nye regering har leveret fremskridt på alle de nævnte dagsordener. Men det er ikke i form af store offensive udspil, der sætter retning og ledelse på et nyt Danmark. Det er små lunser, der i afmålte doser smides for hundene – de tre støttepartier.

Det er trist. Danmark fortjener bedre. Sidste år er længe siden.

-----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel David Trads: Så tager vi den en gang til for prins Jarlov David Trads: Så tager vi den en gang til for prins Jarlov Næste artikel Benny Damsgaard: Det er tid til et dansk lobbyregister Benny Damsgaard: Det er tid til et dansk lobbyregister
Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.